Et videospil, kun med sang. Genialt eller tamt?
Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at synge hele min anmeldelse af Stray Gods: The Roleplaying Musical, for heldigvis er det ikke kun sang i “videospillet” men også masser af dialog. Hvis man ikke kunne høre det på min stemme, så er videospil altså i anførselstegn her, for Stray Gods er et spil som mere er en interaktiv musical historie end et faktisk videospil.
Præmissen er overraskende god, og interessant. Du tager rollen som Grace, spillet af den fabelagtige stemmeskuespiller Laura Bailey – som mange blandt andet kender som Abby i Last of Us Part 2, MJ i Spider-Man eller endda som sig selv i Critical Role. Grace er i tvivl om sin rolle i tilværelsen, men heldigvis for os spillere bliver den kedelige hverdag vendt på hovedet, da hun møder Calliope. Calliope er forresten spillet af Ashley Johnson kendt som Ellie fra Last of Us og Critical Role. Og Last of Us reunionen stopper ikke her, for en af de andre store karakterer er Troy Baker, som selvfølgelig spiller Joel.
The Last of Us: The Musical?
Heldigvis er det ikke bare The Last of Us: The Musical, for Grace bliver nemlig kastet ind i en spændende verden hvor moderne fantasy fra The Wolf Among Us møder græsk mytologi fra Hades. Med frisk blod på hænderne forvandles Grace til den sidste muse, og har syv dage til at bevise sin uskyld… igennem sang. For som Muse har Grace evnen til at synge folks indre følelser frem, hvilket har blandet resultater og effekter. Både for Grace, men så sandelig også for videospillet.
Du vælger til at starte med én ud af tre personlighedstræk som Grace har, og du kan ud fra denne afværge din egen henrettelse. Grøn er karismatisk, rød er bad-ass og blå er kløgtig. Spillet foregår altså i bedste Telltale Games stil med svære beslutninger du skal tage undervejs for at rense dit navn og redde dit liv. Det er så også her, at Stray Gods allerede begår sin første synd.
For meget ligesom Telltales spil, så har du aldrig rigtig indflydelse på din historie. Stray Gods er et sublimt eksempel på et videospil som giver dig illusionen af et valg. Men den platte sandhed er desværre, at spillet fortsætter på skinner uanset om du opfører dig som et vredt røvhul eller som en fedtende people-pleaser. Den eneste forskel er måske en anderledes replik i ny og næ og et par steder hvor resultatet ændrer sig en smule. Du skal i hvert fald ikke stresse over om du når at rense dit navn på syv dage eller ej, så meget kan jeg afsløre. Og som et eksperiment tog jeg kun grønne karismatiske beslutninger undervejs og endte med en rigtig god slutning, god romantik og god skuffelse.
Så hvorfor spille Stray Gods: The Roleplaying Musical? Ja, det er jo det gode spørgsmål. Det som gjorde spillet interessant for mig var verden og karaktererne. Spillet foregår som sagt i en moderne verden med et spændende spin på græsk mytologi. De græske guder lever iblandt os og deres sjæle bliver reinkarneret igen og igen i nye kroppe. Guderne kan godt dø, hvis ingen overtager deres sjæl, men det er sjældent.
Duet med de græske guder
Det betyder altså at du kan forvente at synge duetter med blandt andet Apollo, Athena, Persephone, Afrodite, Pan eller Medusa for at nævne et par stykker. Hvordan deres tilværelse er i denne moderne verden er ret sjovt at udforske, selvom det desværre ikke helt rammer lige så godt som eksempelvis Wolf Among Us gjorde for mig.
Og apropos at ramme plet, så tager spillet stolthed i at være en rollespils musical, og det betyder selvfølgelig en masse forskellige sange. Og for at være spillets største selling point, så må jeg ærligt indrømme, at musical-delen er rimelig … meh. Nogle af sangene er fine nok, mens andre er decideret ringe, og der var ingen af dem der var rigtige bangers. Hvilket er skam, når castet faktisk synger rimelig godt. Der er noget ved produktionen af sangene som er lidt off og skævt. De mangler mest af alt pondus, og er mikset ret skørt, og der er nogle beslutninger som ikke faldt i god jord hos mig.
Blandt andet beslutningen om, at alle sangene skulle være så følsomme og pitchet “helt her oppe”. Jeg ved, at Troy Baker godt kan synge, og endda ret råt. Så hvorfor skal han synge så lyst og skrøbeligt hele tiden? Der mangler som sagt noget pondus, og det er faktisk generelt et problem i spillet.
Jeg synes egentlig, at spillets idé er rimelig god og har potentiale, men man kan mærke på udførelsen, at det mangler produktionsværdi. Animationerne og selve stilen er acceptabel nok, men bliver en smule uinteressant i længden; illusionen om valg er et kæmpe minus og plottet kan gennemskues på lang afstand; og på trods af at stemmeskuespillet er virkelig godt, så er mikset helt skævt. Nogle gang er den ene karakter helt lav mens den anden er helt vildt højlydt.
Det er selvfølgelig bare en teknisk ting, men det tog mig meget ud af oplevelsen, at dét som spillet netop skulle gøre godt, bliver gjort halvhjertet eller decideret dårligt. Altså prøv lige at hør her: (Se videoen)
Ikke helt en banger, vel? Jeg giver 3 pixelhjerter til Stray Gods: The Roleplaying Musical. Spillet har som sagt en masse gode idéer, men lykkedes nærmest ikke med nogle af dem. Verdenen og historien er klart det bedste ved spillet, men det når aldrig at udfolde sig til dets fulde potentiale, og jeg blev ærligt talt en smule provokeret over at spillets valg stort set ikke havde nogle konsekvenser for den overordnede historie. Stray Gods klinger altså falskt hos mig og bør tage et smut tilbage til lydstudiet.
Udvikler | Udgiver: Summerfall Studios | Humble Bundle
Tilgængelige platforme: Nintendo Switch, PlayStation 5, Xbox One, PlayStation 4, Xbox Series X og Series S, Microsoft Windows
Platform spillet på: PS5
Anmelder: Martin Svane
*kopi suppleret af udgiver
Skriv et svar