Planet of Lana bryder aldrig ud af skallen som Inside gjorde
I 2010 udkom det dansk-udviklede indie-spil, Limbo, der for alvor skabte et gennembrud for sidescrolling puzzle-adventures. Udviklerne bag Limbo, Playdead, overgik sig selv 6 år efter med spillet INSIDE, som jeg mener er det bedste spil i genren.
Da jeg spillede demoen til dagens spil, Planet of Lana, til en Steam Next Fest, følte jeg at det havde potentialet til at blive ligeså godt som INSIDE. Men om det kan leve op til dette potentiale, kan du finde ud af lige her.
Dommedag nu
Inspirationen er til at tage at føle på i Planet of Lana. Ligesom i førnævnte Limbo og INSIDE er historien utrolig simplistisk fortalt. Dog får man i Planet of Lana en smule mere kontekst for den rejse, man skal ud på. Din søster og hele din landsby bliver nemlig kidnappet af kæmpe robotter. Derfor skal du som hovedkarakteren Lana og hendes kompagnon, kaldet Mui, ud og redde hende tilbage.
Historien bliver i høj grad fortalt gennem landskaberne man bevæger sig i. Dette er alt fra sumpområder, ørken og forladte industribygninger. Her kunne jeg godt savne at landskaberne viste lidt mere tænder, forstået på den måde, at områderne ikke føles særligt farlige. Jo, der er fjender der kan nakke dig hist og her, men ikke noget, der indgyder frygt eller mystik som i INSIDE.
De robotter man møder og skal stikke af fra, bliver erstattet af nye robotter, hvilket godt kan føles lidt tamt. Jeg savnede lidt, at man ved mixede det op ved fx at have én kæmperobot til at jage dig i et område. Det ville have føltes mere frygtindgydende og have et større payoff, når man så har klaret det område.
Men overordnet set er historien fin – måske lidt for forudsigelig. Men jeg er nok blevet arbejdsskadet af INSIDE.
The Last Guardian-vibes
Der hvor Planet of Lana adskiller sig er ved sin buddy-mechanic. Ligesom i The Last Guardian kan man styre det lille væsen kaldet Mui. Mui er en blanding af en abe og en kat og kan bruges til at bide reb over, stå på aktiveringsplatforme og generelt bare hjælpe Lana igennem verden.
Det kommer med både de fordele og ulemper, der også er i The Last Guardian. Ligeså hjælpsom Mui kan være, ligeså frustrerende kan det være at guide den hen, hvor man vil. Dette er tydeligt ved de fjender, man skal snige sig uden om. Alt for ofte har det kluntede buddy-system gjort at jeg er blevet nakket af en fjende, fordi jeg tog for lang tid om at guide Mui på plads.
Derfor har jeg lidt et love/hate-forhold til Mui.
Ift. de puzzles, der er i spillet, følte jeg hurtigt at varieteten og kreativiteten døde ud. Planet of Lana skraber kun lige overfladen af kompleksiteten i sine puzzles. Det kommer derfor hurtigt til at føles ensformigt i sit gameplay-design, hvilket er synd. For det har helt klart potentiale til meget mere.
I INSIDE bliver man præsenteret for nye gameplay-mechanics, hvor spillet bygger på kompleksiteten for at ende banen af med at man skal mixe og matche alle mulige mechanics for at løse en puzzle. Ofte er man 3-4 lag nede, hvor man har puzzles ovenpå puzzles. Her er Planet of Lana max nede i andet lag i kompleksitet.
Dog synes jeg set over hele spillet, at gameplayet faktisk er okay, og der kommer også en fin varietet af forskellige puzzles. Det vælger dog aldrig at gå spadestikket dybere.
Inside med farver
Der hvor Planet of Lana virkelig sætter trumf på er ved de tekniske ting og styringen af karakteren. Artstylen er gudesmuk med sin blanding af 2D- og 3D-elementer, der minder rigtig meget om INSIDE bare mere farverigt.
Musikken fungerer fremragende og hjælper meget til at fortælle Lanas historie. De håbefulde toner og et soundscape af en eventyrlig verden er med til få mig investeret i spillet på en meget tilfredsstillende måde.
Styringen af karakteren er et element jeg har lyst til at fremhæve, fordi jeg sjældent ser det i denne type af spil. I Limbo og Inside er ens karakter lidt mere stiv i sine bevægelser, hvor Lana er meget mere responsiv nærmest ligesom Super Mario. Det giver bare en supergod følelse af flow, når man kan hoppe fra klippe til klippe uden at man først lige skal lande.
Med sin spilletid på omkring 4 timer er Planet of Lana perfekt til en weekendaften, hvor man kan boote det op via Game Pass og se om det er noget for én selv. Der er forskellige collectibles man kan finde, der giver en reward i sidste ende, så det med at genbesøge spillet er oplagt til trofæjægerne.
Konklusion
Planet of Lana er et spil, der står på skuldrene af Limbo og INSIDE. Desværre når vi ikke helt samme højder, men det er egentligt også okay. For Planet of Lana giver en rigtig fin spiloplevelse i selskab med Lana og Mui, hvor musikken og artstylen bærer spilleren igennem en håbefuld historie. Dog mener jeg, at man burde have gjort mere for at gøre de puzzles, man løser, mere komplekse.
Gameplayet er simpelt, men kan være frustrurende til tider. Især styringen af Mui trækker tænder ud. De forskellige puzzles er okay isoleret set, men i den store helhed, bliver de genbrugt alt for ofte uden at øge kompleksiteten synderligt.
Planet of Lana er et spil jeg sagtens vil kunne anbefale. Som sagt er det gratis at hente, hvis man har Game Pass. Men jeg vil nok kraftigere anbefale INSIDE, der også er gratis at hente via Game Pass.
Planet of Lana får 4 ud af 6 pixelhjerter.
Udvikler/Udgiver: Wishfully Studios/Thunderful Games
Tilgængelige platforme: Xbox One, Xbox Series S|X, Xbox Cloud, PC
Platform spillet på: PC (via PC Game Pass)
Anmelder: Emil Øgaard
Skriv et svar