På overfladen er Roofman bare en sjov og underholdende film, der udspiller sig i en legetøjsbutik.
Men instruktør og manusforfatter Derek Cianfrance formår – som i sine tidligere film Blue Valentine og The Place Beyond the Pines – at grave dybere og finde et bankende hjerte af kærlighed, skam og uforløst potentiale.
Filmen er baseret på den sande historie om Jeffrey Manchester, en tidligere officer i den amerikanske hær, der blev kendt som “Roofman”, da han begyndte at røve McDonald’s-restauranter ved at trænge ind gennem huller, han selv havde skåret i taget. For at undgå politiet søgte han tilflugt i en Toys “R” Us-butik, hvor han levede skjult bag væggene i seks måneder.
Det en fugl, det er et fly… nej, det er Tagmanden!
I spidsen for filmen finder vi Channing Tatum som tagmanden selv – den virkelige, stadig levende Jeffrey Manchester.
Tatum, der ofte er forbundet med sine mere legesyge og sexede roller (Magic Mike, 21 Jump Street), brillerer her. Han balancerer fysisk komik og følelsesmæssig sårbarhed med imponerende præcision. Han skal både være sympatisk skurk, farfigur og forelsket mand – og det hele kulminerer i en cocktail, der oser af charme og hjerte.
Tatum når et nyt niveau af modenhed jeg ikke har set fra ham før, og han bevæger sig ubesværet på grænsen mellem komedie og tragedie.
Den sympatiske skurk
Manchester er en usædvanligt medrivende figur – en mand, der bare vil det bedste, men konstant træffer de forkerte valg. Det kunne let være endt i en række håndflade-til-pande-øjeblikke, men ved at dvæle i sympatien, formår Cianfrance og Tatum at skabe en fortælling fuld af varme, menneskelighed og humor. Selv i hans mest uetiske øjeblikke er du aldrig ikke på Jeffreys side.
Det styrker filmens præmis, at historien fortælles i første person fra Jeffreys perspektiv. Vi ser, hvordan han forsøger at integrere sig i lokalsamfundet, da han tilbyder at donere legetøj til den lokale kirke, men ender med at blive en del af menigheden.
Her møder han præsten John (Ben Mendelsohn i en forfriskende varm rolle efter mange år som skurk) og hans kone Eileen (Uzo Aduba), der med glæde introducerer Jeffrey til kirkesangeren Leigh (et kærkomment gensyn med Kirsten Dunst).
Sammen med Leigh finder Jeffrey en spirende kærlighed og en tryghed, han ikke har haft i årevis.
Som seer mærker man den snigende angst, velvidende at han er på flugt, og at alt kan falde sammen når som helst – men kemien mellem Tatum og Dunst, og deres blide, næsten uskyldige forelskelse, får os til at håbe imod bedre vidende.
Mellem leg og længsel
Roofman vil nok ikke ramme alle – for mange vil den måske bare fremstå som en simpel slapstick-komedie. Men som med Cianfrances tidligere film vokser den ved gentagne gensyn og spirer nye fortolkninger frem. Jeg tror, filmen rørte mig, fordi jeg i dag ser noget andet i den, end jeg ville have gjort for bare et par år siden. Den rammer et sted, hvor erfaring og sårbarhed mødes – dér, hvor man genkender kærligheden i dens mest uperfekte form.
I en anden instruktørs hænder kunne Roofman let være blevet en simpel og fjollet røverkomedie om en mand, der gemmer sig i en legetøjsbutik og spiser M&M’s. Men Cianfrance og Tatum har hjertet uden på tøjet gennem hele fortællingen.
Da historien når sin afslutning, fandt jeg mig selv dybt berørt over forholdet mellem Dunsts Leigh og Tatums Manchester – to mennesker, der bare vil det bedste for hinanden, men ikke er i stand til at gøre det.
Det er hjerteskærende og utroligt smukt.
