Anmeldelse | Mario vs Donkey Kong (2024)

Den lille klassiker er tilbage efter 20 år

Det nu 20 år gamle lille Game Boy Advance spil er tilbage på en stor konsol!

Hjemme- og håndholdt konsolkombinationen Nintendo Switch har været på markedet i snart 7 år, og det er først nu begyndt at spytte klassikere ud, som vi husker fra dengang, vi sad på bagsædet på de lange køreture.

Sidste år fik vi Game Boy og Game Boy Advance-spil til Switch online, og lidt senere fik vi en remake af Advance Wars. Nu er Mario tilbage med Mario vs Donkey Kong, endnu en Game Boy Advance-remake, der tager dig tilbage til de gamle barndomsdage.

Spillet er et simpelt puzzle-platformspil, hvor du skal stoppe Donkey Kong fra at stjæle alle Mini Mario-legetøjene. Det er dog ikke den helt klassiske Mario-platforming, som man kender det. Mario har begrænset hoppe længde, og han kan ikke bare hoppe på fjenderne og forvente, at de bliver besejret. Til gengæld har han fået nye manøvrer for at komme gennem banerne.

Mario kan blandt andet stå på hænder for et ekstra højt hop, løfte Shyguys og andre genstande op og kaste dem, og selvfølgelig bruge den klassiske hammer, som man husker fra det gamle Donkey Kong-arkadespil.

Scalper Kong

Sværhedsgraden bliver stille og roligt mere intens med mere tricky udfordringer, jo længere inde du kommer. Jeg må indrømme, at jeg sad ret fast i nogle baner, indtil jeg indså, at svaret var mere simpelt. Men nogle gange snød de mig ved at få mig til at tro, at jeg skulle gå en helt forkert vej eller bruge en fuldstændig irrelevant genstand for at gennemføre banen.

Den største udfordring, dog, kan være tidsgrænsen, da nogle baner nærmest kun tillader dig at lave et par fejl, inden tiden er så lav, at du bliver nødt til at genstarte for at undgå at miste et liv.

Styringen kan være lidt svær at vænne sig til med trick-hopsene, og det er lidt klodset til tider, hvor Mario ikke rigtig kan følge med, hvis nogle inputs er for hurtige, og han ikke rigtig gider stå på hænder, før du prøver en gang mere. Men også hitboksen kan være virkelig frustrerende og unfair, hvis du er en pixel fra døren, dør du med det samme. Jeg ragede tit der, fordi jeg ikke ramte shyguyen præcist nok. Andre gange skal du lære detaljen om, hvorvidt du kan lande på en fjende, om du kan løfte dem op, osv., ved at gætte dig frem, da spillet ikke rigtig fortæller dig det ud over ved shy guyen i starten.

GARBAGE DAY!

Spillet kan spilles på to måder, enten classic spillestil, hvor alt er som det plejer, eller casual, som giver dig en mere afslappet oplevelse med 5 chancer, før du mister et liv, checkpoint-system og ingen tidsgrænse.

Det er meget anbefalet for de mindre spillere, hvor jeg dog vil sige, at den mere avancerede styring i form af de ekstra høje hop eller backflip-hop kan være lidt svær at forstå for nogle, da det kan være lidt tricky at udføre disse bevægelser som begyndere i genren.

Strukturen i spillet er lavet fuldstændig som i det originale. Der er 6 baner per verden med 2 mål i hver bane, først en, hvor en nøgle skal føre dig til anden halvdel af banen, for så at du skal redde en Mario-figur i sidste halvdel. Det kan dog føles lidt for kort, især da nogle gange introduceres du til en mekanik i de to baner, hvorefter du så skal vente længe, før du ser dem igen, som f.eks. Boo i verden 5, der kun er med i en enkelt bane og er væk indtil du kommer til plus verdenerne.

Dog er der mange mekanikker, der også bliver udnyttet rigtig meget på de forskellige verdener, som så også føres over til bosskampene mod Donkey Kong, som er virkelig gode. Der skal du bruge din viden fra de forrige baner, og nogle gange kan det være meget nemt, og andre gange kan det være meget frustrerende, som f.eks. ved isverdenen, hvor du glider rundt konstant. Og for at få en perfekt score skal du klare dem uden at blive ramt en eneste gang.

Inden hver bosskamp skal du dog hjælpe de små Mini Marioer mod deres legetøjskasse, hvor de følger efter dig, og du skal så sørge for, at de alle når sikkert frem. De er faktisk de mest underholdende baner, som gør, at man skal tænke ekstra forud, ikke bare hvor du går, men hvor dine små Mini Marioer selv ender med at bevæge sig hen, selvom det føles lidt nemt, da tippet til løsningen ligger i de tre bogstaver, der skal samles ind, da det altid er i den samme rigtige rækkefølge. Og de vender heldigvis tilbage i de ekstra plus verdener, hvor banerne er skruet ned til kun en del, men det er også for det bedste.

Følg mig mine minions!

Det skal samtidig også siges, at spillet netop er baseret på et gammelt Game Boy-spil, så spillets struktur er netop designet til små doser, især håndholdt, og det kan virkelig mærkes. Det er ikke det længste eller sværeste spil, indtil du vil gå 100% og prøve time trials eller endnu sværere baner, så er det stadig sat op til den afslappende hygge, når du enten er på farten eller væk fra tv’et. Derfor er prisen på spillet lavere end alle andre, helt fra 345 kr., hvilket ikke er så galt, men hvis det var 300 kr., så ville det være en perfekt deal.

Hvad gør den knap der?

Mario vs Donkey Kong er et fint lille spil for folk, der vil have en hyggelig udfordring i små doser. Man skal være opmærksom på lidt klodset styring med diverse manøvrer og en lidt uretfærdig hitbox. Samtidig er det bare en Game Boy Advance-remake, så hvis det føles lidt sparsomt i design og indhold, er det netop fordi, det er, hvad spillet er lavet som.

Det er perfekt til håndholdt gaming, ligesom den originale GBA-titel, og har en god stigende sværhedsgrad, der kan gøre det til en sjov oplevelse.

Det eneste, der ærgrer mig nu, er, at de ikke har udgivet en mobilversion af spilserien, da det ville være den perfekte platform, men det her er også godt.

Udvikler | Udgiver: Nintendo Software Technology | Nintendo
Tilgængelige platforme: Nintendo Switch
Anmelder: Michael Eriksson

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Anmeldelser