Anmeldelse | Xpeng G9

Er du på jagt efter en SUV i Elbil udgave, så skal du måske kigge i den her retning

XPENG G9 er en premium elektrisk SUV med fokus på rækkevidde, komfort, avanceret teknologi og et højt udstyrsniveau.

Der er flere versioner af Xpeng G9: RWD Standard range – Long Range og AWD Performance, som er den jeg har haft lånt til test. De forskellige modeller tilbyder forskellige kombinationer af ydelse, rækkevidde og pris. G9 serien udemærker sig ved flere ting, specielt dens teknologi, opladning og køre komfort.

XPENG G9 – Kinesisk luksus med europæisk smag

XPENG G9 markerer et stærkt bud på, hvordan kinesiske elbiler kan udfordre etablerede premium-mærker som Audi, BMW og Mercedes. Med et rent, moderne design, solid byggekvalitet og imponerende teknologi, sætter den et nyt niveau for, hvad man kan forvente i prisklassen.

Personlige indtryk

Kabinen føles rummelig og minimalistisk, med to store skærme i instrumentbrættet, stemmestyring, og et lydsystem udviklet af Dynaudio, som er blandt de bedste i segmentet, for mig er der bedre lyd i bilen når der enten ses en film eller lyttes til musik, end når jeg gør det samme i mit hjem. Materialevalget føles premium, og alt fra touchflader til kørestillingen signalerer kvalitet.

Som jeg nævner i videoen, har jeg brugt flere timer på at teste de mange muligheder for at tilpasse G9 til dine ønsker og behov. Der er mange fede features! For at nævne bare nogle få: massage i fire sæder, varme og køling i sæderne, mulighed for at se film og serier på passagerskærmen, indbygget anhængertræk, der kan gemmes væk og tages frem efter behov, samt ambient lys i lige præcis de farver og det tempo, du ønsker.

Der er også en relax mode, der giver dig et tiltrængt break på de lange ture, og bilen kan selv parkere – og det fungerer virkelig godt! Et kæmpe plus på trange p-pladser.

Lyden fortjener mere ros: med boombox mode kan du spille musik ud fra bilen, så du ikke behøver en soundbox på stranden.

Jeg kunne blive ved, for der er virkelig mange muligheder for at forbedre køreoplevelsen både når det gælder komfort og ren lir.

Det er som at køre i en super “gadget”, eneste irritation er “XiaoP”, som er den lille stemmekontrollerede AI, der begrænset med muligheder. Jeg håber at det er et spørgsmål om en opdatering.

Køreoplevelse

XPENG G9 leverer en rolig, men kraftfuld køreoplevelse. Den accelererer lynhurtigt, men den stadigvæk kører stille, takket være god isolering. Affjedringen er komfortabel, men stadig præcis, hvilket gør den både egnet til bykørsel og lange motorvejsture.

Den adaptive fartpilot og XPENGs avancerede førerassistentsystem fungerer effektivt, og G9 er klar til fremtidige softwareopdateringer, som kan forbedre funktionerne over tid.

Batteri og opladning

XPENG G9 bruger et 800V-system, der muliggør ekstremt hurtig opladning. Med de rette ladestandere kan du få op til 300 km rækkevidde på kun 10 minutter. Det gør den til en af de hurtigst opladende SUV’er i sin klasse.

Nøgletal

ParameterTal
Rækkevidde (WLTP)Op til 585 km
Længde, bredde, højde4891 x 1937 x 1670
Acceleration (0-100 km/t)Ca. 4,2 sek.
Hurtigopladning10 % → 80 % på ca. 12 min
BatteritypeLFP

Højdepunkter

XPENG G9 føles som et ægte flagskib for kinesisk elbilteknologi. Den kombinerer en luksuriøs oplevelse med solid ydeevne og futuristisk teknologi. Den største udfordring er måske brandets nye position på markedet – men når man ser på kvalitet, pris og teknologi, er G9 svær at komme udenom.

Xpeng G9 får vores topkarakter

Andre artikler

Anmeldelse