Anmeldelse | Spider-Man 2

Så er vores anmeldelse af et af årets mest ventede spil ude! Men kan den hamle op med sin forgænger og 2023s stærke spilkonkurrenter?

Et af årets største spil, efterfølgeren Spider-Man 2, kommer svingende med et brag, men det store spørgsmål er, om det kan udfylde forgængerens imponerende superhelte-dragt, eller om dragten bør lægges på hylden?

I 2018 udkom spiludvikleren Insomniacs version af et Spider-Man, og jeg var, lige som mange andre, ret skeptisk til at starte med. Vi havde set Spider-Man som videospil en del gange før uden det rigtigt havde formået at efterlade det store indtryk, og især ikke vælte Rocksteady fantastiske Arkham-serie af pinden, som den uovertrufne superhelte videospils-konge. Men heldigvis for fans af Edderkoppe-Manden tog vi fejl. 

Insomniacs ‘Marvel’s Spider-Man’ svingede sig op på siden af The Caped Crusader, og imponerede os alle med sin helt fantastiske spilverden, episke gameplay og ikke mindst sin medrivende historie – som måske er en af de bedst fortalte Spider-Man fortællinger nogensinde. Derfor kom det ikke som nogen overraskelse, at Insomniac hurtigt blev sat til at lave flere Spider-Man-spil. Efterfølgende fik vi et mindre Miles Morales spil, som ærligt talt føltes som en glorificeret DLC og nok mest alt skulle fungere som en ordentlig introduktion til Miles Morales karakter i Insomniacs spilunivers. Men hvad vi egentlig ventede på var Spider-Man 2!

Nu er det her endeligt! Og har været et af de spil jeg personligt har glædet mig mest til i 2023. Et spilår som altså er pakket med imponerende spiltitler. Men vipper Spider-Man de andre konkurrenter af pinden? Svaret er et delvist ja… Og hvorfor kan I se her. 

Spider-Man 2 er mere af det gode: mere af Insomniacs fantastiske spilverden, mere af det hektiske hurtige gameplay, og mere af den medrivende velfortalte historie. Og det er ikke bare mere af det, det forbedrer også på stort set alle parametre, og jeg bliver nødt til at drage en parallel til efterfølgeren fra sidste år God of War: Ragnarok. Jeg vidste ikke, at God of War 2018 kunne forbedres men alligevel formåede Ragnarok at finde ting der kunne gøre spiloplevelsen endnu mere skarp. Præcis sådan føltes det med Spider-Man.

Verdenen fungerer langt bedre, måden du svinger rundt på er sjovere, og kampsystemet er mere endnu mere tight. Jeg vidste ikke, at Spider-Man var “tungt” i sit gameplay før jeg spillede Spider-Man 2, som er så utrolig smooth, elegant og endda mere intuitivt end sin forgænger. Men før vi giver os i kast med detaljerne, så lad os starte fra toppen.

Historien i Spider-Man 2 foregår 10 måneder efter Spider-Man: Miles Morales, og de to Spider-Men – som forvirrende nok begge hedder Spider-Man – patruljere byen sammen, og alt virker til at være i balance og harmoni. De har hver især deres personlige ting at arbejde med. Peter skal som altid få sit arbejdsliv til at hænge sammen og betale sine regninger, mens Miles skal skrive sin ansøgning til college. Den fredelige rutinerede hverdag bliver selvfølgelig afbrudt, da Harry Osborne pludselig dukker op, og hvad vi som Spidey-fans kender som Symbioten bliver introduceret. 

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at symbioten selvfølgelig laver rav i det hele, og kirsebæret på toppen af det hele er, at Kraven the Hunter også er taget til New York for at finde og fuldføre den ultimative jagt. Selvom det på papiret virker en smule simpelt, så synes jeg faktisk, at det er udført ret godt. Kraven er ret nuanceret og en rimelig intimiderende skurk, hele plottet med symbioten er virkelig fedt, og Peter og Harrys relation er også interessant. Hvad mangler jeg nu? Ja, for desværre så er Miles’ historie lidt den svageste del – som på trods af sit interessante historie hook med Miles’ søgen efter den ny-undslupne Martin Li – lidt blev sat til side for den “rigtige” historie. 

Historien er veludført og velfortalt – præcis som en klassisk superhelte-fortælling bør være. Dog er den en smule gennemskuelig undervejs, hvilket jeg ikke ser som en dårlig ting, da det er en superhelte/popcornfortælling, som ikke behøver blæse mig bagover. Men historien er i min optik en tand bedre i forgængeren.

Hvad der ikke er bedre i forgængeren er dog gameplayet. For selvom gameplay i Spider-Man 2018 og senere i remastered versionen i 2020 er helt fantastisk, så vidste jeg som sagt ikke, at det kunne blive bedre. Fra det første øjeblik jeg tog styring af de to Spider-Men kunne jeg mærke forskellen. Det er langt mere flydende, intuitivt og responsivt, og føltes bare mega godt! Det føltes next-gen og spillet er også kun udviklet til PlayStation 5, og ikke til både 4 og 5, som Miles Morales var. Det kan virkelig mærkes!

Det foregår stadig på samme måde med nærkamp ved at kæde comboer, gadgets og specielle evner sammen. Selvom det langt hen af vejen spilles på samme måde, så er der både introduceret nye gadgets og specielle evner, og ikke mindst en ‘parry’ evne. Man kan komme langt ved at undvige i spillet, og jeg var en smule kritisk for en parry-knap i et Spider-Man spil, men den voksede på mig undervejs. Især når du bliver tvunget til at lære at bruge den når sværhedsgraden på modstandere skrues op, for ellers er du færdig!

Af evner så har Peter adgang til sine mekaniske edderkoppe-arme, og senere symbioten, mens Miles og sine venom-kræfter. Gadgets styres på R1 og special-kræfterne på L1, og flowet bliver aldrig ødelagt af en slow-motion menu, hvor du vælger gadgets ligesom i forgængeren. Det betyder også, at der er færre federe gadgets at vælge mellem, hvilket både er godt men også lidt en skam. Jeg savnede ikke menuen fra forgængeren, men savnede faktisk et par af de sjove gadgets. Især til Stealth sektionerne, som også vender tilbage.

Stealth-sektionerne er fine nok. Det er meget det samme fra forgængeren udover, at du har adgang til at skabe dine egne veje med spind-tråde og dobbelt takedowns. Desværre er nogle af de gadgets som hjalp dig til stealth-sektionerne blevet fjernet, og det føltes som om Stealth ikke helt har fået den kærlighed resten af spillet har fået, hvilket er en skam.

Der er masser af nye skills at få, som alle føltes virkelig gode og gavner dit gameplay. Tre forskellige skill-træer repræsenterer Miles, Peter og fælles-evner delt på tværs af Spider-Men, og på den front er spillet ret poleret. Der er masser af forskellige kostumer, som ikke kun er et kostume, men der er også mulighed for at ændre farve på kostumet. Mulighederne er mange, og du får mulighed for at lave din helt egen Spider-Man stil!

New York City er også udvidet og inkluderer Queens og Brooklyn, hvilket igen er mere af det gode, og måden du kommer rundt på er også blevet forbedret. Du har adgang til web-wings, som måske ser en smule kikset ud, men det er altså mega fedt at kunne navigere og komme igennem byen langt hurtigere end tidligere. Om det er troværdigt at der findes vindtunneler på den måde i New York City, ja, det er så et andet spørgsmål… 

Der er også lagt mere vægt på, at du kan undersøge byen og finde aktiviteter med dine øjne i stedet for kortet. Det er en god måde at udforske byen på frem for at finde aktiviteterne igennem kortet. Desuden kan du fast-travel til alle steder på kortet efter du har løst nogle aktiviteter i hver del, hvilket også er virkelig smart! Især med de loading tider, wow! 

Side-aktiviteterne er også blevet bedre! Du kan finde dem igennem en app, hvor du også nemt kan skifte mellem de to Spider-Men. Nogle aktiviteter er bundet til en bestemt Spider-Man, men det er så nemt at skifte mellem dem, at det rent mekanisk ikke er en begrænsning. Der er stadig masser at tage sig til, og selvom nogle af tingene bliver lidt for ensformige til sidst, så er mængden begrænset sådan, at du næsten aldrig når at blive træt af noget før du faktisk er færdig med det. Så vink farvel til at klare X antal crimes i hver bydel, for det er tydeligt, at Insomniac har lært sin lektie, og skærpet sit ekstra indhold en hel del! 

Faktisk er nogle af side-aktiviterne virkelig gode, og kom med nogle sjove og overraskende gameplay-elementer, som jeg vil lade jer undersøge for jer selv. 

Så ja, på stort set alle punkter er Spider-Man 2 en forbedret version af sin forgænger. Forbedret på mange punkter, som jeg endda ikke vidste kunne forbedres, og jeg er vild med det. Er det et perfekt spil? Nej, men det var det forrige heller ikke. Men er det et godt spil? Ja, det er det virkelig! 

Der er få ting som jeg ville ønske var bedre – men der er intet dårligt ved spillet i min optik. Jeg kunne godt have ønsket mig, at Miles’ narrative del var mere interessant, historien var en smule mindre gennemskuelig, at Stealth var endnu bedre, og at man kunne vælge mellem flere gadgets, men det er petitesser i forhold til hvor godt spillet er på alle andre parametre. Det er også derfor, at Spider-Man 2 får seks flotte Pixel-hjerter fra mig af. For selvom det ikke er perfekt, så er det et spil, som I ikke bør misse med nogle af de mest episke set-pieces som selv Naughty Dog ville tabe kæben af. Det og meget andet gør at Spider-Man 2 uden tvivl er et af de bedste spil i 2023!

Udvikler | Udgiver: Insomniac Games | Sony Interactive Entertainment
Tilgængelige platforme: PlayStation 5
Platform spillet på: PlayStation 5
Anmelder: Martin Svane

*kopi suppleret af udgiver

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Gaming