Anmeldelse | ‘Shokz OpenSwim Pro’

Når OpenRun og OpenSwim Får En Baby.

Shokz har skabt en hybrid mellem deres OpenRun- og OpenSwim-serier, og de har formået at fusionere det bedste fra begge verdener. Resultatet er OpenSwim Pro, som kombinerer Bluetooth-forbindelse med intern hukommelse – alt sammen pakket ind den vanlige bone conduction-oplevelse. Shokz genopfinder ikke den dybe tallerken efter 15 års erfaring med at udvikle denne type headsets, men spørgsmålet er, om der er nok innovation til at retfærdiggøre prisen på cirka 1500 kroner. 

Klassisk design med et twist 

Designet er præcis, som vi kender det fra tidligere versioner. Bøjlen går bag nakken, mens to plaststykker hviler over tindingerne og overfører lyd gennem knoglerne. Dette betyder, at du stadig kan høre dine omgivelser, hvilket kan være praktisk, især hvis du bruger hovedtelefonerne under træning eller i trafikken. Det er dog altid fascinerende at tage de medfølgende genanvendelige ørepropper i og opleve, hvordan lyden kun modtages gennem kraniet. 

Du finder de sædvanlige to volumeknapper på højre side samt en multifunktionsknap på venstre. Disse knapper kan justeres gennem Shokz-appen, hvilket giver dig mulighed for at tilpasse skiftet mellem stemmeassistent, MP3-tilstand og Bluetooth-tilstand. Der kunne måske ønskes yderligere tilpasning, men det hele fungerer fint ud af æsken. Opladningen sker via en magnetisk flade med det medfølgende USB A-kabel, og her kunne man godt bruge en opgradering til USB-C, som efterhånden ville være mere tidssvarende. 

Perfekt til svømning – men pas på saltvandet 

Shokz OpenSwim Pro er udviklet med svømning i tankerne, og her leverer de virkelig varen. De er 100% vandtætte med en IP68-klassificering, hvilket betyder, at du kan tage dem med i svømmehallen uden bekymringer. At svømme med musik eller en podcast i ørerne giver en helt speciel følelse, og det fungerer upåklageligt. Vær dog opmærksom på, at saltvand kan slide på produktet, så det er bedst at holde sig til pools eller søer, hvis du vil forlænge levetiden på dine hovedtelefoner. 

Bøjlen gør præcis hvad den skal og sidder godt fast, og jeg har ikke på noget tidspunkt oplevet, at hovedtelefonerne var ved at falde af. Tvært imod, så glemmer jeg tit at jeg har dem på, hvilket må betragtes som et plus. 

Bluetooth og MP3: En ganske fornuftig sammenfletning 

En af de store fordele ved OpenSwim Pro er kombinationen af Bluetooth og MP3-funktionalitet. Hvis du har din telefon i omklædningsrummet, kan du stadig lytte til musik takket være den indbyggede MP3-afspiller. At skifte mellem Bluetooth og MP3-tilstand er nemt – enten via knapperne på headsettet eller gennem Shokz-appen. Dog er der et minus: Med plads til op til 8000 sange kan det være en udfordring at finde præcis det nummer, du vil høre. Der er ingen mulighed for at organisere musikken i playlister, så du skal enten skippe dig igennem numrene eller bruge shuffle-funktionen og lade tilfældighederne råde. Betragt dem som en personlig radio, og vend begrænsningerne til en fordel. 

Lydkvalitet og justeringer 

Lydkvaliteten er, som man kan forvente af bone conduction-teknologi, lidt fladere end traditionelle hovedtelefoner, men de gør jobbet. Under vandet, hvor lyden ofte isoleres, fungerer hovedtelefonerne rigtig godt, især hvis du bruger ørepropper. Du kan justere lydoplevelsen med de indbyggede EQ-indstillinger: “Standard” og “Vocal” i Bluetooth-tilstand og “Standard” og “Swim” i MP3-tilstand. Hvad der fungerer bedst er en personlig præference, men desværre er der ikke mulighed for at tilpasse equalizeren fuldstændigt, som du måske kender fra OpenRun Pro. Det kunne have været en kærkommen funktion for at forbedre lytteoplevelsen. 

Batterilevetid og opladning 

Batterilevetiden er op til 9 timer i Bluetooth-tilstand og 6 timer i MP3-tilstand, hvilket er tilstrækkeligt for de fleste træningssessioner og varme karbad. Hurtig opladning er også en fordel, hvor blot få minutters opladning kan give dig op til 30 minutters ekstra spilletid – perfekt, hvis du har travlt og er en smule glemsom. 

Konklusion

Shokz OpenSwim Pro er uden tvivl en betydelig opgradering af den tidligere OpenSwim-model. Med forbedringer som Bluetooth-forbindelse, mere hukommelse til MP3, bedre bone conduction-teknologi og en vægt, er de et solidt valg for dem, der ofte befinder sig i svømmehallen. 

Er du en sportsudøver eller en svømmeentusiast, der elsker at have musik med overalt? Så er Shokz OpenSwim Pro en stærk anbefaling – forudsat at du har 1500 kroner klar til investeringen. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Anmeldelser