I 2014 udkom et spil ved navn ‘Lords of the Fallen’, og det var startskuddet på et væld af spil i souls-like genren. Spillet var ikke en bragende succes, men det banede vejen for, at skaberen Deck 13 udviklede ‘The Surge’ spillene, som anses for at være nogle af de mest fuldendte souls-like spil til dato. Nu er ‘Lords of the Fallen’ tilbage i en spirituel efterfølger, der prøver at reboote serien med en ny udvikler i ryggen.
I ‘Lords of the Fallen’ spiller du som en “lamp bearer” der med lampens kræft, har fået uendeligt liv og muligheden for at rejse mellem de levendes rige (Axiom) og de dødes rige (Umbral). Dit mål er at stoppe genopstandelsen af dæmonguden Adyr, ved at kæmpe dig vej gennem horder af fjender og de genredefinerende bosser. Alt med formål, at redde spillets verden, Mournstead.
Som andre spil i genren er historien sat lidt til side til fordel for fokus på gameplay, atmosfære og opbygning af verdenen.
Man starter på en kirkegård, hvilket du nok har set i genren før, og efter du har kreeret din karakter i den ret så fornuftige character creator, starter en tutorial sektion, der smider lidt for meget information i hovedet på dig én gang. Efter kort tid møder vi den første boss og efter han er besejret, kommer der en ny ved navn “The Light Reaper”, og ham kan man lige så godt vende sig til, da det er en boss du vil møde flere gange på din vej igennem Mournstead. The Light Reaper er desværre en af den slags bosser du er tvunget til at dø til, et koncept jeg personligt ikke er så begejstret for, da idéen med souls-like, for mig, netop er de fair men udfordrende boss-kampe. Når spillet så smider en af de sidste bosser i hovedet på digfra start af, føles det som at udvikleren blot prøver at gøre det så besværligt som muligt for spilleren, og det giver en lidt grim smag i munden.
Men nu er du jo udødelig, så heldigvis genopstår man ved det forrige checkpoint, der i dette spil kaldes “Vestige”, og markerer et sted hvor forrige “Lamp Bearers” sluttede deres rejse. Ligesom i andre souls-likes bruger du Vestiges som både checkpoints, til at få liv og potions tilbage samt som et sted hvor man kan level up. Problemet i ‘Lords of the Fallen’ er dog, at der er til tider er lige langt nok mellem disse checkpoints. Der er dog 2 plastre på såret og det er, at der i de fleste tilfælde er en eller flere genveje, som nemt kan få dig tilbage til et Vestige og så kan man, via lampen, selv skabe et checkpoint ved brug af et såkaldt “Vestige Seed”. Der er dog den lille klemme at “Vestige Seeds” er en sparsom ressource, og at de blomsterbede du kan plante dem i er alt for tæt på allerede eksisterende Vestiges. Hvis man er så heldig at finde et godt sted at plante et seed, kan man desværre kun plante ét, og hvis du så planter et senere på din færd, forsvinder det forrig, hvilket er en skam for gameplayet.
Når man har kæmpet sig igennem den første bane, møder vi endelig den første rigtige boss, Pieta, en ganske god én af slagsen, der rent visuelt når samme højder som andre ikoniske bosser fra andre spil i genren. Faktisk er bosserne i ‘Lords of the Fallen’ generelt, både visuelt og kampmekanik, rigtig godt sat sammen, men desværre vægter de lidt til den nemme side i forhold til sværhedsgraden. Til gengæld var der faktisk kun én enkelt boss-kamp (en af de senere), jeg følte ikke rigtig passede ind, ellers er der ikke meget mere at brokke sig over på den front. Bosserne er delt op i to kategorier; Heresies og Sinners. Heresies er de store, udfordrende og visuelt flotte bosser med masser af mekanikker og faser, og Sinners, som i de fleste tilfælde er mennesker, er derimod mindre visuelle og en del lettere at besejre. Spillet begår desværre også den dødssynd i genren, at det genbruger bosser som svære standard-fjender senere i spillet, f.eks. kæmpede jeg på et tidspunkt imod en boss, og blot 10 minutter efter, mødte jeg den igen, men som en normal fjende. Det fungerer bare ikke.
‘Lords of the Fallen’s level-design er desværre noget mangelfuldt, og det er til tider også decideret forvirrende. Det at skifte mellem rigerne Umbral og Axiom fungerer fint på papiret, men ender med at man bruger alt for lang tid på, at finde vejen til det næste checkpoint.
Udover det, så møder du på din vej lidt for mange “fælder” som f.eks. gulv man falder igennem, fjender der gemmer sig bag hjørner og skubber der mod afgrunden samt bomber der er spredt ud over jorden når man skal løbe tilbage til en boss. Det bliver en smule trættende i længden.
‘Lord of the Fallen’s ydeevne er, som mange andre spil for tiden, desværre ikke særlig god. Jeg spillede i “performance mode” der sigter efter 60 fps, og selv i denne tilstand dykkede fps’en til tider helt ned på 20 til 25 fps. Noget vi kan håbe bliver rodet bod på i fremtidige opdateringer til spillet.
Animationerne minder til tider om spillet inspirationskilde ‘Dark Souls 1’, specielt når du løber, hvor benene spænder af sted, men overkroppen er fuldstændig stille, det ser lidt fjollet ud, men noget vi er vant til i genren, og efterhånden næsten ser som en selvfølge.
Nu kan det måske lyde som, at jeg har meget negativt at sige om spillet, men langt fra alt min tid med ‘Lords of the Fallen’ var forfærdelig. Specielt det visuelle passer rigtig godt ind og svært at sætte en finger på, selvom “dark fantasy” er lidt for slidt en trope i souls-like genren, og jeg personligt er mere interesseret i de souls-like spil der er villige til at prøver noget nyt. Grafikken er ikke det bedste vi har set, men det er bestemt heller ikke noget at brokke sig over.
Kampsystemet må siges at være noget af det bedste vi har set i souls-genren, og tunge våben, der trækker din karakter rundt i manegen, til de små lette våben, der er super hurtige fungerer upåklageligt. Kampsystemet får dertil et nøk op med et simpelt combo-system, der ved brug af et par knap-kombinationer f.eks. lader dig sparke langt bedre end vi ser i ‘Dark Souls’ hvor man skal angribe samtidig med at du træder frem.
Heldgvis byder spillet også på en af mine yndlingsfunktioner, “dual wield”. Dette virker rigtig godt, og lader dig bruge to våben ad gangen, så længe du har statsne til at bruge dem begge. Et system som fungerer rigtig godt til spillets gameplay.
Det er ikke kun melee-kamp som fungerer fantastisk, for også kastevåben, bue og armbrøste, gør brug af et ammo-system, der fungerer lidt ligesom et traditionelt mana-system, og gør at så længe du har ammo kan du skyde løs! Der er altså ikke noget med at bruge din hårdt tjente valuta på at købe bunker af pile, du aldrig får brugt.
Magi-systemet får til gengæld et lille minus, da det ikke skiller sig synderligt ud fra langdistance våbensystemet, og man kunne måske godt have håbet på lidt mere innovation på den front, i stil med de andre kampsystemer.
Souls-like genren er en af mine yndlings genrer, men siden udgivelsen af ‘Elden Ring’, som jeg anser for at være det ultimative spil i genren, har det ikke rigtig været det samme.
Derfor, da jeg satte mig ned for at spille ‘Lords of the Fallen’, havde jeg ikke de store forhåbninger til at få tændt den gnist i mig, som genren gjorde før i tiden. Alligevel efterlod ‘Lords of The Fallen’ mig med et smil på læben. Bevars, det er ikke det bedste souls-like på markedet, men det er klart bedre end forgængeren, og tilbyder en underholdende gennemspilning.
Jeg vil anbefale spillet til fans af genren, men hvis du kun lige har dyppet dine tæer i souls-vandet, så skal du måske hellere prøve at give dig i kræft med ‘Elden Ring’ eller de originale ‘Dark Souls’.
Lords of the Fallen får 4 ud af 6 pixel hjerter.
Skriv et svar