Anmeldelse | Blanc

Blanc er bestemt ikke et spil for alle, men hvis du kan lide artstyle’en og bare ønsker en meget hyggelig og hjertevarm fornøjelse, så kan jeg kun anbefale at prøve det.

Så er det tid til Blanc anmeldelse.

Blanc er et simpelt 3D puzzle adventure spil, der er rigtig velegnet til en gang co-op hygge, men som også sagtens kan spilles i single player mode.

Spillet åbner op til en snedækket verden, hvor en lille sort ulveunge stikker hovedet frem af en snedrive. Den er blevet væk fra dens familie og begiver sig alene ud i verden. Inden længe møder den unge ulv en hjortekalv, der er i samme situation. De to unge dyr følges ad og langsomt finder de ud af at arbejde sammen for at overkomme de forhindringer, der er på deres vej mens de følger i sporet af deres respektive familier.

Blanc er meget minimalistisk. Der er ingen fortæller eller dialog og kun få prompter, som man kan slå fra, hvis man gerne vil have en mere cinematisk oplevelse. Hele historien bliver fortalt gennem små søde cutscener og flot musik. Desuden ses den simple stil afspejlet i alt lige fra design af karaktererne og deres omgivelser, til musikken der bruges sparsomt men effektivt, til controls’ne. I co-op mode har styrer hver spiller en af de unge dyr, og der er kun bevægelse og to knapper at holde styr på for hver spiller. Det er lidt vanskeligere at kontrollere begge dyr på en gang, når man spiller alene, men det er på ingen måde umuligt. Du kan til en hver tid skifte mellem co-op og single mode, og det er lige ledes hurtigt og nemt at bytte karakterer.

I starten af spillet kan du kun gå, før du lærer at løbe og siden hen hoppe. Derefter får hver karakter to unikke mekanikker som de kan udføre for at løse en opgave. Ulven kan trække ting, som for eksempel grene af vejen og bide reb over, mens hjorten kan skubbe kasser og hjælpe ulven til at hoppe op på platforme, der ellers er for høje for dens kortere ben.

Blanc er delt op i 10 kapitler og der er en auto-save funktion, men der er ingen mulighed for selv at gemme. Det føles dog ikke mangelfuldt, at man ikke kan gemme, for er ikke nogen timer, der tikker ned og dikterer hvor hurtigt du skal klare en opgave, og der er heller ingen fjender eller farer, som kan slå dig ihjel. Du kommer med andre ord aldrig til at se en ’game over’ meddelelse i Blanc. Din største fjende er faktisk kameraet, der forsøger at dreje rundt for at vise vejen frem, samtidig med at holde begge karakterer i fokus. Det lykkes ikke altid helt og det kan godt være lettere desorienterende, eftersom karakterernes styring altid er i forhold til kameraet. Men der er som sagt ingen negative konsekvenser ved at sætte farten ned og finde den rigtige pejling, inden du fortsætter.

Det er altså meget simpelt gameplay og der er ingen gemte hemmeligheder, som man skal finde eller små belønninger for at udforske omgivelserne. Blanc kan derfor nemt gennemføres på under to timer. Det virker måske rigtig kort til et spil, men i stedet for at føles mangelfuldt og tomt, så føles det som et bevist valg fra spiludviklernes side, der passer 100% til den minimalistiske stil. Blanc er et spil, som ved, hvad dets stærke sider er, og det prøver ikke at oppuste sin spilletid med ligegyldige elementer. Det holder hele tiden fokusset på, hvad der er mest vigtigt; en sød historie, om to venner, der hjælper hinanden og andre, imens de leder efter deres familier.

De eneste problemer, som jeg oplevede, var som tidligere nævnt kameraet, der kunne være underligt placeret, hvor det enten var lidt langt væk fra ting, som jeg gerne ville se eller forgrundselementer, der fyldte næsten hele skærmen. Desuden blev jeg også soft-locked en enkelt gang, hvor min karakter ikke kunne sigte på en platform og derfor kunne jeg ikke komme videre. Heldigvis sørgede auto-saven for, at jeg ikke behøvede at gentage alt for meget af kapitlet.

Blanc er bestemt ikke et spil for alle, men hvis du kan lide artstyle’en og bare ønsker en meget hyggelig og hjertevarm fornøjelse, så kan jeg kun anbefale at prøve det.

Jeg giver det 4 ud af 6 Pixel hjerter.

[+] Sødt og simpelt

[-] Kameraet er nogle gange et problem

Udvikler/Udgiver: Casus Ludi | Gearbox Publishing
Tilgængelige platforme: Nintendo Switch, PC
Platform spillet på: Nintendo Switch
Anmelder: Libbe Bjerknæs

Kopi suppleret af udgiver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Anmeldelser