Guillermo del Toros Frankenstein er fængslende og gotisk dragende
I instruktør Guillermo del Toros henseende virker det, som om alle hans tidligere projekter har ledt frem til netop dette øjeblik. Den gotiske mesterinstruktør leverer sit længe ventede passionsprojekt, der er delvist eventyrlig, mørk fantasi og blodig kropsrædsel.
Frankenstein indeholder alt det, som del Toro brænder for: blod, rædsel, gotiske naturbilleder og en kærlighed til det makabre. Alt præsenteres i en overdådig filmisk oplevelse, der er tro mod sit litterære ophav — Mary Shelleys roman fra 1818.
Filmatiseringer af Frankenstein har der været mange af, mest kendt den fra 1931, hvor Boris Karloff bragte monstret til live. Siden da er historien blevet fortolket utallige gange, men sjældent med en forståelse for den morale, Shelley stræber efter. Del Toro kommer uhyggeligt tæt på.
Ved verdens ende
Filmen åbner i Arktis, hvor et ekspeditionsskib ledet af kaptajn Anderson (Lars Mikkelsen) er på vej mod Nordpolen, men fanges i isen. Skibets besætning — heriblandt danske Nikolaj Lie Kaas og Joachim Fjeldstrup — finder en alvorligt såret Victor Frankenstein. Kaptajn Anderson plejer ham, mens Frankenstein fortæller sin historie.
Fortællingen bliver dermed en rammefortælling i tre dele: ekspeditionen i Arktis, Victors historie og Skabningens historie. Det giver mulighed for at vende tilbage til den danske besætning, som undervejs selv angribes af monstret i dets jagt på sin skaber, samtidig med at vi oplever oprindelsen fra både Victor og Monstrets perspektiv.
Del Toro leger på den måde med seerens sympati. Det, der i tidligere filmatiseringer blot har været en kamp mellem godt og ondt, bliver her udvasket og langt mere tvetydigt.
Når monstret ikke er den, du tror
Den mexicanske horror-instruktør minder os om, at vi skal elske det makabre og vores egne indre monstre — uanset hvor skæve eller uhyggelige de måtte være.
Monstret vækkes til live af Jacob Elordi, der her overrasker med en foruroligende og samtidig rørende præstation i samspillet med Oscar Isaacs selvdestruktive og intense Victor Frankenstein.
Del Toro formår at skabe en nuanceret fortælling og tvinger os til at spørge: Hvor ligger sympatien egentlig? Og hvad betyder “godt” og “ondt”, når grænserne mellem dem smuldrer?
De naturskønne og gotiske billeder, der bringer Shelleys landskabsbeskrivelser til live, er smukt indfanget af den danske fotograf Dan Laustsen — en af del Toros faste samarbejdspartnere. Filmen er en visuel tour de force, og naturen spiller en monumental rolle. Den bliver en metafor for livets cyklus — for tidens gang og menneskets modning. Det er her, monstret lærer, hvad det vil sige at være menneske. Det er i sig selv smukt — men desværre mister filmen til tider pusten.
Et smukt monster på streamingens præmisser
Med en spilletid på lige under to og en halv time klæder det filmen at tage sig tid, men jeg fandt mig selv bevidst om længden. Man keder sig ikke, men tempoet vakler — som om filmen er designet til at blive sat på pause. Det stemmer desværre overens med produktionsselskabet bag: Netflix.
Streameren er både Frankensteins styrke og svaghed. Del Toro har fået frie tøjler og kan udfolde sin vision uden kompromis, men den ubegrænsede frihed er stadig tynget af Netflix-modellen. Laustsens billeder føles undertiden som skabt til at skulle kunne glide direkte over i næste afsnit af Stranger Things, og de detaljerige skud mister dermed noget af deres dybde.
Alligevel er filmen en fryd for øjet, og man drages af det gotiske univers. Del Toro lykkes med sit projekt:
Han minder os om, at monstret ikke kun er noget, vi frygter i mørket, men noget, vi genkender i os selv.
Og det er præcis dér, filmen rammer — midt mellem det smukke og det forfærdelige, at finde kærligheden i det grimme og groteske.
