Tron er en spøjs franchise og ser altid ud til at spille hasard. Den første film udkom i 1982 og var ingen succes ved udgivelsen. Alligevel var årene gode mod den, og en kultklassiker blev født. En efterfølger udkom 28 år senere med undertitlen Legacy (2010). Den blev heller ikke nogen kæmpesucces, modtog lunkne anmeldelser og klarede sig kun nogenlunde ved billetlugerne. Én ting har dog altid været sikkert for disse cyberpunk-AI-inspirerede film: den imponerende billed- og lydside får massiv ros.
Efterfølgere årtier senere lader til at være blevet en trope i denne sci-fi-lo-fi-franchise, for nu udkommer Tron: Ares – 15 år efter Legacy. Og ligesom sine forgængere bæres den af flotte visuelle billeder og et brag af en lydside, men kæmper for at finde sjælen bag teknologien.
Ligesom sin sci-fi-storebror Alien gør Tron-serien en dyd ud af at have en ny instruktør ved roret hver gang, så hver film får sit eget præg. Denne gang er det nordmanden Joachim Rønning (Kon-Tiki, Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales), der styrer sikkert gennem det neonoplyste univers. Hvor Legacys instruktør Joseph Kosinski gik efter det storslåede spektakel, tager Rønning stilen en smule mere ned på jorden, da The Grid træder ud i den virkelige verden, med menneskelig fokus og nærværende billeder monteret på bildøre og motorcyklernes instrumentbræt.
En pixeleret introsekvens fortæller, hvad der er sket de sidste 15 år, og forklarer, at Garrett Hedlunds Sam Flynn er fraværende. I hans fravær er der opstået et vakuum i videospils- og AI-industrien. ENCOM og Dillinger Systems kæmper om tronen, og der er intet, Julian Dillinger (spillet ubehageligt slimet af Evan Peters) ikke vil gøre for at komme ud på toppen.
Han har skabt en ny AI-dræbermaskine ved navn Ares (Jared Leto) og en enorm 3D-printer, der kan kopiere programmer ud i den virkelige verden. Pludselig står Ares – kold og mekanisk – og mærker regndråberne på sin hud, og det vækker hans nysgerrighed. Det gør også Dillinger i stand til at “printe” kampklare militærtanke, hvilket vækker stor begejstring hos hæren, der vil investere. Problemet er bare, at de 3D-printede AI’er kun kan eksistere i den virkelige verden i 29 minutter.
Helt off the grid, i et snedækket landskab, møder vi Eve Kim (spillet behageligt jordnært af Greta Lee, der virker lige så forvirret over alt, hvad der sker, som jeg selv ville være). Hun leder efter “Permanenskoden”, efterladt af Kevin Flynn (Jeff Bridges) på en floppy-disk fra 80’erne. Med koden er Eve i stand til at programmere et appelsintræ ud af ingenting – og overskride sin 29-minutters levetid for at forblive for evigt. En egenskab, Dillinger og Ares meget gerne vil have fingrene i.
Eve ser muligheder i at bruge AI til noget godt – som at skabe føde og liv frem for våben. Den bibelske reference er tydelig: hvor urtidens Eva blev forvist for at tage frugten, skaber Trons Eve selv frugten for at skabe et nyt paradis. Poetisk og overraskende godt som symbolsk ramme for filmens tema.
Tron: Ares forsøger at bringe diskussioner om AI, virkelighed og eksistens op til overfladen, men kommer desværre til kort og ender som en ret standard popcorn-blockbuster. Det er ærgerligt, for man sidder tilbage med følelsen af, at der gemmer sig en langt bedre og mere interessant historie et sted inde i filmen.
Heldigvis bliver filmen løftet af sin mesterlige musik – komponeret af Nine Inch Nails-duoen Trent Reznor og Atticus Ross – som leverer et buldrende techno-noir soundtrack. Samspillet med de imponerende billeder gør Tron: Ares til en biografoplevelse, der fortjener det største lærred.
Tron: Ares når ikke sit fulde potentiale, men når lys og lyd spiller så godt sammen, er det stadig en elektrificerende oplevelse. “Bio-digital jazz, man!”
