Færøsk film får historisk nominering! – Nordisk Råds Filmpris 2025

Kampen om 300 000,- er skudt igang

For første gang er Færøerne repræsenteret ved Nordisk Råds Filmpris. Filmen ‘Det sidste paradis på jord’ er blandt de syv nominerede film, der i år konkurrerer om den prestigefyldte pris.

Årets nomineringer til Nordisk Råds Filmpris byder i år på en historisk debut. Færøerne har for første gang nogensinde fået en film med i opløbet, og der er tale om dramaet Det sidste paradis på Jord (Seinasta paradís á jørð). Filmen er blandt de syv nominerede værker og markerer dermed et gennembrud for færøsk filmkunst i nordisk sammenhæng.

Filmen følger Kári og hans søster Silja, der prøver at finde fodfæste efter deres mors død. Kári arbejder på den lokale fiskefabrik, som er selve livsnerven i det lille samfund. Da fabrikken trues af lukning, bliver roen brudt, og mens andre drømmer om at rejse væk, vælger Kári at blive og kæmpe for “det sidste paradis på jord”.

Seinasta paradís á jørð – Trailer – Det færøske nationale filminstitut, Kykmyndir

Nordisk Råds Filmpris blev stiftet i 2002 og uddeles årligt til en film, der kombinerer høj kunstnerisk kvalitet med tydelig forankring i nordisk kultur. Vinderen modtager 300 000 danske kroner, som deles ligeligt mellem instruktør, manuskriptforfatter og producent.

Det kan måske virke overraskende, at Færøerne aldrig tidligere har været repræsenteret, men realiteten er, at den færøske filmproduktion er langt mindre end i de andre nordiske lande, og derfor er 2025-nomineringen et særligt vigtigt øjeblik, hvor øsamfundets stemme endelig får en nominering.

Årets felt er udvidet til syv film i stedet for de sædvanlige fem. Netop den ændring har åbnet døren for, at Færøerne nu endelig er med i konkurrencen.

De øvrige nominerede tæller bl.a. den islandske When the Light Breaks, samt den norske Drømme. Danmark er repræsenteret med Min Evige Sommer, Finland med The Helsinki Effect, Grønland med WALLS – Akinni Inuk og Sverige med Israel Palestine on Swedish TV 1958-1989.

Vinderen af Nordisk Råds Filmpris 2025 offentliggøres d. 21. oktober 2025.

Andre artikler

Film og serier