Hvis man ikke er til intens bloddryppende horror, men måske er mere til moderat uhygge og gys, så er ”Gylt” noget for dig, for her er tale om et et gyserspil af den familievenlige slags! Der er dømt ”Stranger Things” -agtig stemning, underholdende gameplay og en historie med mobning som tema. I 2017 blev det udgivet eksklusivt til Google Stadia, men nu er det endelig ude til PC og de fleste konsoller.
Enkelt og effektivt gameplay
Som spiller påtager man sig rollen som Sally, der når vi først møder hende, er i færd med at hænge plakater op rundt om i byen grundet hendes kusines mystiske forsvinden. Der går ikke længe inden, at en flok bøller jager hende ind i skoven, hvor hun finder en svævebane der leder hende til et sted der minder enormt meget om byen hun allerede kommer fra… og så alligevel ikke helt.
Spillets styringsmekanik er utroligt simpel, ukompliceret og egentlig ganske effektiv. Efter noget spilletid, behøver man knap nok at tænke sig om, før man bare gør, hvad der kræves af den gældende situation. Man har kun en håndfuld forskellige ressourcer til rådighed, de kan alle noget helt specifikt og brugen af dem giver sig selv. Enkelt og godt.
At selve gameplayet ikke er særligt nuanceret gør desværre også, at spillet kan komme til at virke en smule for lineært. Diverse udfordringer skal matche brugbarheden på de begrænsede ressourcer, så det medfører desværre at man kommer til at lave mange af de samme ting igen og igen. Efter et eller to af den samme slags puzzle, så går det lige tjept nok med at komme videre, hvis man støder på det igen.
Historiefortælling
Spilmekanikkens enkelthed går dog godt i hånd med, at Gylt er et meget historiedrevet spil. Selve gameplayet overstråler sjældent historien, og historiefortællingen er desuden helt i top. Stemmeskuespilleren bag hovedrollen Sally gør et fænomenalt arbejde med at lede historiens narrativ. Især med diverse løbende voicelines, der aldrig blev belastende eller gik ud over stemningen.
Det er ikke for alle at sidde og læse de dagbøger og lignende, som man finder løbende, men de bidrager i høj grad til historiens tematik og fortælling. Historien udspiller sig problemfrit i form af voicelines, cutscener, dagbøger, osv. der virkelig svinger virkelig sammen. Hvis man derimod nøjes med kun at følge spillets primære historie, kan den godt virke mangelfuld.
Lyd, billede, action!
I samme stil som Little Nightmares 1 og 2, er den visuelle side af spillet i høj grad mere fokuseret på at skabe en stemning end at imponere med vild grafik. Spillets grafik lægger sig mest op af at være ”cartoony”, og det meste af tiden er der bælgravende mørkt, så det er faktisk rigtigt fint, at der ikke går alt for mange detaljer tabt.
På lydsiden, sidder soundtracket desuden lige i skabet. Hvis der var noget, der sugede mig ind i den ”Stranger Things” -agtige stemning, som spillet prøver at skabe, så var det i høj grad musikken.
Alt i alt har vi med et spil at gøre, der virkelig formår at skabe både en skøn stemning og fortælle en gribende historie. Det er ikke hamrende kompliceret, men det gør ikke så meget, for Gylt er en oplevelse, der klart er værd at bruge de godt og vel 8 timers spilletid på, som spillet kræver for en gennemførsel.
*Kopi suppleret af Tequilaworks
Skriv et svar