Af Christian Riis Jensen
Black Ops 6 et pragteksemplar på alt hvad der gør Call of Duty til nok det bedste ”arkade-” FPS-skydespil på markedet. Hvis du kender Call of Duty franchisen og du kender Black Ops serien, så ved du mere eller mindre, hvad du har i vente. Der er fuld fart på, masser af content og det er god underholdning, men du skal ikke forvente at blive blæst bagover.
Kampagnen
Kampagnens historie foregår i 1991 efter den kolde krig, som var titlen på sidste Black Ops spil. I ægte Black Ops stil, er du nødt til at gå under jorden for at jagte en ondsindet militærgruppe som truer verdensfreden, mens man flygter fra de amerikanske myndigheder, som er blevet narret til at tro, at du er farlig. Det er en helt klassisk historie, som alligevel formår løbende at gemme på lidt overraskelser.
Black Ops 6’s kampagne er ikke den bedste Call of Duty kampagne nogensinde, men den er ærligt talt temmelig solid. Langt størstedelen af tiden spiller man som William ”Case” Calderon, der sammen med en flok elitesoldater skal finde ud af, hvad den mystiske militærgruppe Pantheon pønser på. Historien i sin helhed er ikke særligt mindeværdig, – især ikke den sidste fjerdedel, – men gameplayet hiver underholdningsværdien markant op. Man bliver løbende smidt ind i Hollywood-agtige scenarier, hvor man både oplever at skulle snige sig rundt, lege en-mands-hær eller udkæmpe episke krigskampe.
Mod al forventning, er de absolutte højdepunkter af kampagnen dets horror elementer. Ja, du hørte helt rigtigt: horror. I en Call of Duty kampagne. Uden at spoile for meget, så fik jeg seriøs paranoia, så snart det gik op for mig, at jeg stod i en ”wheeping angels” -agtig situation. Det er første gang, at jeg har oplevet så effektive horror elementer blive brugt i et spil som ikke er et udpræget gyserspil.
Multiplayer
Black Ops 6 disker på udgivelsesdagen op med hele 12 spritnye baner! Det lyder meget flot, når de reklamerer med det sådan, men en håndfuld af dem er til gengæld også nogle af de ringeste multiplayer baner, jeg nogensinde har spillet. Så snart banernes layout bevæger sig en smule væk fra den klassiske ”3 lane” struktur, dukker der spandevis af problemer op. Problemer der ødelægger det sjove ved spillet. For eksempel unødvendigt store baner som ”Red Card”, som i bund og grund bare er kedelig at spille.
Gameplayet i multiplayeren føles klassisk og poleret. Det virker lidt som om, at der er taget et skridt tilbage for så at tage et skridt i en fornuftig retning. Måske er det fordi, at vi er tidligt i spillets levetid, og de hardcore spillere ikke har fundet det ultimative ”sweaty” loadout endnu; men der er faktisk ikke så meget bullshit. ”Time to kill” – altså tiden det tager fra, at du begynder at skyde, til at modstanderen er død, – er virkelig fornuftig. Jeg har i hvert fald endnu ikke oplevet noget som var decideret bullshit. Endnu.
Til gengæld skal jeg da lige love for, at der er skruet maksimalt op for, hvor meget ”skill based matchmaking” afgør, hvor hardcore en lobby man bliver smidt ind i. Det kan til tider føles som om, at hvis du bare har haft én god kamp, så får du røven på komedie i den næste.
Omni-movement er Call of Duty’s spritnye bevægelsesmekanik, som har været deres største selling-point for Black Ops 6. Det har været spændende at finde ud af, om det bare er en åndssvag gimmick eller faktisk er en opgradering til gameplayet. Og det fungerer faktisk langt bedre end forventet. For en arkade-shooter som Call of Duty, så er omni-movement et genialt krydderi til gameplayet. Man kan både sprinte frem, tilbage og til siderne; for så at kaste sig som helten i en actionfilm, mens man skyder. Det er en mega fed følelse, når man selv lykkes med det, og det ser vildt intimiderende ud, når andre gør det.
Zombies
Siden Black Ops Cold War, som i min optik havde den bedste Zombies gamemode nogensinde, så har det været voldsomt ned ad bakke i de seneste Call of Duty titler. Vanguard missede skiven fuldstændigt med sit ”okkulte” tema, og Modern Warfare 3 havde den hidtil mest forglemmelige Zombiemode til dato. Activision annoncerede, at Black Ops 6 ville vende tilbage til ”turn based” Zombies, og den beslutning faldt i rigtig god jord hos de inkarnerede fans af Zombies.
Jeg tror ikke, at det er for meget at sige, at de har ramt den lige i røven! Ved udgivelsen er der allerede to vidt forskellige maps tilgængeligt, der har hver deres intense ”quest” med boss fights, sjove easter eggs og et virvar af spillemuligheder. ”Liberty Falls” virker som den nemme af de to, hvor ”Terminus” er en mere traditionel Zombies bane og giver dig en mærkbar udfordring. Desuden er Gobblegum maskinerne fra Black Ops 3 tilbage! Selvom man skal lige vænne sig til dem, så er de indtil videre en ganske fin tilføjelse til en allerede velfungerende Zombiemode.
Konklusion
Folk der køber Call of Duty spil ved godt, hvad de er ude efter. Udviklerne kender deres fan- og spillebase ret godt, så de ved også, hvad deres fans vil have, og det får de. Det er en helt klassisk Call of Duty titel, som på ingen måde udfordrer genren eller forsøger på at opfinde den dybe tallerken. Tværtimod, så har de beholdt de dele af gameplayet som fungerer bedst fra tidligere titler og ellers brugt tid på at polere dem. Omni-movement kommer ikke til at revolutionere FPS-genren, men fordi det er så velfungerende, så er det alligevel en ret fed tilføjelse.
Zombiemode hiver den endelige karakter massivt op. Det har været ekstremt fedt at samle nogle gutter og have muligheden for at spille en velfungerende zombiemode igen. Vi har virkelig hygget os med at finde små skjulte hemmeligheder rundt omkring i de to baner, eksperimentere med Gobblegums, klare easter eggs, osv. Hverken mine kammerater eller jeg har klaret alt ”bonus content” til Zombies endnu, men selv når det engang er lykkedes, så er der stadig masser af underholdning tilbage.
Udvikler | Udgiver: Treyarch, Infinity Ward | Activision
Tilgængelige platforme: PS5, Xbox Series X|S, PC
Platform spillet på: PC
Anmelder: Christian Riis Jensen
Skriv et svar