Survival Horror har haft lidt af en renæssance over de sidste 5 år. Med store AAA-titler såsom Resident Evil Remake spillene fra Capcom, er slusen for alvor blevet åbnet for Survival Horror genren, hvor mængden af groteske monstre er stor og mængden af ammunition er lille.
Men der er også mange små titler, der forsøger at bryde mulden, når det kommer til at skabe en følelse af panik, samtidig med at give spilleren en chance for at kunne forsvare sig imod mutanter, zombier og andre blodtørstige monstre.
En af disse titler er Invader Studios “Daymare” serie, der startede i 2019 med spillet: “Daymare 1998”. Det var en titel der forsøgte at kombinere nutidens aktion med klassisk survival horror elementer, med et noget middelmådigt resultat.
Nu forsøger de igen med en forgænger til historien, og spørgsmålet er så, om det overhovedet er en historie værd at fortsætte. Her er vores anmeldelse af “Daymare 1994: Sandcastle”.
En gammel kliche
Du spiller agenten, Dahlila Reyes, medlem af specialstyrken H.A.D.E.S., der bliver sendt ud på en tophemmelig mission på en base i Area 51. Der er noget som er gået galt på basen, og du skal sammen med et lille team finde årsagen til dette, samt finde nogle videnskabsfolk der forhåbentlig kan fortælle mere.
Men allerede ved ankomst til Area 51, er der tegn på at tingene er gået mere end bare galt. Basen er forladt, og der er tydelige tegn på kamp imod en ukendt fjende. Snart finder du en skjult dør, der fører ned til et laboratorium, der ikke burde eksistere og skal nu finde ud af præcis hvad der er sket på basen.
Historien er fyldt med klicheer tilbage fra gamle Survival Horror titler, og det er tydeligt hvor meget holdet bag, er inspireret af særligt Resident Evil serien. Det er dog ikke for at sige plottet er helt uden overraskelser, da Dahlila har nogle lig i lasten, som dukker op gennem den 8 timer lange historie, der heldigvis ikke når at blive kedelig takket være den korte spilletid.
En lineær sti
Det er klart en styrke at spillet ikke er længere, da banedesignet ikke er særlig originalt. Du bevæger dig gennem laboratorier, lange gange og nogle udendørsarealer, der sjældent giver nogen grund til at bevæge sig væk fra spillets meget lineære sti.
Der er nogle få puzzles, der skal løses for at du kan komme gennem historien, men de er meget hurtigt klaret, og for det meste kræver det blot at finde en nøgle til en låst dør, for at kunne komme videre.
Jeg fandt spillets linearitet både en styrke og svaghed, da jeg aldrig farede vild takket være det lineære design, men samtidig var det temmelig kedeligt og ensformigt. Nogle gange blev jeg faktisk en smule forvirret over, hvor jeg skulle gå hen. Selv når alt det krævede var at finde et lig der holdt en nøgle, som jeg bare var gået forbi grundet de ensformige gange.
Klassisk Survival Horror
Men spillets største styrke ligger i dets tilgang til klassisk survival horror, dog kombineret med elementer fra nutidens spil i samme genre. For udover at skulle løse puzzles, finde nøgler og andre plot relevante genstande, er der også en del monstre der skal ryddes af vejen.
Og de er aggressive. Der er ikke tale om de traditionelle langsomt vaklende zombier, men levende lig der kommer løbende imod dig, for at gribe fat og suge livet ud af din krop med deres energi-relateret evner.
De var i min optik ikke særligt skræmmende, men deres hurtighed og aggressive adfærd gjorde dog at jeg hele tiden var opmærksom på mine omgivelser, og lyttede efter deres hyl, når de kom løbende rundt om et hjørne.
Det tvang mig til at administrere min ammunition og førstehjælpskasser, skifte hyppigt mellem mine våben, når der ikke var særlig mange skud tilbage samt holde øje med min energimåler til spillets unikke våben, det såkaldte “Frost Grip”.
Skyd, frys eller dø
For som det typisk er i Survival Horror, er der ikke særlig meget ammunition at finde, og en del monstre der skal dræbes. Derfor har man også mulighed for at bruge et særligt våben, som kan fryse monstrene, før du enten skyder eller slår dem i stykker.
Det gav spillet et ekstra lag til arsenalet, der ellers kun består af et maskingevær og en shotgun til at holde monstrene på afstand. Det var som resten af spillet uhyre simpelt, men også tilfredsstillende at se fjenderne fryse til is, før man gik helt tæt på og slog dem i tusinde stykker.
Der var også mulighed for at opgradere sin “Frost Grip” ved forskellige konsoller, som kunne gøre det mere effektivt eller lade energien op hurtigere. Det blev meget vigtigt for mig at vælge de rigtige opgraderinger, da jeg ikke bare kunne løbe fra monstrene, og samtidig skulle spare på mine skud gennem spillet.
Konklusion
Daymare 1994: Sandcastle er i bund og grund en hyldest til klassisk survival horror, lavet af et lille team på et rimelig stramt budget. Det har meget tvivlsomt stemmeskuespil, ensformige omgivelser og en kliche historie, der alt sammen holder det tilbage fra at være en stor konkurrent til nutidige spil i samme genre.
Til gengæld har det et godt gameplay med et simpelt men underholdende arsenal, en kort historie og en god forståelse for hvordan en lineær historie stadig kan være underholdende uden at overskride sin velkomst.
Det rykker absolut ikke ved nogle grænser inden for genren, men hvis du har tid til det og er frisk på en lille survival horror titel, er dette spil bestemt et forsøg værd.
Daymare 1994: Sandcastle får derfor 3 pixelhjerter af mig.
Udvikler/Udgiver: Invader Studios/Leonardo Interactive
Tilgængelige platforme: Playstation 5, Playstation 4, Nintendo Switch, PC, Xbox One & Series X/S
Anmelder: Kasper Pedersen
*Kopi suppleret af udgiver
Skriv et svar