Efter otte års venten fra den første teaser, et komplet restart af udviklingen og flere udskydelser er Metroid Prime 4: Beyond endelig her – endda med de originale udviklere, Retro Studios, tilbage ved roret. Det store spørgsmål er selvfølgelig, om det har været ventetiden værd, og om det er den blockbuster, der gør hele Nintendo Switch 2-konsollen værd at købe.
Metroid Prime 4: Beyond sætter dig igen i støvlerne på seriens heltinde Samus Aran. Efter et angreb fra Sylux og en hær af Metroids og pirater på en Galactic Federation-forskningsfacilitet bliver Samus ført til den ukendte planet Viewros, hvor hun må kæmpe sig igennem for at finde hjem igen. Hun er dog ikke alene, for flere folk fra Galactic Federation er også strandet på planeten.
Der bliver man desværre introduceret til din sidekick Mackenzie, der virkelig ikke giver det bedste førstehåndsindtryk. Han er larmende, skrigende og kommer med komiske kommentarer til alt, hvad du foretager dig i de første par timer af spillet. Han fungerer som tutorial-figur og er endda markeret gult, ligesom de malingpletter man ser i andre moderne spil.
Og jeg ville virkelig ønske, der var en måde at slukke for ham på, for han ødelægger stemningen markant – især fordi Samus aldrig svarer, da hun som altid ikke taler. Man ender med at sidde hjemme i stuen og råbe ad fjernsynet, at han skal holde kæft, uden held.
Heldigvis, når man når til et centralt punkt, som fungerer som spillets hjemmebase, skruer han ned for charmen og bliver langt mere udholdelig. Jeg kan dog virkelig forstå, hvis mange ville slukke spillet med det samme efter at have mødt ham, især fordi han ikke er den eneste snaksalige karakter. Blandt andet Armstrong, der er en kæmpe fangirl, men hun får i det mindste modspil fra sin overordnede Duke, hvilket hjælper dynamikken en smule – mens Samus akavet bare er til stede.
Hovedspillet foregår i forskellige områder på planeten, som en fabrik midt i en tordenstorm eller en facilitet i en vulkan. Det er her Metroid-kernen virkelig skinner: Du udforsker områderne, løser gåder, besejrer bosser og vender tilbage senere for at åbne nye veje med udstyr, du først låser op for senere. Du har dit arsenal af våben og raketter, men nu også psykiske evner, du bruger til at scanne ting, flytte objekter og finde skjulte platforme. Det tager lidt tid at vænne sig til at skifte frem og tilbage mellem kamp og scan-mode, og jeg endte med at scanne alt, jeg så, for nogle gange vil Samus først bruge sin gribekrog, hvis hun ”ved”, at objektet kan hives i.
Metroid Prime-spillene styres som en first-person shooter, hvor du kan låse dit blik fast på fjenderne, mens du frit styrer kanonarmen for bl.a. at ramme svage punkter. Switch 2-versionen har flere måder at spille på, blandt andet ved at bruge den ene Joy-Con som en mus og styre kameraet som på PC.
Det var jeg ikke fan af, da det for mig var ubehageligt at holde Joy-Conen sidelæns i længere tid. Jeg foretrak at bruge motion controls, når jeg låste mig fast. Derfor er det fedt der er flere indstillinger for kamerafølsomhed, billedkvalitet, lyd osv., så du kan få den bedst mulige oplevelse med Metroid Prime 4.
Det er vigtigt at finde sin spillestil, for bosskampene kan være meget intense. Det er virkelig fedt at lære deres mønstre, og kunne manøvrere sig rundt og ramme alle svage punkter – uden at det føles unfair, selv når man taber igen og igen. Du kan scanne efter hints, men ikke præcis vide hvordan bosserne skal besejres. Det giver en fantastisk ”NÅÅH!”-følelse, når man selv finder løsningen. Dog følte jeg senere i spillet, at bosserne blev lettere at regne ud, uden at de nødvendigvis blev lettere at klare.
Grafisk er det imponerende flot. Jeg elsker designet på de forskellige områder – smukke, mørke og dystre – samt de små detaljer på Samus’ kanon, der påvirkes af regn og sne. Det viser tydeligt, hvor meget udviklerne har gjort ud af at skabe et modent spil… i hvert fald grafisk. Alt imens kører det med 100 % stabil framerate; jeg oplevede ingen lag, når jeg spillede i 4K/60 fps. Jeg prøvede endda kort Switch 1-versionen, og ydeevnen er lige så stabil, men kvaliteten er skruet ned for at holde frameraten. Det ses især på de pixelerede kanter. Så hvis du stadig spiller på en Switch 1, kan du roligt spille Metroid Prime 4.
En af de nye ting er en åben verden med din motorcykel VI-O-LA. Og her åbner spillets største svaghed sig: Det lider af en kæmpe identitetskrise. Den åbne verden er ikke særlig stor, og der er få steder at udforske for ekstra opgraderinger til Samus. Du kan sætte markører på kortet, men de dukker ikke op på minimappet – så hvad er pointen? Der er ingen fast-travel, så du skal konstant rejse fra A til B, især hvis du skal tilbage til hjemmebasen for at aflevere grøn energi, du har samlet op. Det tager tid og føles som unødigt tidsforbrug. Det virker som om spillet prøver at virke større og længere ved at tvinge en masse tom kørsel ind – hvilket både føles gammeldags og som et mislykket forsøg på at følge moderne trends.
Der skal åbenbart være en åben verden, fordi ”det har alle store spil”.
Der skal være sjove og snakkesalige NPC’er, fordi ”det er trendy, ikke?”.
Det mærkelige er bare, at når du er i hovedområderne, slukkes kommunikationen med Mackenzie, og du får ro til at udforske og regne ting ud selv. Men så snart du møder NPC’er igen, bliver du holdt i hånden og får konstante hints.
Selv God of War: Ragnarok måtte tilføje en knap, der kunne skrue ned for det.
Men Metroid Prime 4 virker ikke til at vide, hvad det vil være:
Vil det være moderne eller gammeldags?
Vil det holde dig i hånden eller lade dig være?
Jeg nød roen ved at samle materialer i den åbne verden – for så at blive afbrudt af Mackenzie, der fortæller mig, hvor jeg skal hen… hvilket er komisk, da man bare kan ringe til ham via menuen og få præcis samme besked.
Metroid Prime 4: Beyond er virkelig godt, når det vil være godt. De forskellige hovedområder, deres puzzles og udfordringer er fænomenale og utroligt velopbyggede. Men man kan ikke ignorere spillets identitetskrise og jagten på forældede trends, der ironisk nok gør spillet mere frustrerende end de mange game overs i bosskampene. Jeg kan klart anbefale spillet til Metroid-fans og folk, der har lyst til et udfordrende actionspil. Men man kan heller ikke ignorere de tvivlsomme beslutninger fra Nintendo og Retro Studios, som mest af alt føles som en gourmetbøf serveret med en røvfuld pomfritter – og en hel spand ketchup hældt ud over det hele. Der er et rigtig godt spil her, men du skal kunne udholde de negative elementer for at nyde helheden.
Udvikler | Udgiver: Retro Studios, Nintendo
Tilgængelige platforme: Nintendo Switch 1 & 2
Anmelder: Michael Eriksson
