En forfrossen toer.
Gysergenren har et lidt blakket ry, når det kommer til efterfølgere. Alt for ofte ender de med at skuffe – eller i værste fald direkte ødelægge det, der gjorde originalen så god. Tænk bare på Halloween 2, Exorcist II: The Heretic eller The Rage: Carrie 2. Men heldigvis er der også undtagelser, som Bride of Frankenstein, Evil Dead 2 og Aliens, der viser, at en opfølger kan løfte arven på en fantastisk måde.
Desværre placerer Black Phone 2 sig ikke blandt de gode eksempler. Den lander i stedet i den første kategori.
Forsøget på handlingen
Fire år efter begivenhederne i den første film er Finney (Mason Thames) nu 17 år og har trukket sig væk fra sine nærmeste. Hans 15-årige søster, Gwen (Madeleine McGraw), begynder at få skræmmende visioner om døde børn ved Alpine Lake, en kristen sommerlejr. Overbevist om, at hun må finde ud af, hvad der foregår, overtaler Gwen sin bror og Ernesto (Miguel Mora), bror til et af The Grabbers tidligere ofre, Robin, til at tage med til lejren. De melder sig som deltagere i vinterlejrens rådgiveruddannelse som et påskud, men det står hurtigt klart, at The Grabber har en mørk fortid knyttet til Alpine Lake. Og som om det ikke var nok, rækker han nu ud fra graven for at hjemsøge Finney og Gwen endnu en gang.
I en af Gwens visioner besvarer hun et mystisk opkald og hører stemmen af sin mor som ung i den anden ende. Det viser sig, at hendes mor også havde visioner om frosne børn mange år tidligere. Denne forbindelse på tværs af tid og rum fører Gwen, Finney og Gwens nye kæreste, Ernesto, til vinterlejren Alpine Lake, hvor deres mor arbejdede som rådgiver i 1950’erne. Trioen ankommer midt i en snestorm og finder sig selv næsten alene med lejrlederen (Demian Bichir), hans niece Mustang (Arianna Rivas) og to andre ansatte. Sammen forsøger de at forstå, hvad Gwens visioner prøver at fortælle dem om stedet, og hvordan det hele hænger sammen med legenden om The Grabber og den fortsatte trussel, han stadig udgør.
Traumatiserende skuespil
Mens den første film udspillede sig i 1978, foregår Black Phone 2 i 1982, få år efter at Finney overlevede og dræbte The Grabber. Finney er stadig mærket af traumet, og Mason Thames formår at indfange den vrede og frustration, der ofte følger med overlevelse. Men desværre retter Finney nu sin smerte mod andre børn og dulmer den med marihuana, mens han forsøger at ignorere de telefonopkald, der stadig ringer og kræver hans opmærksomhed. Selvom Finney stadig spiller en vigtig rolle, er det faktisk Gwen (Madeleine McGraw), der driver fortællingen denne gang. Hendes skræmmende visioner viser lemlæstede børn under frosne søer, der ridser bogstaver i isen over dem. Hun hører også en telefon ringe i sine mareridt, som er skildret i en kornet Super 8-stil, der vækker minder om 80’ernes hjemmevideoer.
Efterfølgeren mister dog hurtigt den første films intense og stramme fortælling. I stedet får vi overnaturlige effekter og action, der minder om noget fra The Conjuring. Når filmen er bedst, er den faktisk mere skræmmende end sin forgænger, men alt for ofte falder den i fælden med overdreven action og fjollethed – noget Derrickson og Cargill ellers undgik i originalen.
Instruktør Scott Derrickson og manuskriptforfatter C. Robert Cargills The Black Phone var en af de mest vellykkede gyserfilm fra 2020’erne. Kompakt, lagdelt og virkelig skræmmende – den satte en høj standard for duoen bag Sinister og Doctor Strange. Derfor føles det som et risikabelt projekt at lave en efterfølger, og desværre taler resultatet da også for sig selv.
Når første gang er lykkens gang
Jeg var virkelig glad for den første film. Der var en ægte, nostalgisk melankoli og en rørende forbindelse mellem de to søskende. Nu er de lidt forunderligt blevet til en hashrygende storebror (Mason Thames), der slår på tæven, og en ængstelig lillesøster (Madeleine McGraw). Det føles ikke helt troværdigt.
The Grabber, igen spillet af Ethan Hawke, er denne gang reduceret til en slags spøgelse i stil med Freddy Krueger, der hele filmen igennem bærer sin maske. Det er en skam, for det betyder, at vi mister muligheden for at opleve Hawkes spil, som gjorde rollen så interessant i den første film. Ærligt talt kunne rollen lige så godt nu være spillet af en billigere skuespiller.
Det føles faktisk lidt som om, at instruktør Scott Derrickson og manuskriptforfatter C. Robert Cargill er mere optagede af at hylde 80’ernes horrorfilm, deres stil og tidsånd (vi taler koncertbilletter til Duran Duran), end af at skabe en helstøbt fortælling. Resultatet bliver desværre en lidt halvfærdig blanding af A Nightmare on Elm Street, Fredag den 13. (selvfølgelig skal hele holdet udslettes på en lejr) og kultklassikeren Curtains fra 1983 (morderen på glatis).
Og som om det ikke var nok, smider de også en religiøs Piper Laurie-type karakter ind, som vi kender fra Carrie. Her spilles rollen af Maev Beaty, der gør gør sit for at kanalisere den helt rette stemning.
Slutteligt
Hvis du er en del af Generation Z og ikke har set de originale 80’er-klassikere, kan det være, du vil finde noget at nyde her. Ellers kan du måske bare vente på en eventuel tredje film, der sikkert vil foregå i 90’erne og involvere mobiltelefoner for at forklare historien.
