Anmeldt af – Tobias Gilbert
Ethan Hunt (Tom Cruise) er tilbage i sit endelige opgør for at fuldføre den (umulige) mission, som blev påbegyndt i den forrige film Dead Reckoning.
Ved sin side har han igen sine trofaste allierede. Gamle Mission Impossible-kendinge Luther (Ving Rhames) og Benji (Simon Pegg) følger ham til verdens ende. Lommetyven Grace (Hayley Atwell) charmerer sig gennem vold og skudvekslinger, selvom hun er på dybt vand. Den fransktalende dræbermaskine Paris (Pom Klementieff), bekæmper indre dæmoner med blod i øjnene, og nytilkomne CIA-agent Degas (Greg Tarzan Davis), sætter sin loyalitet på spil for det fælles bedste.
Hver karakter har tydelige funktioner og egenskaber, der effektivt bliver sat i spil undervejs i fortællingen. Ingen føles overflødige.
Missionen er accepteret.
Gruppen skal stoppe AI-funktionen ”The Entity”, der truer med at udslette menneskeheden. Siden sidste film har den kunstige intelligens været på spil online og infiltreret internettet med fake news og forårsaget globale konflikter på tværs af nationer.
Det er en skræmmende aktualitet, der føles endnu mere nærværende i vores virkelige verden nu end for to år siden, da teknologien første gang blev introduceret i franchisen.
”The Entity” befinder sig dybt under havets overflade i den sunkne sovjetiske ubåd Sevastopol. Det bliver at kapløb mod tiden, mens Hunt og co. kæmper mod gamle fjender med personlige dagsordener og mørke hemmeligheder.
Højere. Længere. Hurtigere.
Stunts er efterhånden blevet en fast bestanddel af Mission: Impossible-franchisens DNA, og instruktør-skuespiller-duoen McQuarrie og Cruise fortsætter ufortrødent med at presse grænserne.
I forrige film blev det nævnt, at Hunt skulle finde ubåden på havets bund, og nu bliver det eksekveret i et så klaustrofobisk nervepirrende undervands-stunt, at jeg holdt vejret i biografens mørke indtil jeg var blå i hovedet. Dykkersygen bliver en reel skurk når Cruise kaster sig ægte ud i bølgen blå, og den lange action-sekvens bliver et mesterligt eksempel på visuel fortælling helt uden dialog.
Men det stopper selvfølgelig ikke her. Pludselig hænger Cruise på hovedet i et propelfly i jagten på skurken – endnu en halsbrækkende, praktisk udført sekvens, der både imponerer og gyser.
Desværre falmer Esai Morales i rollen som skurken Gabriel. Hans præstation vipper mellem det komiske og det flade, hvilket trækker ned i en eller intens akt.
Summen af alle vores handlinger
The Final Reckoning har meget at skulle leve op til: ikke blot skal den afslutte missionen fra forrige film, men også binde en sløjfe på hele franchisen, der strækker sig over otte film siden 1996.
Kvalitetspresset fra sagaen lægger en lang skygge over det sidste opgør, og selvom The Final Reckoning gør alt det rigtige for at kæmpe sig ud af skyggen, kan den ikke undslippe tyngden af 29-års forventninger. Hvor tidligere film har kunnet stå alene, er The Final Reckoning dybt afhængig af sin forgænger for at give fuld mening.
Det føles som en “del 2”, og selvom det samlede narrativ afsluttes på flot vis, efterlades man med fornemmelsen af kun at have set én halv film.
Selvom jeg er top underholdt fra start til slut, og jeg intenst holder fast i biografsædets armlæn, efterlades jeg med en bittersød følelse: var dette virkelig afslutningen og summen på alle Ethan Hunts handlinger?
Heldigvis er filmen fyldt med tilbageblik og referencer til tidligere Mission-film, der nok skal glæde fans. Tidligere tilsidesatte plots og oversete karakterer bliver elegant bundet sammen og giver serien en fornem afrunding.
Om dette virkelig er den sidste mission, vil tiden vise. Men én ting står klart: Tom Cruise og resten af holdets ambition om at skubbe filmmediets grænser og levere biografoplevelser, der bliver siddende i kroppen længe efter lyset tændes, er mesterligt lykkedes.
Mission accomplished. Tak.
Skriv et svar