Anmeldelse | Scars Above

Scars Above forsøger at blande souls elementer sammen med et puzzle fokuseret skydespil, og gør det med blandede resultater.

Intro

Nu hvor souls-like genren er blevet så populær, er det kun naturligt at der begynder at komme flere og flere spil ud som leger med genren. Scars Above forsøger at blande souls elementer sammen med et puzzle fokuseret skydespil, og gør det med blandede resultater.

Et Trekantsdrama

Et sted ude i fremtiden dukker en stor mystisk trekant, eller rettere en tetrahedron, op i rummet over jorden. Du spiller Kate, en af de fire udsendte fra jorden, som skal op og finde ud af hvad denne mystiske tetrahedron er der for. Før Kate og hendes hold kommer helt tæt på, udsender den en impuls der får Kate til at miste bevidstheden. Hun vågner efterfølgende op i et fremmed, mystisk og fjendligt sted. Nu skal hun så overleve stedets monstre imens hun finder ud af hvor hun er og hvad der foregår med den mystiske Tetrahedron. Historien vinder ikke ligefrem priser for sin originalitet, men den er udemærket. Den bliver først interessant hen mod spillets slutning, men den kommer i det mindste ikke i vejen for resten af spillet, og i starten er der ikke langt fra at man har startet spillet op til at man kan komme igang med dets gameplay.

For meget souls

Bevæbnet med en sci-fi riffel der kan skyde forskellige elementer og et supplerende melee våben i hånden, skal du skyde fjender, løse puzzles og udforske det fjendtlige miljø du befinder dig i. Souls elementerne bliver hurtigt tydelige. Du finder søjler du kan aktivere for at genopfylde dine ressourcer og dit liv, men til gengæld genopliver alle fjenderne. Sværhedsgraden er også tydeligt designet til at være udfordrende, og udformningen af banerne er også tydeligt inspireret af genren, hvor man efter noget tids udforskning, kan låse op for genveje der leder tilbage til dit bonfire… eller, din søjle. De tydelige souls elementer er desværre bare også spillets største problem. For grunden til at genrens høje sværhedsgrad normalt fungerer, er fordi spillenes gameplay føles godt. I Scars Above sætter den høje sværhedsgrad det klodsede gameplay på spidsen og fører til at man i stedet for en tilfredsstillende udfordring, får en frustrerende oplevelse. Animationerne er kluntede og skydemekanikkerne føles bøvlede. Fjendernes angrebsmønstre er simple og der er for få slags fjender, så man lurer alt for hurtigt hvordan man skal dræbe den enkelte fjende. En af fjenderne er endda designet til at poppe op af jorden tæt på dig, hvilket er en billig erstatning for en reel udfordring.   At dræbe fjender giver ikke noget erfaring, hvilket underminerer hele grunden til at skulle genoplive dem igen, og man er heller aldrig bekymret for at miste sin erfaring, så dine bonfire-pillars kunne ligeså godt have været checkpoints. I det hele taget lader der til at være en manglende forståelse for hvad der gør souls genren god. Tilsæt så en masse tekniske problemer som en haltende framerate, cutscenes der hakker og acheivements der ikke låser op som de skal i xbox versionen, og så bliver det efterhånden tydeligt at spillet generelt virker lidt halvbagt.

De gode sider

Men der er alligevel ting der fungerer godt i Scars Above. Din riffel som skyder elementer er et godt værktøj til at løse puzzles, og i det hele taget er der noget godt puzzle design. Du skal skyde is på vand for at gå over, eller bruge ild på en frossen sø for at se fjenderne dumpe ned i vandet. Ligesom historien er det ikke ligefrem innovativt, men det virker. Også i selve kampene er din element riffel dit vigtigste værktøj, og her handler det så om at finde det rigtige element til de rigtige fjender. Specielt nogle af boss kampene er godt designet,  og føles mere som et puzzle der skal løses en som en reel kamp. Jo mere spillet læner sig op af sine puzzles, jo tydeligere bliver det, at det er her de gode ideer har været.

Konklusion

Scars Above er et spil med en masse problemer. Det kunne have været et udemærket skydespil, men desværre drukner souls elementerne noget ellers udemærket puzzle design, og oplevelsen ender med at være middelmådig.

Jeg giver Scars Above 3 ud af 6 pixelhjerter.

+ Godt puzzle design

+ Udmærket Sci-fi historie

– Dårlige souls elementer

– Klodset skyderi

Udvikler/Udgiver: Mad Head Games | Prime Matter & Plaion
Tilgængelige platforme: PlayStation 5, PlayStation 4, Xbox Series X/S, Xbox One, PC
Platform spillet på: Xbox Series S
Anmelder: Kim Parnage

Kopi suppleret af udgiver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Anmeldelser