Anmeldelse | Gurli Gris: Verdenseventyr

Gurli Gris: Verdenseventyr er et virkelig godt børnespil. Det er simpelt, godt designet og virkelig charmerende

Spil til børn har altid været af meget svingende kvalitet, så i håb om at finde gode børnespil har jeg allieret mig med min søn på 4 og min datter på 8 og denne gang har vi kastet os ud i Gurli Gris: Verdenseventyr.

Hvad går det ud på

Som en ny indbygger i Gurli Gris’ by skal man lave sin egen figur, sin familie og sit hus, og så møde Gurli og de andre karakterer fra serien. Efter lidt introduktion kommer der et krydstogtskib til byen og så går spillet ellers ud på at undersøge Gurlis by og så besøge 7 af verdens storbyer. Man skal hovedsageligt gå rundt og trykke på ting for at se hvad der sker, eller spille små simple minispil, og man bliver guidet igennem det hele på meget pædagogisk vis. Man kommer på sightseeing i London, op og besøge Eiffeltårnet, en tur i outback i Australien og meget mere, alt sammen med simple opgaver som lærer spilleren både hvordan man spiller, men også om vores verden.

Målgruppe og Tilgængelighed

Der er ingen tvivl om at det her spil er til de mindste, eller spillere der ikke har prøvet at spille før. Styringen er simpel, der er ingen udfordring og intet tidspres. Man kan i ro og mag udforske og lege i Gurlis by og så tage på eventyr i en storby når man er klar. Tempoet er lavt og rammen er forståelig for de mindste. Spillet er fuldt oversat til dansk, med de originale stemmeskuespillere, så spillet ligner og lyder som et afsnit af serien. Min søn på 4 var opslugt fra første sekund og har nydt mange timers udforskning og leg, men tempoet og det simple gameplay blev hurtigt kedeligt for min 8 årige datter. 

Forældreinddragelse

Gurli Gris: Verdenseventyr er altså perfekt som det første spæde skridt ind i spil, men jeg vil anbefale at man sidder med som forælder ved siden af og er klar med vejledning og støtte, i hvert fald i starten. Styringen er meget simpel, men det er ikke alt der er åbenlyst for de helt små. Det kan være lidt svært at finde rundt, eller navigere i nogle af menuerne, selvom spillet har forsøgt at gøre alle valg tydelige med billeder og farver. Der er kun mulighed for at spille som en spiller, men man kan have 3 forskellige gemte spil, så der er mulighed for at flere børn nemt kan skiftes. 

Andet

Spillet er dog ikke helt uden små fejl. Nogle af oversættelserne har små grammatiske fejl og dialogen bliver engang imellem afbrudt så man ikke hører hele sætningen, men det er ikke noget der ødelægger oplevelsen. Der er også nogle af systemerne der kan virke forvirrende, som når man samler noget legetøj op fra en legetøjskasse og ikke kan lægge det fra sig igen før man har trykket flere gange på kassen, men fordi man nu har noget i hænderne kan man ikke interagerer med alle de andre ting. De små fejl er heldigvis bagateller og ødelægger ikke den ellers rigtig gode oplevelse.

Konklusion

Gurli Gris: Verdenseventyr er et virkelig godt børnespil. Det er simpelt, godt designet, virkelig charmerende og oversættelsen til dansk gør det muligt for de helt små at fordybe sig i Gurlis verden. Det sætter standarden for hvordan børnespils kvalitet bør være, selv med sine små fejl og mangler. Jeg vil klart anbefale det til de helt små, og til dem som tager sit første skridt ind i spillenes verden.

Vi giver Gurli Gris: Verdenseventyr 5 ud af 6 pixelhjerter.

[+] Fuld dansk oversættelse
[+] Designet til sin målgruppe
[+] Lærer de mindste at spille
[-] Enkelte småfejl

Udvikler/Udgiver: Petoons Studio / Outright Games Ltd.
Tilgængelige platforme: PS5, PS4, Xbox Series X|S, Xbox One, Nintendo Switch, PC
Platform spillet på: Xbox Series X|S
Anmelder: KimParnage

Kopi suppleret af udgiver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Anmeldelser