Udforsk et mørkt og dystert familietræ
Horrorgenren har efterhånden mange subgenre, der alle prøver på at fange spilleren med gode gys, der giver gåsehud og sved på panden af panik. Det kan være med uhyggelige monstre der springer i ansigtet på dig, for at få en bid af dit kød, eller noget mere atmosfærisk, såsom en følelse af at noget ikke er som det bør være.
Lunacy: Saint Rhodes er et dystert “Survival Horror”, der vil skræmme spilleren med sin dunkle atmosfære, mens man udforsker en families mørke baggrund og graver i en hemmelighed der aldrig burde komme for dagens lys. Men er præmissen nok til at man som spiller gider at løse denne families mysterier, eller er dette et gys, der bør forblive i mørket?
Familie med en hemmelighed
Du tager rollen som “George Rhodes” der er enearving til sin families efterladte gård. Gården er dog knyttet til en uløst politisag, og efter et kort opkald fra politiet omkring deres ønske om at efterforske huset, får du lov til at efterse det som den retmæssige arving før deres besøg.
Men da man ankommer til den lille landsby, hvor gården ligger, bliver det hurtigt klart at ikke alt er som det bør være. Byen er forladt, og du skal finde vej op til huset ved at udforske en mørk blokeret vej, der tvinger dig til at gå gennem en anden families hus, hvor der er tydelige tegn på at der er mørke kræfter på spil.
Når man endelig kommer til huset, bliver det da også klart at familien Rhodes har deres egne hemmeligheder, som helst skulle have forblive skjult. Hemmeligheder som du skal løse, mens onde kræfter hele tiden holder øje med dig i mørket.
Historien i spillet er ikke noget særlig original, da vi efterhånden har set mange andre forbandelsesrelateret gyserspil. Jeg vil dog sige at atmosfæren holdt mig fanget i den lille historie på tre timer, som aldrig nåede at blive decideret kedelig med nogle få unikke ideer.
Et atmosfærisk gys
Og når vi nu er kommet ind på atmosfæren, er det noget som “Lunacy” drypper af, mens du udforsker familiens hus og den tilhørende landsby. Man er for det meste omgivet af totalt mørke, og hele tiden jaget af følelsen af at være overvåget.
Det kommer særligt af spillets meget sparsomme musik, da det mest er afhængigt af naturlige lyde som dine fodtrin, brædder der knager og vinden der piber gennem bygningernes lofter og vinduer. Det hjælper også gevaldigt at spillet ikke lader sig nøjes med kedelige “jumpscares”, men faktisk har rigeligt med øjeblikke, hvor jeg følte at have misset noget lige uden for øjenkrogen.
Det er netop den slags gys, der fanger mig som spiller, da det giver mig gåsehud og sved på panden af rendyrket panik. Spillet bød ganske vist også på stunder, hvor diverse onde ånder sprang lige i ansigtet på mig, men for det meste var det velprogrammeret gys, der enten kom snigende eller som var bygget godt op.
Hold de onde ånder for døren
Noget andet der prøver at skræmme spilleren, er de onde ånder der spøger huset og landsbyen generelt. De fungerede for det meste som et irritationselement, når jeg skulle snige mig rundt i huset for at undgå deres “one hit kill” angreb. Der var ganske vist også noget uhyggeligt over deres konstante skrig og stønnen, men det var for det meste nemt at enten undgå dem eller stikke af.
Du skal dog ikke hele tiden frygte ånderne som udødelige fjender, da man lidt inde i spillet bliver udstyret med et våben der kan bruges til at holde dem på afstand. Det er ikke sådan at de forbliver nede, når man rammer dem med en magisk trykbølge, men man kan midlertidigt lamme dem, for derefter at løbe fra dem og komme videre.
For den lille landsby byder også på en række små puzzles, der skal løses for at kunne komme ind ad de utroligt mange låste døre. De består for det meste af at finde en skjult nøgle eller anden genstand, for derefter at bruge dem det rigtige sted. Det er særligt det at skulle finde genstande i spillet, som jeg fandt det mest frustrerende i spillet.
Som at finde en nål i en høstak
For man skal til tider være umådeligt grundig, for ikke at fare forvildet rundt i spillet. Selvom området du kan udforske, ikke er særlig stort, så er tingene du skal finde ikke altid lige nemme at spotte.
Mange af dem falder i et med omgivelserne, og det er ikke altid tydeligt hvad der kan samles op, som rent faktisk har nogen effekt på spillets historie. Der var tider hvor jeg kunne fare rundt i huset og lede efter en genstand, uden at vide jeg skulle udenfor i landsbyen for at komme videre.
Spillets kort hjælper heller ikke særligt meget, da det kun er bestemte områder der bliver markeret, enten ved at man tilfældigt passere dem, eller når man skal der hen som led i historien. Jeg vil gerne indrømme der var tider, hvor jeg burde have været mere grundig i min søgen, men det gør det ikke fair når spillet gemmer nogle genstande, til efter man har læst et helt bestemt dokument.
Rent grafisk imponerede spillet heller ikke synderligt, men formåede alligevel at blande de overnaturlige elementer med de virkelighedstro omgivelser. Det fungerede fint og var ikke noget der kom bag på mig, når det kom til et lille team af udviklere.
Konklusion
Når alt kommer til alt, så syntes jeg at “Lunacy: Saint Rhodes” er et effektivt lille gyserspil. Det har ikke den store originalitet hverken grafisk eller gameplaymæssigt, og nogle få steder kunne føre til frustration grundet dets manglende vejvisning. Men det har en fængende atmosfære, nogle gode gys og en okay historie som holdt mig fanget gennem den korte spilletid.
Derfor får “Lunacy: Saint Rhodes” små 4 ud af 6 pixelhjerter.
Udvikler | Udgiver: Stormling Studios | Iceberg Interactive
Tilgængelige platforme: PC
Platform spillet på: PC
Anmelder: Kasper Pedersen
*kopi suppleret af udgiver
Skriv et svar