Anmeldelse | Resident Evil 4

Hvis du er glad for remaket af 2’eren så må du, for alt i verden, ikke styre uden om 4’eren, for det er et mega solidt og medrivende spil.

Kan denne remake af det klassiske action-horror mesterværk nå samme højder?

Resident Evil 4 må siges, ved sin udgivelse tilbage i 2005, at være et epokegørende kapitel i den højt elskede survival-horror serie. Væk var faste kameravinkler og pre renderede baggrunde, og nu blev det tid til fuld 3D og action for alle pengene. Capcom har siden genudgivet 2’eren og 3’eren efter lignende formular, og nu, 18 år senere, afsluttes cirklen med et brag af en genfortolkning af det ikoniske fjerde kapitel.

“Et hamrende godt spil!”

For, jeg kan lige så godt nævne det med det samme, ‘Resident Evil 4’ er et hamrende godt spil! Selvom spillets historie aldrig har været titlens stærkeste side, så har det aldrig været så fornøjeligt som nu. Vi følger den ikoniske spilkarakter, Leon Kennedy, på hans færd for at redde præsidentens datter i den afsondrede spanske landsby, hvor hun er kommet i kløerne på en ondsindet kult. Borte er tank-controls og manglen på uhygge, og i stedet bydes der her på intuitiv styring og langt mere dystre og mørke omgivelser. Det klæder spillet vanvittig godt med moderne controls – ligesom de tidligere remakes.

Så skal der pløkkes landsbyboere

Til dem der er nervøse for om spillets fortællingen slavisk følger originalen, kan jeg glædeligt meddele, at der i denne omgang er blevet rykket rundt på tilpas mange lokationer og tilføjet nye cinematiske cutscenes til at det føles frisk og nyt, og dertil suppleres der med en skøn lydside og solidt stemmeskuespil. Selvom dialogen stadig er skrevet som var det en 80’er action-film fyldt med badass one-liners.

Så er det ellers bare om at komme i gang med at pløkke besatte landsbyboere! Gunplay’et fungerer fuldstændigt upåklageligt, og det er helt igennem en fornøjelse at pløje sig igennem alskens ondskab. Dét, sammensat med den forbedrede grafik, skaber både et blodrusens smil på læberne og angsten for nederlags koldsved, når symbioter sprænger ud af nakken på hætteklædte fanatikere, dynamitstænger skydes ud af hænderne på gamle kvinder og modbydelige bosser langer ud efter dig. Det er præcis som det skal være!

Nye funktioner melder sin ankomst

Med 18 år på bagen, må det forventes at nye funktioner melder sin ankomst i genudgivelsen, og det må siges, at alt nyt i denne omgang er kærkomment. Det er nu dejlig simpelt at kombinere ressourcer som ammunition og helbrede urter, via en oversigt der gør det nemt og bekvemt at se hvad der mangler, og hvad der kan brygges, ved blot et tryk på en knap. Man kan i den sammenhæng også tilkæmpe sig små charms til sin kuffert, som giver fordele i forskellige afskygninger, men jeg vil lade jer selv om at blive henrykt over hvordan disse optjenes, når det punkt i spillet åbner.

Der er dog især to nye funktioner i spillet, som virkelig skruer op for gameplayets kvalitet. Først og fremmest er det nu muligt at snige sig. Det føles dejlig tilfredsstillende at snige sig op på fjenden, for derefter at placere sin kniv solidt i struben på fjenden. Dog var stealth aldrig en nødvendighed hverken i spillets store åbne områder eller klamme mørke korridorer, og føltes mest af alt som en god ekstra tilføjelse. Det er stadig muligt at levere granittunge cirkelspark som i originalen, men snigmord, og især muligheden for at parere angreb med sin kniv, er bestemt en dejlig tilføjelse til spillets ellers store og solide våbenarsenal. Det er dog på bekostning af slid på dine knive, som enten må skiftes ud med mindre af slagsen eller repareres hos den legendariske købmand.

Nu med sidemissioner

Welcome, what can I interest you in STRANGER!!?” Her er der selvfølgelig også muligt at tilkøbe våben, opgraderinger, helbredende remedier og nu som noget nyt, unikke genstande, som kan byttes til for Spinels. Disse Spinels bliver introduceret i forbindelse med en ny funktion, nemlig sidemissioner. Rundt omkring i de skønt designede baner, hænger der nemlig små blå sedler, hvorfra købmanden udsteder forskellige små opgaver, der ved inkassering belønner spilleren med Spinels. Det er en rigtig fin tilføjelse til den omfattende collectathon, som spillet i den grad også byder på, og selvom du træder tilbage i områder du allerede har befærdet, så har spillet stadig en overraskelse eller to gemt til den grundige spiller. Hvis du har i sinde at komme i mål med alt hvad spillet har at byde på, skal forventningerne til den ellers ca. 15 timer lange spilletid, nok snarere skrues op til omkring de 30.

Lidt af det negative

I bedste Resident Evil stil, så er der selvfølgelig også en god portion puzzles som skal løses. Dette bliver aldrig overvældende, og til tider kunne man endda godt ønske sig lidt højere sværhedsgrad på den front. Det ender nemlig, for det meste, i højere grad om at samle ting op for at åbne en dør, end at bruge genstanden aktivt til at løse en hjernebryder. Af andre små irritationsmomenter kan nævnes at spillet ikke har indført en klar indikator for hvornår spillet forhindre dig i at vende tilbage til tidligere området, og på den måde blokerer for muligheden for at indsamle collectables og udføre manglende sidemissioner. En sidste ærgerlig pointe må også siges at være accessibility funktionerne i spillet, som desværre ikke er helt fyldestgørende sammenlignet med andre moderne større titler.

Konklusion

Resident Evil 4 er et fantastisk spil og fortjener 5 kæmpestore pixelhjerter! Der er nærmest ikke en finger at sætte på oplevelsen, og vi har her at gøre med et spil der kun forbedrer et i forvejen ikonisk og fabelagtigt action-survival-horror eventyr. Desværre har historien aldrig været speciel interessant, og selvom den er forbedret og bedre fortalt i denne omgang, så er Leon Kennedy i bund og grund bare en glorificeret babysitter i 15 timer. Hvis du er glad for remaket af 2’eren så må du, for alt i verden, ikke styre uden om 4’eren, for det er et mega solidt og medrivende spil.

Udvikler | Udgiver: Capcom | Capcom
Tilgængelige platforme: PlayStation 5, PlayStation 4, Xbox Series X/S, Xbox One, PC
Platform spillet på: Xbox Series X
Anmelder: Thomas Riis

Kopi suppleret af udgiver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Anmeldelser