The Conjuring: Last Rites er instrueret af Michael Chaves og skrevet af Ian Goldberg, Richard Naing og David Leslie Johnson-McGoldrick.
Filmen bygger på de virkelige hændelser omkring Smurl-hjemsøgelsen, som blev undersøgt af de legendariske paranormale efterforskere Ed og Lorraine Warren. Historien, der er udviklet af James Wan og Johnson-McGoldrick, bringer Patrick Wilson og Vera Farmiga tilbage i deres ikoniske roller som Warren-parret. Med på rollelisten er også Mia Tomlinson og Ben Hardy. Filmen fungerer som en efterfølger til The Conjuring: The Devil Made Me Do It (2021) og markerer afslutningen på The Conjuring Universe – en franchise, der siden 2013 har skabt en af de mest komplekse filmiske kontinuiteter uden for Marvel-universet.
Denne gang dykker vi ned i den berygtede Smurl-sag fra 1980’erne, hvor en familie i Pennsylvania hævdede, at deres hjem var hjemsøgt af en voldsom, dæmonisk tilstedeværelse. Hændelserne, der strakte sig over 15 år, omfattede alt fra mærkelige lyde og grimme lugte til fysiske angreb og genfærd. Warrens blev tilkaldt i 1986 og dokumenterede sagen med lydoptagelser og fotografier, der pegede på flere ånder – og en særlig magtfuld dæmon. Filmen væver også en personlig tråd ind i fortællingen ved at koble sagen til en skæbnesvanger begivenhed i Warren-familiens eget liv i 1964, hvilket giver historien en mere intim afslutning.
Men lever filmen op til forventningerne?
Jeg må indrømme, at jeg stadig har en stor kærlighed til James Wans første Conjuring-film fra 2013. Den satte barren højt med sin mesterlige brug af suspense og “less-is-more”-tilgangen. Men siden Wan forlod franchisen efter The Conjuring 2 i 2016, har serien haft svært ved at finde samme magi.
I Last Rites er Patrick Wilson og Vera Farmiga stadig seriens hjerte som Ed og Lorraine Warren. Denne gang får vi dog også et indblik i deres familieliv, da deres datter Judy (spillet af Mia Tomlinson) og hendes kæreste Tony Spera (Ben Hardy) spiller en større rolle. Det tilføjer en ny dimension, men desværre også en smule for meget melodrama. Til tider føles det næsten som om, vi ser en spin-off af Brudens Far, hvilket ikke altid klæder gyset.
Filmen balancerer lidt klodset mellem sukkersøde familieøjeblikke og intense gyserscener, hvilket gør oplevelsen en smule ujævn.
Gyset – og hvad der mangler
James Wan var en mester i at skabe uhygge med langsomme, kravlende kamerabevægelser og antydninger af det, der lurer i mørket. Michael Chaves, der overtog franchisen med The Conjuring 3: The Devil Made Me Do It og også har instrueret spin-offs som The Curse of La Llorona og The Nun II, har en mere direkte tilgang. Han gør dæmonerne synlige – måske lidt for synlige. Et af monstrene ligner mest af alt Helen Mirren i klovnemakeup med en forkærlighed for Super Piratos, mens en anden dæmon minder om Marilyn Manson på en dårlig dag. Det fjerner desværre en del af uhyggen.
Tempoet er også højt, og scenerne klippes hurtigt sammen, hvilket får filmen til at føles mere som en actionfilm end en klassisk gyser. Samtidig presses der lidt for mange referencer til franchisens andre favoritter – som Annabelle og The Nun – ind i historien. Det føles unødvendigt og distraherende.
Når det er sagt, er der stadig øjeblikke, hvor filmen rammer plet. Scenen med den lokale præst (spillet af Steve Coulter), der rejser til Pennsylvania for at hjælpe familien, er en af filmens stærkeste og minder om det bedste fra klassikere som The Omen. Slutningen leverer også et tilfredsstillende brag, der gør filmen værd at se.
Konklusion
The Conjuring: Last Rites er en værdig afslutning på franchisen, men den når ikke de samme højder som de første film. Der er stadig vellykkede scener og solidt skuespil, men den ujævne tone og manglen på subtil uhygge trækker ned.
Alt i alt en solid, men ikke fantastisk afslutning.
