Anmeldelse | DAVE THE DIVER

Jo længere man dykker ned, desto bedre bliver spillet.

Det bedst anmeldte indiespil i år

Hvad har Baldur’s Gate 3, Hades og Dave The Diver til fælles? Alle spil har været særdeles velmodtaget efter de er udkommet fra Early Access.

Inde på Steam har Dave The Diver lige nu knap 48.000 anmeldelser, hvoraf 97% af dem er været positive. Til sammenligning har Spider Man: Miles Morales kun omkring 15.000 anmeldelser, hvoraf 94% er været positive. 

Hvordan kan et lille indie-spil om en midaldrende dykker være så godt anmeldt? Og er det overhovedet din tid værd? Lad os finde ud af det lige her.

Verdens bedste antihelt

I strandkanten på en liggestol med en drink i hånden, modtager Dave pludselig et opkald fra sin ven, Cobra. Cobra har nemlig lige åbnet en sushi-restaurant og vil gerne have, at Dave kommer og fanger nogle fisk som kokken kan tilberede.
 
Dave takker ja, og flyver hen til Cobra og sushi-restauranten, der kommer til at vende op og ned på Daves tilværelse.
 
Historien er lineær og simpel, men gang på gang overrasker den med skøre karakterer og påfund. Sushi-kokken, Bancho, er en af de bedste i verden, men føler, at hans madlavning er misforstået af omverdenen. Våbenhandleren Duff, som opgraderer Daves våben, ligger i ske med sin waifu-bodypude og er kæmpe anime-fan.
 
Og så har vi Dave. Dave er verdens bedste antihelt. Selvom drøjden ikke er, hvad den har været, så fejler modet og omstillingsparatheden intet.  For hver dag der går i spillet, bliver man mere og mere knyttet til karaktererne, fordi de alle er elskværdige på hver sin facon.

Gameplayet der bliver ved med at give

Gameplay-mæssigt er Dave The Diver et unikum. Selve loopet er, at man skal dykke ned i havet om morgenen og eftermiddagen for at fange fisk. Disse fisk bliver brugt, når man om aftenen skal bestyre sushi-restauranten. Med bestyre mener jeg, at Dave skal udvælge dagens menu, hyre nye ansatte og servere øl og sushi for gæsterne.
 
Det kan på papiret lyde utroligt ensformigt, men gameplayet bliver ved med at bygge på loopet hele tiden, så det aldrig bliver kedeligt. Hverken det at udforske havet eller at servere nye fisk for dine gæster.
 
De penge, man tjener i restauranten, kan bruges til at opgradere Daves dykkerudstyr eller til at købe nye våben. Men pludselig ændrer spillet sig også til også at være et farming sim. Her skal du nu skal dyrke egne ris og grøntsager til din sushi.
 
Når man har en spilsession på omkring 2 timer, er spillet et helt andet, end da man startede. Det er sublimt pacet, fordi udviklerne har forstået, hvad spillet gør godt, og viderebygger dette med andre velovervejede ting. Fx alle de side-quests man skal lave er altid knyttet til det primære gameplay-loop. 
 
Dermed taber spillet aldrig spilleren, hvilket er fantastisk at være en del af. Det er et spil, hvor man har lyst til mere, og man får mere.

Årets indiespil 2023

Der er utroligt mange højdepunkter i Dave The Diver, og det er svært at vælge de bedste ud. De cutscener som nogle af karaktererne har er over-the-top, men det passer så perfekt ind i verdenen. Det er dejligt uprætentiøst, og spillet formår at få meget ud af lidt.

Ligesom Hades var indflydelsesrigt på Roguelite-genren, så kommer Dave The Diver også til at præge indiespil fremover. Jeg vil æde min egen neopren-sko, hvis det ikke gør. 

Hvis man skal cherrypicke de mangler som spillet har, så kan gameplay-loopet i få perioder føles ensformigt. Men ligeså hurtigt man når at tænke tanken, ligeså hurtigt smider spillet et af sin mange trumfkort på bordet. 

Jeg bliver nødt til at kalde den allerede nu. Dave The Diver bliver årets indiespil i 2023… medmindre Hollow Knight: Silksong når at udkomme.

Konklusion

For mig er Dave The Diver årets indiespil i 2023. Med et simpelt gameplay-loop, der bliver ved at overraske og give, havde jeg svært ved at lægge det fra mig efter at have gennemført det.

Det skøre og karikerede persongalleri gør, at man altid sidder med et smil på læben over de fjollede påfund og sjove cutscener. Med en gennemførselstid på omkring 22 timer og en pris på 150 kroner, vil jeg anbefale alle, ung som gammel, dykker som ikke-dykker, at prøve Dave The Diver.

Den positive respons spillet har fået både i medier og på Steam er fortjent. Faktisk synes jeg det er mere end fortjent. Og af den grund kan jeg ikke andet end at give Dave The Diver 6 ud af 6 kæmpestore pixelhjerter.

Udvikler/Udgiver: MINTROCKET
Tilgængelige platforme: PC
Anmelder: Emil Øgaard

Kopi suppleret af udvikler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Gaming