Indtryk | Big Ambitions

Big Ambitions byder både på store glæder og store frustrationer. Men ambitiøst – det er det!  

*OPDATERING* (I anmeldelsen siger vi spillet er enmandsudviklet, dette var en fejl da studiet har 6 ansatte, dog er Jonas Hovgaard den eneste dansker)

Gør dig klar til en hybrid imellem Sims, RPG og management.

Det er længe siden jeg har oplevet et spil, der som Big Ambitions leverer både store glæder og store frustrationer.  

Spillet, der bliver udviklet af den lille danske enmandsudvikler, Hovgaard Games, er heldigvis i early access, så der kan nå at blive rettet op på ting, der giver anledning til frustration.  

Big Ambitions er Hovgaard Games’ andet spil, og kan ses som en opfølger til ”Startup Company” fra 2020, og tager lige som forgængeren udgangspunkt i iværksætteri.  

Men hvor Startup Company tog udgangspunkt i kontorindretning og en regnearkstilgang til at skabe en business, så blander Big Ambitions genre som RPG, Sims og Management sammen. 

Og lige præcis den sammenblanding er unik, og det skal Hovgaard Games virkelig have ros for at afprøve.  

Onkel Fred skal nok hjælpe dig

Spillet tager sin begyndelse med din bedstemors dødsfald, hvor du til begravelsen møder din mystiske, men rige Uncle Fred, der tilbyder at hjælpe dig i gang med at skabe en business. 

Han skaffer dig en billig lejlighed på Manhatten, et godt lån i banken og giver fif til hvordan du skaber din første butik.  

I bedste Sims stil, så kan du indrette din lejlighed og dine butikker, men du skal samtidig også sørge for at indkøbe varer, som du kan sælge i butikkerne, ansætte personale og sørge for at bestemme åbningstider. 

Indkøb af inventar og varer sker i et topdown view, hvor du flytter din karakter rundt i New Yorks gader, med musen, indtil Uncle Fred giver dig en bil som du kan kører rundt i, med de klassiske ASWD-taster. 

I starten af spillet er der med andre ord rigtigt meget at holde styr på, og når det kombineres med RPG-elementerne, hvor du skal sørge for at få sovet, spist og slappet af, så virkede spillet i starten faktisk ret overvældende. 

En ærgelig tutorial del

Spillet har en tutorial, men det er forhåbentlig én af de punkter, som får lidt mere kærlighed under early acces fasen, for det ikke alt der er forklaret lige godt. 

F.eks. så er et køleskab ikke bare et køleskab. I min første gennemspilning fik jeg købt et temmelig dyrt køleskab, fordi jeg troede det kunne indeholde sodavandsdåser. Men nej, det er kun ét bestemt køleskab der kan indeholde sodavandsdåser, hvorimod det jeg købte skulle vise sig kun at indeholde friske fødevarer.  

Og sådan er det generelt i spillet, at det kun er meget specifikt inventar, der kan indeholde bestemte varer, og det bliver ikke forklaret i tutorialen, men i en helt anden hjælpemenu. 

Nu hvor vi er ved menusystemet, så er det et andet punkt som virkelig trænger til en meget kritisk gennemgang.  

Når man ansætter medarbejdere, sker det igennem én menu, men når man skal i gang med at bestemme hvad de skal arbejde med, så sker det i en anden menu, og når de skal læres op, så sker det i en tredje menu.  

Ingen af menuerne giver et særligt detaljeret overblik, men kræver yderligere museklik for at give information. Det virker tungt, og gav anledning til at jeg blev en smule frustreret. 

Af andre lidt mere mystiske gameplay beslutninger, så kan det nævnes at man ikke kan købe mad i sine egne butikker, men det skal købes hos konkurrenterne.  

På samme måde er det også lidt paradoksalt, at man får P-bøder for at parkere ulovligt, men samtidig kan du kører fuldstændigt råddent igennem byen, og kører fodgængere ned ustraffet. 

Hvad skal jeg nu lave?

Der hvor spillet for alvor bliver lidt tyndt i sit nuværende udviklingsstadium, er når man kommer til det punkt, hvor man har 4-5 butikker, og begynder at få ansat indkøbs-, logistik- og HR-assistenter i sit hovedkvarter.

Herefter kan man klare mange af varerindkøbene via sin app ”BizMan”, og lade sine chauffører og logistikassistenter sørge for levere varerne til sine butikker.  

Der skal selvfølgelig stadigvæk åbnes og indrettes nye forretninger, samt ansættes nye folk, men pludselig går spillet fra at man har rigtigt travlt, til at det bliver svært at få tiden til at gå i spillet.  

Man kan selvfølgelig altid stille sig bag kassen i én af sine forretninger, men det bliver også lidt kedeligt i længden. 

På det tekniske område klarer spillet på trods af sin Early Access status sig ganske glimrende. Der var dog et par gange hvor vi oplevede at spillet ikke udførte de opgaver det blev sat til, men det var ikke mere end man må forvente når der er tale om Early Access. 

Konklusion

Alt i alt så har Big Ambitions budt på ganske god underholdning, men der er fortsat meget udviklingsarbejde der skal laves før spillet, bliver helstøbt. Heldigvis ser det også ud til på spillets roadmap, at der kommer til at blive lagt meget udviklingsarbejde i spillet det næste halve år.      

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Anmeldelser