Anmeldelse | Donkey kong Bananza

Kong’en er tilbage!

Nintendo er mestre i at lave platformspil, og det gælder både 2D og 3D. Dette er heller ikke nogen undtagelse, hvor Donkey Kong vender stærkt tilbage med sit første 3D-eventyr siden klassikeren på Nintendo 64 fra Rare.

Hvis du dog regnede med, at dette ville blive den store Nintendo Switch 2-systemselger, der skulle vise, hvad konsollen kan byde på, må jeg desværre skuffe dig.

I Donkey Kong Bananza spiller man som den velkendte gorilla, der har en ung Pauline på ryggen, og sammen skal de mod Jordens kerne for at ønske sig tilbage til overfladen, alt imens den onde bande VoidCo. også har planer om at nå ind til kernen først. Historien er meget klassisk Nintendo, med forskellige områder der har brug for hjælp, på grund af afspærringer og en vrimmel af fjender og bosser efterladt af den onde bande.

Noget nyt er, at Pauline som den eneste har fuldt stemmeskuespil, og hun fylder meget som en af historiens hovedpersoner med svar til de andre karakterers vrøvlesprog og småsludren med Donkey Kong, når de skal til at sove.
Sammenholdet mellem DK og Pauline bliver tættere og tættere, jo længere man kommer ind i spillet, og det er faktisk en meget sød duo, man ikke kan andet end at holde af. Selvom Donkey Kong kun kan smile og give tommel op, forstår man, at Pauline betyder meget for ham. Måske næsten lige så meget som bananer.
Desuden tager historien en drejning, der gør, at hele klimakset bliver noget af det mest episke, Nintendo har leveret – jeg måtte samle kæben op, da jeg langt fra havde forventet, hvor stort det hele blev til sidst.

Som lederen af bundtet DK skal du grave og banke dig igennem forskellige baner for at nå dine mål. Næsten alt kan ødelægges eller graves op i banerne, og der ligger hemmeligheder gemt som bananer, fossiler og guldklumper.
En stor bekymring var, om man ville føle sig tvunget til at gennemgrave hele banen fra top til bund for at finde alt, men det er heldigvis ikke nødvendigt. Bananerne er ofte gemt ved særlige områder, som toppen af et bjerg eller tæt ved spawnpunkter, og små beskrivende tekster dukker op, når du har fundet dem – lidt i stil med Super Mario Odysseys måner.
Du kan scanne områderne for at se, om der er noget værd at grave efter, og du kan også finde skattekister med kort, der afslører placeringen af genstande – eller købe dem i en butik for guld.
Spillet er en sjov skattejagt, hvor der ikke er krav om et bestemt antal bananer for at gennemføre hovedhistorien, men de bananer du finder, kan bruges til at opgradere Donkey Kong. Det gør ham blandt andet stærkere, giver ham mere liv eller nye evner, som er nyttige i dybere verdener.

De små bonusudfordringer er også virkelig underholdende og varierer fra klassisk træning af dine færdigheder til gode referencer til tidligere Donkey Kong-øjeblikke.
Selvom jeg ofte blev distraheret af jagten på de gule frugter og derfor var længe om at komme tilbage til hovedmissionen, var det hele det værd i sidste ende.

Når du graver fossiler op, kan de bruges til at købe nyt tøj til Donkey Kong og Pauline. Tøjet er ikke kun kosmetisk, men indeholder opgraderinger til DK, som for eksempel mindre skade fra visse terræner eller større chance for, at en skattekiste dukker op når du graver.
Det er fedt at kombinere forskellige outfits for at opbygge et godt “build” til din gorilla, men det er lidt ærgerligt, at du ikke – som i mange andre moderne spil – kan vælge hvilke opgraderinger du vil beholde og så bare vælge tøj, der ændrer udseendet.

Styringen kræver dog lidt tilvænning. Jeg måtte selv justere hop-knappen et par gange, før det føltes rigtigt, da du skal slå og hoppe en del, og der er knapper til at slå opad og nedad, som fingrene lige skal vænne sig til. Under jorden kan kameraet blive lidt klodset, især når pladsen bliver trang. Det kan gøre det svært at orientere sig og holde styr på, hvor man er, og hvilken retning man bevæger sig i.

Men selve gravesystemet og det at samle overflader op fungerer godt og er en integreret del af spillet.
De forskellige overflader reagerer forskelligt og spiller en vigtig rolle i løsningen af både puzzles i banerne og under bosskampene. For eksempel er sand dårligt at slå med eller surfe på, da det kollapser, mens hårde sten kan bruges til at surfe på vand eller mudder, men de kan løbende gå i stykker, hvis du bruger dem på hårdt terræn.

Det betyder også, at fjendedesignet er meget varieret, og du skal ofte tænke hurtigt over, hvordan en specifik fjende skal besejres. For eksempel er der fjender, der kun kan slås med salt, eller flagermus der skal sænkes med noget tungt fastgjort til vingen.
Bosskampene kræver, at du anvender det, du har lært undervejs. Det er dog lidt ærgerligt, at hovedbosserne – altså VoidCo.-banden – ikke benytter disse elementer og i stedet bare ender som hjernedøde boksekampe.

Mærkeligt nok hjælper Pauline dig ikke meget under kampene, hvilket ellers ville have givet mening, hvis hun f.eks. kom med tips som “kast med stenen mod piggene” eller “kast med guldet så fjenden eksploderer”. I stedet må du selv eksperimentere, læse skilte eller snakke med NPC’erne for at finde løsningen.

Pauline kan via musikkens kraft forvandle DK til forskellige dyr som en struds eller en zebra, som hver har unikke evner, der tilføjer variation til puzzles og giver nye måder at klare udfordringer på. Nogle gange føltes det næsten som snyd, fordi det blev meget nemt at klare visse udfordringer med de rette Bananza-former – men det er tydeligt, at spillet er designet til, at du netop skal udnytte disse transformationer.

Du kan også hurtigt samle energi til Bananza-formerne ved at samle guld, men det er lidt irriterende, at du ikke kan fortsætte i formen, hvis du når at genoplade energien fuldt ud lige inden tiden udløber. Du er nødt til at vente, til formen slutter, eller hoppe ud og ind igen.

Musikken i spillet – især Bananza-temasangene – er fantastisk. Jeg sad og nikkede med hovedet, mens jeg drønede rundt som en hårdtslående zebra.
Grafisk er spillet farverigt og flot. De forskellige områder har velkendte elementer, der leder tankerne hen på Super Mario Odyssey, og de livlige animationer af Donkey Kong kombineret med den flotte belysning, både i scenerne og fra de mystiske himle under jorden, gør det til et visuelt levende spil.

Prisen for det er dog, at kvaliteten teknisk set halter lidt, især i visse områder med meget på skærmen. Når der er mange guldklumper og partikler, kan der forekomme små framedrops, og det bliver især tydeligt i bosskampene, hvor spillet går amok med effekter – næsten som om det eneste, der kan slå Donkey Kong, er at få Switch 2’en til at lugte af stægte bananer.
Heldigvis er det ikke så alvorligt, at det gør spillet uspilleligt, og det er på ingen måde på niveau med visse Pokémon-spil. Men det er lidt ærgerligt, at det spil, der skulle være en showcase for Nintendo Switch 2, ikke føles som et kvantespring ind i næste generation.

Donkey Kong Bananza er ikke systemsælgeren, der viser hvor kraftfuld Switch 2 er, med sine tekniske skavanker og en styring og kameraføring, der kræver tilvænning. Men det ændrer ikke på, at det er en fænomenal 3D-platformer med vanedannende gameplay og en uimodståelig lyst til at grave efter samleobjekter, som man husker det fra Super Mario Odyssey.
Historien mellem Donkey Kong og Pauline er charmerende, og man mærker tydeligt det stærke bånd, der knyttes på deres rejse mod Jordens kerne.
Med sine flotte farver, ørehængende musik, varierede områder og et bredt karaktergalleri er det et virkelig sjovt eventyr, som klart kan anbefales.

Udvikler | Udgiver: Nintendo EPD, Nintendo
Tilgængelige platforme: Switch 2
Anmelder: Michael Eriksson