Anmeldelse | Exoprimal

Robotter møder dinosaurer i massevis i Capcoms nyeste spil Exoprimal, men er denne præmis nok til at opretholde din interesse?

Robotter møder dinosaurer i massevis

Tilbage i juni måned prøvede jeg Capcom’s kommende horde shooter “Exoprimal”, der bød på et væld af dinosaurer der skulle pløkkes ned med fede robotdragter. Jeg var dengang forsigtig optimistisk, men følte samtidig at spillet havde brug for mere indhold, hvis det skulle kunne klare sig på nutidens marked. Nu er spillet udkommet, og Capcom har lanceret deres roadmap for resten af året. Jeg må dog allerede nu sige: Det er tvivlsomt at Exoprimal kan holde spillernes interesse så længe.

Fanget i et evigt loop

Men lad os få historien af vejen først. Du spiller den stemmeløse “Ace”, i en verden hvor dinosaurer er begyndt at dukke op gennem nogle mystiske portaler, på jagt efter frisk menneskekød. Som et våben imod disse forhistoriske øgler, har menneskeheden, sammen med en kunstig intelligens, udviklet robotdragter til at hjælpe i kampen.

Man bliver fra start rekrutteret til et hold af eksperter fra hvert deres felt, når det kommer til dinosaurer jagt, og sendt ud på en rutinemission over den forladte ø, “Bikitoa”, der blev ramt af en ukendt katastrofe 3 år tidligere, der kostede en masse menneskeliv. Men den oprindelige rutinemission bliver en del mere kompliceret, da ens fly styrter ned grundet en pludselig storm.

Lige efter styrtet bliver man fanget af den fjendtlige AI, “Leviathan”, som sender en 3 år tilbage i tiden for at kunne samle “kampdata”. Du skal nu kæmpe i et uendeligt tidsloop, for både at overleve og finde en måde at bryde kæden på.

Jeg fandt historien rimelig underholdende, da medlemmerne af dit team er charmerende, og der var nogle få overraskelser til at holde historien kørende. Det var et fint afbræk i de meget ensformige missioner, og gav mig lyst til at se den omkring 20 timer historie til ende.

Et loop uden substans

Måden plottet bliver fortalt på, hænger godt sammen med gameplayet, hvor du først spiller nogle missioner, og derefter ser bidder af historien, som du låser op for. Det er så også noget af det bedste jeg kan sige om motivationen til at spille dette spil. For Exoprimal’s gameplay loop er nok det mest ensformige og langsommelige jeg længe har oplevet.

Man kan fra start vælge mellem en god række robotdragter, der alle har hver deres specielle evner, og derfra skal der nakkes dinosaurer i massevis. Og med massevis mener jeg virkelige MASSEVIS! For der er her tale om en horde-shooter med dinosaurer som den primære fjende.

De kommer imod dig i store mængder, hvor alt du skal gøre er at pløje igennem dem, sammen med dit team, hurtigere end et andet hold. Det bliver desværre meget hurtigt ensformigt, da variationen i dinosaurer aldrig ændrer på din strategi: Løb hovedløst ind i flokken af fjender, sigt på dem og tryk på diverse angrebsknapper.

Efter at have klaret 6 runder af dinoslagtning, bliver dit hold transporteret til en anden del af spillets map, hvor du kæmper mere direkte imod de andre spillere. Denne del bød på mere variation med forskellige slags missioner, hvor man for det meste mødte de andre spillere i en direkte konfrontation til sidst. Man kan også overtage kontrollen over en stor dinosaur, som sendes hen til det andet team, hvor modstanderens hold kan forsinkes.

Dog bliver gameplay også her hurtigt ensformigt. Typerne af missioner kan tælles på en enkelt hånd, og de fleste var bare variationer af modes set i andre spil. Såsom en variation af “domination”, hvor der konkurreres om positioner der skulle overtages, mens det sværmede med dinosaurer. Eller en slags Escort-mission hvor data skulle transporteres fra punkt A til B, og så mødte man det andet team til sidst i en hektisk men meget kort duel.

Men robotdragterne er fede nok!

Det er en skam at gameplayloopet er så ensformigt, da robotdragterne der kan vælges imellem, er et af spillets absolutte højdepunkter. De føles alle unikke at spille, og selvom formålet med dem altid var det samme, fandt jeg det en fryd at udløse de mange eksplosive teknikker, og se de hjernedøde fjender blive totalt udraderet.

Der er også mulighed for at opgradere rustninger med nogle af de penge, som man vinder gennem spillets gang. Fra ens base kan robotterne udstyres med chips, der alle giver små fordele. Det var ikke noget, der gjorde jeg følte den store forskel mellem sejr eller nederlag, men motiverede mig dog til at bruge lidt tid på hvilke styrker min dragt skulle have inden kampens start.

Der var også et godt flow i måden man ændrer dragt på gennem missionerne, da man aldrig er låst fast ved sit første valg. Ønsker man en dragt der kan heale ens venner, for derefter at pløje sig gennem fjenderne med store eksplosioner på få sekunder? Så kunne man frit gøre det i samme kamp.

Desværre er dragterne den eneste rigtige variation at finde i spillet, da der indtil dags dato kun er fem maps at spille på, der hurtigt bliver kedelige at bevæge sig gennem igen og igen. Det er samtidig totalt tilfældigt hvilket map du kæmper på, så der kan gå timer før man oplever nogle nye omgivelser. I form af Capcom’s roadmap skulle der komme flere baner med tiden, men det kan være svært at holde motivationen oppe indtil da.

Konklusion

Capcom’s nye IP “Exoprimal” er et svært spil at bedømme. Der er tegn på nogle gode ideer i form af en underholdende historie, en fed følelse af at slagte de mange dinosaurer i hobevis og fin belønning efter hver kamp. Men for et spil der tager så lang tid at få det fulde udbytte af, gør det svært for mig at anbefale ligeud, selvom potentiellet for et underholdende team-baseret horde-shooter er der.

Capcom har en klar plan for spillet med mere indhold, men indtil videre er der for lidt til at holde spillernes interesse til at det udkommer, som der til og med skal betales ekstra for. Derfor får Exoprimal 3 ud af 6 pixel hjerter.

Udvikler/Udgiver: Capcom
Tilgængelige platforme: PS4 & 5, Xbox One, Xbox Series X & S, PC
Anmeldt på: PS5
Anmelder: Kasper Pedersen

*kopi suppleret af udgiver

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Anmeldelser