‘Assassin’s Creed’-serie har fundet sin hovedrolle

Videospillet bliver en serie på Netflix

Den britiskfødte, australsk opvoksede skuespiller Toby Wallace er blevet castet til en hovedrolle i den kommende tv-serie Assassin’s Creed på Netflix. Detaljerne om hans karakter holdes hemmelige.

Sidst vi hørte noget om videospilsfilmatiseringen var tilbage i 2023 da serien mistede sin showrunner Jeb Stuart (Vikings: Valhalla) grundet ændringer i regimet hos streamingservicen.

Men bare rolig, serien er kommet i gode hænder hos Roberto Patino (Westworld, Sons of Anarchy) og David Weiner (Halo, The Killing), som agere seriens skabere, showrunners og producere.

Det er ikke første gang Assassin’s Creed har fået en filmatisering – tilbage i 2016 ledte Michael Fassbender en film med en ny og original historie, der mødte lunkne anmeldelser og lavt billetsalg.

Nu vil Netflix altså prøve igen og det tyder på, at de dykker mere ned i kildematerialet.

Synopsisen af ​​tv-serien fortæller, at serien vil centrere sig “om den hemmelige krig mellem to skyggefulde fraktioner – den ene har til formål at bestemme menneskehedens fremtid gennem kontrol og manipulation, mens den anden kæmper for at bevare den frie vilje. Serien følger dens karakterer gennem afgørende historiske begivenheder, mens de kæmper for at forme menneskehedens skæbne.”

Wallace er kendt fra film som The Bikeriders (2023), Eden (2024) og Babyteeth, samt serien Pistols (2022) og den kommende tredje sæson af Euphoria.

Hvem Wallace præcis skal spille i serien er stadig uvist, men hvis serien vælger en tro filmatisering af kildematerialet, er Desmond Miles måske ikke langt væk?

En ordentlig filmatisering af spillet, som har solgt mere end 230 millioner eksemplarer på verdensplan og begyndte i 2007, har vi ventet længe på. Det er derfor gode nyheder at der er udvikling i serien med castings begyndt.

Så gør dig klar til at træde tilbage i ‘the Animus’ når serien udkommer på Netflix – forhåbentligt ikke om alt for længe.

Andre artikler

Film og serier