Anmeldelse | Star Wars Jedi: Survivor

Er I klar til endnu flere lyssværd og episke Star Wars øjeblikke!?

Er I klar til endnu flere lyssværd og episke Star Wars øjeblikke!?

Cal Kestis er tilbage i helterollen i Jedi: Survivor – efterfølgeren til EA og Respawns Star Wars hit Fallen Order fra 2019. Denne gang er det med en langt mere seriøs historie og en mere moden Cal i hovedrollen, og det klæder ærlig talt spillet rigtig godt!

Mere Star Wars, ja tak!

For da vi sluttede Fallen Order, så var alt godt og optimistisk. Holdet var samlet og så fremad imod nye eventyr… Nu er der så gået 5 år siden da, og Cal og BD-1 er nu alene uden vennerne i kampen imod det ustoppelige Empire. Han arbejder stadig imod Imperiets kræfter, og intro-missionen introducerer et væld af skæve nye karakterer på den velkendte Star Wars planet Coruscant, der alle arbejder sammen med frihedskæmperen Saw Gerrera. 

Gerrera kender man blandt andet fra Rogue One, Andor og de animerede serier – så fra starten af får du altså en idé om at Jedi Survivor hænger mere sammen med det etablerede univers end det forrige spil gjorde. Hvilket jo er mega fedt!

Det “nye håb” om en historie tættere på filmene og seriernes univers bliver dog hurtigt kvast, da Cal og BD-1 igen finder sig alene efter Coruscant med deres rumskib The Mantis beskadiget. De skal derfor have hjælp af deres gode gamle ven Greez, og nødlander på Koboh. Her bliver en ny planet introduceret og det er også den planet du kommer til at tilbringe op imod 60% af din spiltid med Jedi Survivor på. Den er heldigvis rimelig varieret, men det er stadig lidt synd, at du ikke får lov at udforske universet mere, synes jeg. 

Ved rent og skær tilfælde finder du ud af at der findes en planet bag et utilregneligt Abyss, som for mange hundrede år siden var tilflugtssted for et ukendt Jedi-tempel, og alt håb om en historie i nærheden af etableret canon bliver nu smidt ud af vinduet for en indelukket historie om denne mystiske skjulte planet Tanalorr. Men Cal og hans venner er selvfølgelig ikke de eneste, som er efter Tanalorr!

Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting for Jedi Survivor at den tager afstand fra resten af Star Wars universet, for jeg synes faktisk at historien er meget Star Wars agtig. Der bliver introduceret en ny skurk, som dog godt kunne bruge lidt mere skærmtid og nuance for helt at bestå Skurke-prøven; præsenteret en valid grund for Cal og co. til at opsøge Tanalorr; samt lagt vægt på et moralsk dilemma for Cal – selvom det er en smule tyndt. 

Elementerne for en god medrivende historie er der, og langt hen af vejen synes jeg faktisk også at Jedi Survivor lykkes med sin historiefortælling. Den spiller bare sine kort så utroligt sikkert. Og ja, så smider spillet selvfølgelig lige den obligatoriske Darth Vader kamp ind uden anden grund end at det er coooool.

Spillet føles i virkeligheden langt hen af vejen som en Star Wars eller endda Marvel film. Det trykker på alle rigtige knapper, men formår ikke at overraske, imponere synderligt, eller blæse mig bagover – og derfor var jeg efterladt med en undervældende følelse da spillets rulletekster løb over skærmen. Det havde potentiale til så meget mere, men turde ikke tage det ekstra skridt for at opnå det. Og det efterlod mig med “en dårlig følelse omkring det.”

En dans med lyssværd

Hvad spillet dog gør virkelig godt – endnu en gang – er kampsystemet og alt rundt omkring historien. Kampsystemet bygger videre på det fundament som Fallen Order lagde, og du har endda beholdt en stor del af de evner du fik imod slutningen af forgængeren. Inklusiv dine 3 forskellige lyssværd-stances du endte spillet med. Kamp lægger endnu en gang vægt på at bryde din modstanders blok-meter ved at angribe og parere deres angreb, før du kan skade deres liv-meter. For hvorfor fixe noget, når det ikke er i stykker? 

Det betyder altså at Jedi Survivor i høj grad, på virkelig mange parametre, er mere af det samme fra Fallen Order, og da jeg var ret begejstret for Fallen Order, så gjorde det mig ikke det største langt hen af vejen. Spillets nye skill-træ specialiserer i de forskellige stances i denne omgang, og selvom du kan Reset dine evner, så skubber Survivor dig henimod et gameplay hvor du specialiserer i “kun” to forskellige stances ud af de fem tilgængelige, og det var faktisk ikke noget jeg var så vild med.

Du er nemlig begrænset til at kunne skifte mellem kun to stances, og jeg endte med de nye Crossguard og Blaster-stance, og det gjorde at gameplay i længden blev en smule repetitivt og ensformigt imod slut. Noget som muligheden for at kunne bruge alle fem stances samtidig ville have kunnet ændre på. Dog vil jeg rose fjende-variationen som var mega god og meget imponerende!

Spillet er også endnu en gang bygget op af åbne verdener på de forskellige planeter, og du er begrænset i hvor meget du kan undersøge hver en afkrog, indtil du har opnået de forskellige evner i spillet. Meget klassisk metroidvania-stilen, og endnu en gang fungerer den virkelig godt, når du bliver tvunget til at kæde forskellige evner sammen for at overvinde omgivelsernes små gåder.

Dog vil jeg sige at spillet er en tand for stort. Der er så meget at undersøge og så ufatteligt mange chests og skill-points at finde, at det faktisk er for meget. I stedet for mange mindre planeter foregår udforskningen mest af alt på Koboh, og det er bliver en tand ensformigt i længden, samt de belønninger man får imod slutningen “bare” er forskellige farver af customizations – og endnu en gang føltes  undervældende.

Ikke helt stærk nok i kraften

Spillet er gudesmukt og lydsiden er intet mindre end Star Wars fantastisk, men jeg blev altså ikke blæst bagover af kræften i Star Wars Jedi: Survivor, som jeg havde håbet på. Det forbedrer minimalt på mange parametre fra Fallen Order, men tager også et par skridt tilbage på flere fronter. Kortet er stadig frustrerende, der er alt for meget at tage sig til uden at blive belønnet interessant nok, og historien var fin nok. 

Det er også derfor jeg “kun” ender på 4 ud af 6 pixelhjerter. For selvom det var en rigtig god oplevelse fra start til slut, så var jeg ikke efterladt med en følelse af Jedi Survivor er noget jeg kommer til at huske langt ude i fremtiden, og historien eller gameplayet var aldrig helt vildt udfordrende og spillede mest af alt sine kort alt for sikkert. Sikkert nok til 4 hjerter i hvert fald. En middelmådig karakter til et lidt over middelmådigt spil – som havde potentialet til meget, meget mere. Må kræften være med jer alle og vi ses bare næste gang!

Udvikler/Udgiver: Respawn Entertainment | EA
Tilgængelige Platforme: PlayStation 5 | Xbox Series X/S | Microsoft Windows
Platform spillet på: PS5
Anmelder: Martin Svane

Kopi suppleret af udgiver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Gaming