Pokémon har haft sine spinoffs gennem tiderne. Bl.a. dungeon crawling, safari-fototure, et Tekken-kampspil og en Pikachu, der leger detektiv. Pokémon Pokopia er dog en af de mest ambitiøse titler, da det prøver at skabe en stor, åben sandkasse, hvor du skal genopbygge et Pokémon-samfund i ægte Minecraft-stil med blokke og crafting af materialer – samtidig med at der gemmer sig et mysterium om, hvad der skete med alle menneskene i området.
Du spiller som en Ditto-Pokémon, der vågner op, tager form af et menneske og møder Professor Tangrowth. Sammen begynder I at finde andre Pokémon rundt omkring i området, men et stort mysterium hænger over det hele: Hvor er alle menneskene? Og hvad er der sket, siden alt er hærget?
Jo dybere ind i historien du kommer, jo mere åbner der sig om, hvad der er sket – og samtidig hvor i Pokémon-universet du befinder dig. Dagbøger, aviser og andre dokumenter, du finder undervejs, hjælper med at give kontekst til en overraskende mørk historie – især hvis du er en gammel Pokémon-fan.
Undervejs møder du særlige Pokémon, der hver især har deres egen historie. Jeg blev især overrasket over Peakychu, en Pikachu, der i sin nød gav sine elektriske evner til sine venner, indtil der ikke var mere tilbage, og derfor er den blevet helt bleg. Alle Pokémon, du møder, har passende personligheder. Dude-bros som Machoke og Hitmonchan, Charmanderen der gemmer sig, når det regner, eller skralde-Pokémonen Trubbish, der elsker at sige “yo”. Selvom der er meget læsning, er dialogen bestemt ikke uinteressant. Karaktererne har hver deres charme, så det aldrig føles som kedelig, ensformig tekst – uanset hvem du taler med.
Langsomt bygger du det første område op med flere Pokémon, små hytter og forskellige quests, indtil du endelig får bygget dit første Pokémon-center. Du låser også op for kopievner fra nogle af de Pokémon, du møder. Det betyder, at du bl.a. kan gro græs, vande planter og slå blokke i stykker.
Dog er der en begrænsning i form af PP, som kan genoplades ved at spise mad.
I starten kan det føles overvældende at se alt det rod og den tørre jord, der skal ryddes op. Jo mere man graver rundt, jo flere dele af landsbyen eller ødelagte veje opdager man – og det kan ligne et kæmpe arbejde at sætte det hele i stand. Men meningen er ikke, at du skal genopbygge hele byen, som den engang var. Du skal blot sørge for, at den er beboelig: plante blomster og træer, bygge hjem som dine Pokémon er tilfredse med og derefter bevæge dig videre til nye områder, der åbnes med quests og evner. Jeg siger det, fordi jeg selv begik den fejl at gå ind i spillet i den tro, at jeg konstant skulle bygge huse og veje, når jeg i stedet burde have fokuseret på historien og de Pokémon, jeg kunne finde og hjælpe. Du opstiller nemlig habitater, der lokker Pokémon frem fra deres skjul, så området bliver deres hjem.
Du kan gøre det mere behageligt alt efter deres ønsker, hvilket styrker dit miljø-niveau – det system, der får området til at stige i level.
Dine beboere er ikke bare til pynt. De hjælper aktivt i dit lille samfund. Afhængigt af deres type kan de stå for byggeri, vande planter og grøntsager, hugge træ til brænde eller – hvis det er ild-Pokémon – smelte jern og andre materialer i ovnen. Det største problem, efter min mening, er dog, at spillet kører i realtid. Det vil sige, at når det er dag i virkeligheden, er det dag i spillet – og når det er nat i virkeligheden, er det nat i spillet. Det betyder også, at alle opgaver løses langsomt. Vil du have hugget brænde? Vent i ubestemt tid. Smelte guldbarrer? Langsommere end at se syltetøj glide af et stykke toast. Nogle projekter – især bygninger – må du endda vente med til dagen efter.
Jeg ved godt, at Animal Crossing gjorde det samme, men dér var det hele pointen: Du skulle klare små daglige opgaver på en lille ø og derefter slukke. Pokémon Pokopia prøver derimod at være Minecraft med en kæmpe håndbremse, der giver dig piskesmæld, når du endelig er ved at få bygget noget godt op. I Dragon Quest Builders – udvikleren Omega Force’s tidligere spil – varer dag/nat-cyklussen omkring 15 minutter, så realtidsmekanikken i Pokopia føles unødvendig.
Spillet minder dig konstant om at tage dig god tid og ikke rushe. Men jeg vil gerne bare bygge, finde Pokémon og samle ressourcer – og helt zone ud, som man gør i mange andre kreative spil. Måske giver det dog mening, da selve gameplayet til tider føles langsomt. Du skal sigte og placere blok for blok med relativt langsomme inputs – og huske at samle alle tabte blokke op omkring dig.
Efter jeg havde klaret en bid af historien, låst op for nye evner og madlavning til at styrke min Ditto, åbnede jeg min egen frie landsby, hvor der er helt fri leg til at skabe din perfekte verden.
Og dér begyndte jeg virkelig at ryge ind i zonen. Jeg havde lært at organisere mine Pokémon-habitater bedre og fundet ud af, hvordan bygninger bruges mest effektivt. Hvordan man holder Pokémon glade, og hvordan man holder antallet af beboere moderat, så der stadig er struktur og plads.
Er Pokopia for alle? Nej. Det er et roligt og langsomt Minecraft/Animal Crossing-agtigt spil, der kræver tålmodighed. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke er hyggeligt at hænge ud med sine nye Pokémon-venner og samarbejde om at bygge en ny verden op.
Og historien – mysteriet om, hvad der egentlig er sket, mens du udforsker de hærgede områder, graver i huler og vulkaner og træder ind i forladte bygninger som i et Fallout-spil – gør det til en unik, overraskende mørk og rørende oplevelse. Jeg må indrømme, at spillet til sidst fik mig.
Og jeg har nu travlt de næste par dage med at bygge min drømme-Pokémon-by færdig.
Udvikler | Udgiver: Game Freak/Omega Force, Nintendo/The Pokémon Company
Tilgængelige platforme: Switch 2
Anmelder: Michael Eriksson
