Immortals of Aveum er det første skud på stammen fra Ascendant Studios. Et studie som markedsfører sig på at være bestående af tidligere Telltale Games udviklere og Call of Duty veteran Bret Robbins, som også er instruktør på spillet. Men er Immortals “bare” Call of Duty med magi, eller skal du forberede dig på at blive blæst væk af farverige besværgelser?
Forspoken i første person?
Svaret er et overraskende sted i midten. For selvom jeg var meget skeptisk overfor Immortals of Aveum og faktisk i høj grad regnede med at spillet ville blive en Forspoken fiasko. Farverigt magisk gameplay i en uinspirerende fantasy-verden med en klichéfyldt historie – bare i første person i denne omgang. Selvom min skepticisme delvist er blevet opfyldt, så er Immortals of Aveum heldigvis mere end det!
Du tager rollen som Jak. En forældreløs med flair for magi. Efter en kort prolog bestående af alt for forudsigelige hændelser bliver du rekrutteret som en Magni, en slags troldmands soldat, og bevæger dig hurtigt op i rang. Verdenen Aveum er delt op i fem forskellige dele og riger, hvoraf Lucium – som Jak er en del af – og de onde Rasharn er i konstant krig om kontrollen af magien. Krigen har fortsat i 1000 år mere eller mindre, og er derfor blevet døbt Everwar – altså den evige krig. De resterende riger er i ruiner og det er kun Lucium med sine elite krigere The Immortals som kan holde den uhh så onde Sandrakk i skak. Og dermed også stoppe ham fra at overtage og kontrollere magien, som strømmer igennem alt i Aveum.
Kirsebæret på toppen af hele denne vanilje-is historie er selvfølgelig, at den forældreløse men talentfulde Jak bliver en del af The Immortals og får en vigtig rolle at spille i krigen. Langt hen af vejen fungerer Immortals of Aveums historie faktisk okay. Jak er den karismatiske smartass som ikke har nogen situationsfornemmelse, aldrig rigtig adlyder ordrer og altid har en kæk kommentar til enhver situation. Selvom det lyder klichéfyldt, så bringer skuespilleren Darren Barnet Jak til live på en troværdig nok måde til at det ikke er non-stop cringe, kun en gang imellem.
Desuden gør resten af castet et solidt arbejde oven på et ret så imponerende grafisk udseende, som faktisk overraskede mig. Så kan det godt være historien er forudsigelig og set før, men i det mindste gjorde den et godt nok stykke arbejde for at holde mig interesseret på trods af det. Dog er historien langtfra det eneste element som Immortals of Aveum… ja, lad os bare sige “låner” fra.
Masser af magiske Pew Pews!
Kernen af hele spillet er nemlig det farverige magiske gameplay! For du kommer til at bruge størstedelen af din tid på at pløkke Rasharn-soldater, monstre og magiske konstrukter med din Sigil-handske som kanaliserer dine medfødte magiske evner til farverige magiske pew pews. Jak har et talent og bliver kaldt en “Unforeseen” altså en Uforudset, da hans potentielle evner kan have uforudsete konsekvenser – både på godt og ondt. Han er desuden også en Triarch – en magi-bruger som kan benytte sig af alle tre typer magi.
Blå er kraftfuld og præcis, Rød er vred og voldelig, mens Grøn er hurtig og manipulerende. Du kommer altså til at skifte imellem de tre typer magi i forhold til hvilken situation du er i. Ammunition er uendelig og hver type magi fungerer som sit eget våben. Blå er ofte færre stærke og præcise skud – lidt i stil af en sniper; rød er som en shotgun med få skud; og grøn er en lang salve af maskingevær skud. Bland det sammen med nogle stærke fury-evner som kan bruges til at dræbe fjender på ekstra spektakulær vis og du har en magisk cocktail der faktisk er ret så underholdende! Jeg har dog to store problemer med spillets kerne-gameplay, som ellers er kaotisk og underholdende!
To store problemer
Det første er, at man ikke kan zoome ind og sigte tættere på fjenderne, så præcision kan du altså næsten godt give op på. Der er heller ikke nogle store lysende weakspots som gør at præcision overhoved giver mening. Hvilket faktisk gør hele den blå magi stort set ubrugelig, medmindre spillet specifikt beder om det. Headshots skader selvfølgelig en smule mere, men det er så lidt en forskel, at det giver langt bedre mening at skifte til din grønne magi og skyde i blinde!
Hvilket leder mig til mit næste store problem – balanceringen. For hvorfor skal jeg bruge den blå præcise magi eller den røde voldelige magi, når jeg bare kan pløkke løst med den grønne, som desuden også er målsøgende imod fjender? Ja, det er mig lidt en gåde. Når man netop ikke kan zoome ind på fjender i klassisk first person shooter stil, så spilles spillet langt hen af vejen som et skydespil fra 90’erne i stil med Quake II eller GoldenEye. Ville man ikke også vælge det målsøgende maskingevær med uendelig ammunition i de spil?
Det betyder altså, at jeg har brugt den grønne magi 90% af tiden jeg har spillet Immortals of Aveum, og det er altså en skam, når de to andre typer magi faktisk er ret sjove at bruge. Det giver bare kun mening at skifte til rød eller blå magi når fjenderne har et skjold med tilsvarende farve. Derefter skiftede jeg tilbage til grøn for at fjerne deres livbar lige så hurtigt som jeg gennemskuede plottet.
Det er et ret stort minus, men det er heldigvis ikke nok til at ødelægge Immortals of Aveum for mig, da der stadig er et væld af forskellige evner du kan bruge i kamp som stadig er underholdende. Også selvom den grønne magi gør spillet lidt for nemt langt hen af vejen og gør selv de egentlig ret imponerende bosser en smule undervældende.
Underholdt og overrasket!
Nu nævnte jeg min skepticisme og mine forventninger til Immortals of Aveum tidligere, og at jeg faktisk var en smule overrasket over spillet. En af de elementer som overraskede mig mest var, at spillet faktisk havde metroidvania elementer – det vil sige at dele af kortet var aflukket indtil du fik adgang til flere evner. Der var altså et stort element af hemmeligheder og loot man kunne finde. Ja, du hørte eller læste rigtigt LOOT! For Immortals of Aveum er faktisk et RPG også! Kært barn har mange navne, og Immortals of Aveum vil altså gerne kaldes et magisk første person RPG skydespil med metroidvania puzzle platformer elementer OG en medrivende historie sat i en episk fantasy verden med dyb lore. Er det lidt for mange navne måske? Ja, det er det.
Immortals of Aveum er i min optik en smule personlighedsforvirret, hvilket resulterer i et spil der vil lidt for mange ting og gør en hel del af dem halvhjertet. Jeg føler desværre at spillet har gabt over for meget og ville i virkeligheden have gavnet af at have fokuseret på at være en kompakt lineær FPS-fortælling frem for en uoverskuelig, relativ personlighedsløs åben verden med lidt for meget at tage sig til. Okay, du kan finde hemmeligheder med nye våben som forbedrer dine tal, men så stor en forskel gør det ikke.
Godt, men ikke fantastisk
Og den her kritik kommer fra en som elsker Metroidvania-genren, men desværre elsker jeg ikke Immortals of Aveum. Det er underholdende nok, selvom det trækker en smule ud, bliver en smule ensformigt og er ret så forudsigeligt. Derfor giver jeg Immortals of Aveum 4 ud af 6 Pixel-hjerter, da jeg stadig var godt underholdt, synes skuespillet var solidt og den visuelle side var virkelig imponerende selvom verden manglede karakter. Jeg blev altså ikke blæst lige så meget bagover som de mange karakterløse fjender, jeg pløkkede ned undervejs!
Udvikler | Udgiver: Ascendant Studios | Electronic Arts
Tilgængelige platforme: PlayStation 5, Xbox Series X og Series S, Microsoft Windows
Platform spillet på: PlayStation 5
Anmelder: Martin Svane
*kopi suppleret af udgiver
Skriv et svar