Cloud og vennerne er tilbage i den storslåede anden del af tre af Final Fantasy 7 genskabelsen – denne gang med undertitlen Rebirth! Spillet vandt prisen for “Mest forventede spil i 2024” ved Game Awards, så det store spørgsmål er: Kan Rebirth leve op til de høje forventninger?
Nu har jeg faktisk spillet gennem det omfattende originale JRPG fra 1997, men heldigvis er denne genskabelse ikke bare en remake 1 til 1, men langt mere ambitiøs og episk end nogensinde før. På trods af det er en genskabelse, så ville det faktisk være en hel del mere passende at kalde det for en “Reboot” eller genfortælling, for ja, det foregår i samme verden med de samme karakterer, som det originale, men det afviger simpelthen for mange steder til at kunne sammenlignes.
Ligesom i første del “Remake” fra 2020 tager du rollen som Cloud Strife sammen med hans slæng af skæve eksistenser – Tifa, Barret, Aerith og Red XIII, i hvert fald til at starte med. Holdet er netop flygtet fra byen Midgar efter det forrige spils episke klimaks – en konfrontation med skurken Sepiroth. Sepiroths mål er at blive en gud og regere over alt levende, og det er op til dig i Clouds sko at stoppe ham.
Men først skal du finde ham, og derfor tager holdet på en rejse efter Sepiroth ved at følge de kutteklædte, åndsfraværende kult-medlemmer, som alle flokkes imod deres leder. Dette fører til en rejse på tværs af den smukke planet – som i 1997 foregik som en lille version af Cloud, mens Rebirth gør det på en lidt mere moderniseret manér.
Verdenen er nemlig blevet fuldt realiseret, og hver afkrog kan undersøges, og det er nok også i denne åbne verdens udforskning, at du kommer til at tilbringe mest tid. Især hvis du ligesom mig har svært ved at lade være med at undersøge hver en del af det omfattende kort. Noget som både er til Rebirths fordel, men kan også trække spillet unødvendigt langt ud.
Det første område du møder er Grasslands – og er fyldt med aktiviteter at give sig i kast med. Side-quests, Mini-games og som noget nyt World Intel. Hvert område af verdenen har nemlig et væld af World Intel missioner, som varierer fra Enemy Intel – altså kampe for at skaffe viden om monstre – til radiotårne og skattejagter med mere. Noget af det er ret underholdende, men det meste bliver desværre ret hurtigt fyld og distraktioner fra selve hovedspillet og plottet, som er det der klart er mest kød på.
For som sagt følger du efter de kutteklædte folk, og det fører til en masse intense og medrivende situationer, vilde bosskampe, attentat-forsøg og meget mere. Det er virkelig her Final Fantasy 7 Rebirth skinner. For selvom det gengiver mange af de samme historie-begivenheder, som i det originale, så er hver af dem moderniseret og intensiveret med nutidens grafik, stemmeskuespil og hele baduljen. Hvilket medfører til en ret så episk historie! Noget af tiden…
For et af mine store kritikpunkter med Final Fantasy 7 Rebirth er dets tvetydighed. Final Fantasy har altid forsøgt at blande fjollede goofy segmenter med dødsens seriøsitet. Hvor Final Fantasy 16 måske tog det en tand for langt med sin seriøsitet og tog sig selv alt for GAME OF THRONES alvorligt, så er Final Fantasy 7 måske lidt for meget ovre i den anden lejr.
For alle karaktererne er de vildeste tegneserie-figurer og anime-goofinessen er skruet op på 110%! Især for de kvindelige karakterer som til tider nærmest opfører sig ubærligt cringe og ikke kan lade være med at ende hver replik med en posering – Kawaiiiii! Vi er i 2024 for fanden, kan vi ikke godt blæse noget af luften ud af Tifas urealistiske uproportionerede ballon-bryster og skrue et ordentlig hak ned for ALLE karakterernes liderlighed?
Den mix mellem mord-attentat og overdreven goofiness gør, at det hele til tider bliver lidt skævt, og man skal virkelig acceptere den meget tunge japanske kulturelle præmis for Rebirth for at nyde det. Men hvis man kan se igennem fingre med den overdrevenhed, så er spillet helt vildt godt!
Gameplay bygger videre på det stærke action-RPG fundament som Remake fra 2020 skabte. Du angriber altså med variationer af firkant eller bruger karakter-specifikke angreb på trekant – præcis som i forgængeren. Ligesom i forgængeren bygger du også dit ATB-meter op undervejs i kamp og kan bruge dine barer til at kaste magi, bruge stærkere specielle angreb eller summons – igen er der intet nyt under solen hvis du har spillet det forrige spil. Det fungerer, så hvorfor pille for meget ved det? Selvom jeg godt kunne ønske at min shortcut til angreb på L1 kunne have flere end bare fire genveje, så man ikke konstant skulle ødelægge kampenes flow for at vælge angreb og magier undervejs. Men det er småting.
Noget nyt er der dog tilføjet, for Rebirth introducerer Synergy-angreb. Når du trykker på R1 blokerer du angreb, men kan også lave nye stærke angreb i samarbejde med dine holdkammerater – hvilket giver noget dejlig variation. Eksempelvis er Cloud ikke længere begrænset af sine nærkamps kræfter, men kan samarbejde med Barret om at lave et ranged angreb, som i længden er meget rart og giver et friskt pust!
Udover disse normale synergy-angreb er der også ekstra stærke af slagsen, som kan bruges i længere kampe ved at have brugt ATB angreb undervejs. ATB-baren bliver hurtigere fyldt ved at aktivt spille som karaktererne i dit hold, og Rebirth lægger altså stor vægt på at skifte mellem de forskellige karakterer – hvilket jeg er ret vild med, da de alle er blevet super velpolerede og sjove at spille som, og har hver deres unikke og anderledes twist.
Vægten på de forskellige medlemmer af holdet er ikke kun i kamp, for der er faktisk også sektioner hvor du ikke spiller som Cloud men som andre medlemmer af holdet, og jeg er ret vild med det faktum, at den rimelig en-dimensionelle Cloud ikke er den eneste hovedkarakter i spillet, men det nærmere er hele holdets fortælling!
Grafisk er der ikke meget at sætte en finger på. Det er fantastisk smukt og kører fejlfrit på Performance mode. Lydsiden er medrivende og episk, og stemmeskuespillet er også ret godt, selvom det som sagt lider af manuskriptets underlige personlighedsspaltning.
Der er ikke meget at sætte en finger på i Final Fantasy 7 Rebirth, og jeg kan ikke forestille mig, at spillet skulle være anderledes end det er blevet. Det har bibeholdt charmen fra den samme del af det originale og har stadig et væld af skøre one-off mini-games, som man enten elsker eller synes er totalt malplacerede. Heldigvis er jeg mest til det sidste, for det er nu meget sjovt at spille wanna-be Rocket League som Red XIII, skyde løs i et skørt skydegalleri eller spille kortspillet Queen’s Blood, som er overraskende sjovt.
Jeg kan altså ikke andet end at rose Final Fantasy 7 Rebirth, som er virkelig velpoleret, veludført og utroligt sjovt at spille. Historien er velfortalt og alt står kniv-skarpt. Det er svært at gøre andet end at elske spillet. Det kan måske godt blive lidt for fjollet, og hvis man bliver grebet af sideaktiviteter, kan det godt gå hen og blive en tand langtrukkent. Men mange af de ting, som måske tænder folk af, er heldigvis langt hen af vejen valgfrie, og jeg blev aldrig træt af Final Fantasy 7s mini-games før jeg var videre til det næste.
Derfor giver jeg Final Fantasy 7 Rebirth – det mest ventede spil i 2024 – topkarakter: 6 ud af 6 pixelhjerter, og glæder mig til den tredje og sidste del af denne fantastiske genskabelses-trilogi og venter i spænding på hvad fanden de har tænkt sig at kalde den episke konklusion!
Udvikler | Udgiver: Square Enix, Creative Business Unit I | Square Enix
Tilgængelige platforme: PlayStation 5
Platform spillet på: PlayStation 5
Anmelder: Martin Svane
*kopi suppleret af udgiver
Skriv et svar