Anmeldelse | Brok the InvestiGator

Savner du en god gammeldags “point n’ click adventure” oplevelse med et noget specielt twist? Så er ‘Brok The InvestiGator’ et rigtig godt bud.

Mere end bare et typisk point n’ click adventure.

Savner du en god gammeldags “point n’ click adventure” oplevelse med et noget specielt twist? Så er ‘Brok The InvestiGator’ et rigtig godt bud.  

Spillet er udviklet af COWCAT Games og udkom til PC tilbage i 2022, men nu er det altså blevet tid til konsolfolket får lov at prøve kræfter med det genrebrydende indiespil, og turen over til stuefjernsynet gør sig rigtig fint.  

Dystopisk eventyr

I spillet tager du rollen som deltids detektiven Brok og hans stedsøn Graff, som begge gør sit bedste for at gebærde sig i den dystopiske fremtid spillet finder sted i. Robotter har gradvist overtaget befolkningens arbejde og luften er så forurenet, at beboerne må indtage en daglig pille for at modvirke giften, der kontant figurere som samfundets usynlig dræber. Klasseforskellen spiller i den grad også en kæmpe faktor i spillets historie, og de rige kan bryste sig af fordelen ved at være skærmet fra giftens værste effekter ved at bo under en stor kuppel, imens de fattige er forvist til den barske natur. 

Det første indtryk, som møder én i spillet, er den grafiske stil, som leder tankerne hen på 90’ernes Disneyshow hvor især ‘Luftens Helte’ lader til at være en stor inspirationskilde. Der er absolut ikke en finger at sætte på spillets animationer, og selvom at baggrunde og spillets UI halter en smule, så passer det hele rigtig fint sammen, og vækker aldrig frustrationer. 

Spillets historie vil jeg lade jer selv om at udforske, men gameplaymæssigt har vi at gøre med et klassisk point’ n’ click, hvor Brok og Graff skal løse div. puzzles, og mysterier. Eller har vi? 

Mere end man kunne forvente

‘Brok the InvestiGator’ byder nemlig på meget mere end hvad man normalt kan forvente sig af en sådan titel. Udover f.eks. at finde en nøgle der låser op for en dør, kan man i Brok oftest vælge en alternativ mulighed som manifesterer sig i voldelige løsninger. Ønsker du i stedet at tæske døren ind, i stedet for at bruge de små grå, så er der mulighed for det langt hen ad vejen. Spillet markedsfører nemlig sig selv, ret så humoristisk, som et “punch n’ click” spil.  

Træt af at skulle finde en løsning for at komme forbi dørvagten? Giv ham nogle tæsk. Irriteret over din højrøvede klassekammerat, brug dine næver! Det lyder måske som en let vej uden om spillets udfordringer og det er det ofte også, men der er mening med galskaben. 

Historien bliver nemlig påvirket af dine valg, og her er der ikke snak om meningsløse ændringer på historien. Alle valg og løsninger lader til at have store konsekvenser for Brok og Graffs færd, og det skaber enormt nervepirrende situationer, hvor man virkelig sidder og overvejer ens næste træk nøje. Spillet indeholder også, intet mindre end, 11 slutninger som markant skiller sig ud fra hinanden. Det er faktisk ret imponerende for et så lille studie at opnå så højt niveau af storybranching.

Tager dig ikke for meget ved hånden

Det er dog oftest den hjernebrydende vej som betegnes som den “rigtige” og undervejs i spillet kan man finde små klistermærker, der fungerer som hint-tokens. Dvs. at hvis man sidder fast i en sektion af spillet, så kan man bruge disse for at få små ledetråde til hvad ens næste træk burde være. Det bliver aldrig for konkret efter første hint, og man får stadig følelsen af at have løst opgaven på egen hånd i modsætning til hvis vi havde at gøre med en “trin for trin” guide. Det er et stort plus i min bog. 

Spiloplevelsen bliver dog en smule sammenpresset mod slutningen, hvor man føler historien burde have haft et ekstra kapital for at give plads til den fulde indlevelse af spillets klimaks. Dertil er kampsekvenserne i spillet, når det ikke involverer puzzle-løsning, ret intetsigende og føles som ligegyldig pengefarming eller fyld.  

Udover beat ‘em up og point n’ click, så bydes der faktisk også på et tredje element, og det er spillets krydsforhør sektionerne. Her skal Brok i bedste Pheonix Wright stil sammensætte forskellige spor for at drage konklusioner, der peger i retningen af hvem den skyldige i den nuværende situation viser sig at være. Som andre dele i spillet, så kan udfaldene hér være mange, og igen påvirke spillets gang alt afhængig af hvem du i sidste ende peger fingeren imod, når det kommer til f.eks. morder og motiv. Desværre bliver funktionen ikke brugt nær så mange gange som forventet, og igen lider spillet under at føles en smule for tætpakket. Selvom netop de spilsektioner er underholdende og konsekvensfyldte, så føles det desværre som, at der deri ligger en stor bunke uudnyttet potentiale for endnu mere underholdning. 

Konklusion

Alt i alt, så er Brok The InvestiGator et rigtig fornuftigt spil. Det er underholdende fra start til slut, omend med lidt klodset pacing. Stilen er fyldt med charme og stemmeskuespillet ligeså. Der er ingen tvivl om der er plads til forbedring, men de ca. 15 timers morskab man kan presse ud af oplevelsen i første gennemspilning, ej at forglemme den store replay value, er ikke til at kimse ad. Er du til et solidt adventurespil, så er det bestemt at finde hér, på trods af et lidt for tætpakket eventyr. 

Jeg vælger at give ‘Brok the InvestiGator’ fire ud af seks pixelhjerter. 

[+] Animationer & historieforgrening
[+] Fornuftige puzzles & hintsystem
[-] For sammenpresset oplevelse
[-] Ligegydigt fyld ift. kampsektioner

Udvikler/Udgiver: COWCAT Games
Tilgængelige platforme: Xbox Series X|S, Xbox One, Playstation 4, Playstation 5, Nintendo Switch, PC
Platform spillet på: Xbox Series X
Anmelder: Thomas Riis

Kopi suppleret af udgiver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Anmeldelser