Anmeldelse | WarioWare: Move It!

Wario er tilbage med nye moves!

Er du klar til at lette røven og bevæge dig på stedet? Har du savnet de gamle Wii-dage?
WarioWare: Move It! er nemlig Nintendos nyeste partystarter, der vil få en del grin frem, hvis selskabet kan følge med.

WarioWare: Move It! er den nye efterfølger til Smooth Moves, som var spillet, der udkom som en lanceringstitel til Wii helt tilbage i 2007. Smooth Moves var en god og sjov demonstration af Wiis potentiale med bevægelseskontroller.
Move It er meget det samme, men det viser også, hvor meget teknologien har udviklet sig siden Wiimoten.

Jeg er ikke SKUFFET

Hvis du ikke har hørt om WarioWare, er det små mikrospil, du skal gennemføre indenfor en kort tidsgrænse, ellers mister du liv.

Spillet giver dig forskellige poseringer, du skal lave for at kunne fuldføre de små opgaver, og de varierer fra at være simple hvor du bare står ret, til at kræve at du lægger dine Joy-Cons på et bord eller holder hånden foran IR-kameraet, og i modsætning til Smooth Moves bruger du begge arme med dine Joy-Cons.

Du lærer langsomt, hvordan kontrollen bruges i hovedspillet, enten singleplayer eller i co-op, men det kan hurtigt blive intens, især når du har ganske kort tid fra at stå i en position til at skulle lade en Joy-Con hænge, mens du holder den anden foran din hånd.
Kontrollen fungerer fint. Det hele er indstillet med gyroskopet på dine Joy-Cons og synkroniserer hovedsageligt via den position, du befinder dig i, når mikrospillet starter.

Det fungerer for det meste upåklageligt, men det har svært ved at registrere bevægelserne i de mere avancerede stillinger, især der, hvor du skal bevæge dig som en fugl eller holde controllerne op mod dine kinder, der havde jeg de fleste problemer.

Kykkeli-kyy

Variationerne i de forskellige mikrospil er virkelig gode. Selvfølgelig fortæller guiden, hvordan du skal holde din position, men din opgave kan være fuldstændig uforudsigelig. For eksempel, i Fashionista-posen, skal du nogle gange skubbe armene frem og tilbage, og i et tilfælde skal du svinge den øverste arm som en lasso, og andre gange skal du bruge knapperne på kontrolleren for at klare udfordringen.
Det viser, hvor kreativt kontrollerne er sat op, og hvor hurtig du skal være med hovedet.

Det kan dog nogle gange skabe forvirring, hvis du ikke helt forstår, hvad de tænkte med, hvilken bevægelse du skal lave. For eksempel fik jeg en opgave, der bad mig stå ret og skulle rulle en figur, men jeg vidste ikke, om det betød, at jeg skulle dreje rundt om mig selv eller læne mig til siden, og det kan være frustrerende at miste liv, fordi spillet ikke giver tilstrækkelig vejledning.

Selve hoveddelen er ret sjov og meget hurtig at komme igennem, da det primært er træning for at lære de forskellige kontroller at kende, selvom jeg cringede under instruktionerne som IKKE kan springes over.
Det store højdepunkt er multiplayer-delen, da det er jo et partyspil. Endten kan I spille co-op eller 1v1 i hoveddelen, eller op til 4 spillere i party mode.

Det kan måske være forvirrende for nye gæster, hvis de ikke har lært de forskellige bevægelser først. Samtidig kræver partytilstand kun én Joy-Con, så mange af mikrospillene er ubrugelige der, hvilket begrænser gameplayet en smule. Det gør det lettere for nye spillere, men det tager noget af charmen ved kontrollerne og gimmicken. Men vi havde det sjovt, da vi prøvede det, men det hjalp mig at have forhåndsviden om kontrollerne.

Du FÅR ikke adgang her!

WarioWare Move It er et sjovt partyspil, hvis du var fan af de gamle Wii-spil og gerne vil have en livlig spilaften med vennerne eller alene. Dog føles det som noget, der burde have været udgivet tidligere i Switch’s levetid, da prisen kan virke lidt høj i forhold til spillets indhold, især når det ligesom det gamle Smooth Moves til Wii også bare fungerer som en demonstration af controllerens potentiale.

Men som et partyspil er det virkelig underholdende og vil skabe masser af grin, selvom det begrænser sig selv en smule i multiplayer-delen. Du skal være forberedt på, at det er en kort fornøjelse, der kun vil holde dig interesseret, hvis du har lyst til at bevæge dig lidt eller slå dine egne rekorder. Spillet har næsten ingen options-menu, så det er virkelig et “what you see is what you get” spil.

Hvis du dog foretrækker et længerevarende og sjovt multiplayer-spil, så er Super Mario Bros. Wonder lige ved siden af.

Udvikler | Udgiver: Intelligent Systems | Nintendo
Tilgængelige platforme: Nintendo Switch
Platform spillet på: Nintendo Switch
Anmelder: ‘Son-Michael’ Eriksson

*kopi suppleret af udgiver

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Anmeldelser