Anmeldelse | Under the Waves

Under the Waves er et flot nyt indie-spil skabt i samarbejde med Quantic Dream.

Udvikleren Quantic Dream har før givet os interessante spil med spændende historier som f.eks. Heavy Rain eller Detroit: Become Human. Nu har de så også kastet sig ud i at udgive spil i samarbejde med andre studier, og denne gang har de samarbejdet med Parallel Studio om at udgive Under The Waves.

Under The Waves er et spil der, ikke overraskende, foregår under vandet. Du spiller som Stan, en professionel dykker som skal leve og arbejde under vandet for et stort oliefirma. Her skal man udføre rutine opgaver og passe sin hverdag, mens man udforsker hvorfor Stan er taget væk fra sin kone for at bo under vandet. Det er selvfølgelig en historie om det store oliefirmas handlinger og deres konsekvenser, men det er også en tragisk historie om en mands kamp med sorg og tab. Derudover er der også et stort fokus på menneskets hærgen og udnyttelse af havene, og det er lykkedes Parallel Studio at inkorporere et opråb til at passe bedre på vores miljø, uden at det virker unaturligt, helligt eller prædikende. Det er ikke alle dele af historien der rammer lige rent, og dens tempo er til tider lige langsomt nok, men de vigtigste scener er så veludførte og rørende, at jeg i spillets afsluttende sekvenser måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Stemmeskuespillet er for det meste godt og de mange skiftende stemninger underbygges virkelig godt af noget velkomponeret musik. Historien præsenterer langsomt nogle mysterier og spørgsmål, og ved spillets slutning synes jeg hovedsageligt at det havde levet op til dem. Gameplayet derimod, er en anden snak. 

Når man ikke ser mellemsekvenser eller lytter til en stemme i radioen, så bruger man det meste af tiden på at svømme, styre sin ubåd eller traske rundt i oversvømmede indendørsområder. Svømningen og specielt ubådens styring er sjov, men i det hele taget bevæger man sig meget langsomt i spillet. Udover de lineære missioner man får, har man et større åbent område at udforske, hvor man kan samle skrald eller finde samleobjekter. Skraldet kan man bruge til et crafting system, hvor man kan bygge ting der f.eks. giver dig ilt så du kan svømme længere væk fra din ubåd eller nødblus så du kan se i mørket. Men jeg synes aldrig rigtig jeg havde brug for tingene, da Under The Waves i forvejen ikke havde meget udfordring at byde på.

Jeg havde altid et stort overskud af genstande, og indsamlingen af skrald endte derfor med at føles ligegyldig. Samleobjekterne leder heller aldrig til særlig interessante momenter, de giver oftest bare lidt tekst man kan læse for yderligere kontekst eller en større beskrivelse af hvordan havet ødelægges af menneskene. Noget af det giver interessant indsigt eller detaljer til historien, men en stor del af det føles også ligegyldigt. Den åbne underverden og dens crafting system føltes derfor mere som et forsøg på at strække spillet ud, da min gennemspilning var overstået på langt under 10 timer selvom jeg udforskede en del. Hovedmissionerne er også meget simple og kræver ikke det store af spilleren, ofte bestående af simple puzzles og rejser fra den ene destination til den anden. Selv de nye evner og opgraderinger man låser op for igennem spillet, bruges kun meget sjældent. Det kan derfor godt blive en smule trivielt når man kommer længere ind i spillet og udfordringerne ikke tiltager. Det resulterer i at man bare vil videre til næste historiebid, fremfor at ville udforske området og gameplayet. 

Men det er ikke kun gameplayet der kunne bruge lidt justering. Det flotte stemmeskuespil bliver nemlig akkompagneret af nogle mindre flotte animationer. Stans mund bevæger sig nærmest aldrig som den burde, og mange bevægelser er stive og unaturlige. Helt generelt er grafikken heller ikke så flot som den burde være. Naturen under vandet er godt designet med sine smukke fiskestimer og flotte planteliv, men hele herligheden bliver set igennem et filter, der gør det hele lidt grynet. Det er som om at spillet hele tiden har en lille smule motion blur, som man ikke kan slå fra, og det hjælper bestemt ikke at frameraten næsten altid er synligt svingende, for slet ikke at tale om den relativt store mængde grafiske bugs og glitches. Præsentationen er ikke decideret dårlig, men den kunne have været så meget bedre og underbygget historien meget mere.  

Under The Waves fortæller en hovedsagelig stærk historie som både kan få dig til at føle og tænke. Desværre er historien pakket ind i et gameplay og en præsentation der slet ikke kan følge med. Hvis man har tålmodighed til at se igennem spillets problemer er der stadig en rørende fortælling under overfladen og jeg giver derfor Under The Waves 4 ud af 6 Pixelhjerter. Det er godt, men det er langt fra fantastisk. 

Udvikler | Udgiver: Parallel Studio | Quantic Dream
Tilgængelige platforme: PlayStation 5PlayStation 4Xbox OneMicrosoft WindowsXbox Series X og Series S
Platform spillet på: Xbox Series S
Anmelder: KimParnage

*kopi suppleret af udgiver

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Gaming