Endelig er tiden inde til et af de mest ventede releases i 2025: Kingdom Come Deliverance 2, og det ser ud til, at vi måske kommer til at få en ny favorit i rpg-genren.
Godt nok er jeg kun 10-20 timer inde i spillet, hvilket ikke er meget ift. mængden af spillets content, men jeg er nu alligevel godt hypet op, selvom jeg kun har nået at se en brøkdel af, hvad Kingdom Come Deliverance 2 har at byde på.

Vi spiller igen som Henry, en søn af en smed, som har fundet vejen til at blive bodyguard for Sir Hans Capon -En ridder af guds nåde.
Spillet fortsætter ca. hvor 1’eren slap. Årstallet er 1403 i Bøhmen, og Henry starter ud med alt det nye bling: rustning, hest, hund og gode talents. Dette holder dog ikke længe, da det hurtigt går ned af bakke for vores helt, som ender med at miste alle sine ejendele og pludselig må vandre omkring i kluns, som er smurt ind i lort -yep, du hørte rigtigt.
Der er ikke mange, som tror på to slidte typer, som proklamerer, at de er riddere, så Henry må starte helt fra bunden med at opbygge sit gode ry.
Dette er efter min mening en af de smartere måder, som jeg har set et spil lave en flydende overgang til en “2’er”, hvor man skal starte fra bunden igen -bravo!

Én ting som for mig er en kærkommen tilføjelse er, at Warhorse Studios har sænket sværhedsgraden for deres combatsystem fra 1’eren. Det er blevet nemmere at blokere, og der er færre retninger man kan angribe (og blive angrebet) fra ift. i 1’eren. Det er dog stadig essentielt at holde styr på sin stamina og placering ift. ens modstander, så man ikke pludselig står uden kræfter til hverken at kunne angribe eller forsvare sig.
Det lavere skillfloor gør, at spillet er nemmere at tilgå, hvis man ikke har spillet 1’eren. Og jeg føler også, at 2’eren er ret god til at catche os op med historien fra 1’eren, så man forstår, hvad der er sket i Henrys fortid -så du skal ikke lade dig afskrække, hvis du ikke har spillet 1’eren endnu!
Verden er større, smukkere og Warhorse Studios har vist også været gode til at optimere spillet, så de fleste computere kan følge med. Min trofaste 1080’er kunne i hvert fald håndtere starten af spillet uden større problemer, hvorimod den har hostet lidt mere gennem 1’eren.
Selvom jeg ikke er nået ret langt i spillet endnu, har jeg allerede stået i et par dilemmaer, hvor jeg har været i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Skal jeg gøre, hvad der helt egoistisk føles rigtigt, eller skal jeg lade loven være hævet over os dødelige?
Selvom jeg så vidt muligt prøvede at opføre mig pænt over for folk, så formåede jeg alligevel temmelig kontinuerligt, at fucke rundt i en del situationer. Om dette er pga. dårlige perks, hårde npc’ere eller min egen dårlige opdragelse må tiden fortælle, men umiddelbart virker det svært at løse alle problemerne på diplomatisk vis.

Jeg har 2 umiddelbare kritikpunkter, hvoraf begge er subjektive og derfor kan opleves anderledes af jer andre.
- Jeg er ikke stor fan af Henrys voiceactor. Jeg vil super gerne leve mig ind i universet og være en kriger, der kaster mig gennem verdens modstand, men jeg bliver simpelthen stoppet til tider af Henrys stemme, som for mig, til tider virker lidt for “påtaget dyb”.
- Jeg pryder mig selv med, at jeg godt kan lide spil, som giver dig tid til indlevelse. Efter at have spenderet en god mængde måneders, eller måske nærmere års, gametime i spil som World of Warcraft, The Witcher og Fallout, følte jeg, at jeg var klar til Kingdom Come Deliverance 2. Men tempoet var nogle gange simpelthen for langsomt for mig.
Et eksempel er f.eks., når man skal lave en potion, hvor man både skal have styr på mængden af ingredienser, mængden af varme under gryden, kogetid, om ingredienserne skal i morteren osv.
Jeg elsker indlevelsen! Men til tider kunne jeg simpelthen mærke min senmoderne hjerne have en lyst til at række ud efter stimulans fra en “second screen”.
Jeg er dog i virkeligheden i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er en kritik. For måske er det egentlig meget godt, at jeg bliver udfordret på det punkt, så jeg, forhåbentlig, på sigt kan give mig hen til en større fordybelse i spillets univers.

Uanset hvad, så er Kindom Come Deliverance 2, for mig, en ny favorit i mit spilbibliotek, og jeg GLÆDER mig til at fortsætte spillet.

Udvikler | Udgiver: Warhorse Studios | Deep Silver
Tilgængelige platforme: PC, PS5, Xbox Series S/X
Anmelder: Lasse Høyer
Skriv et svar