James Cameron imponerer fortsat med teknisk magi og følelsesmæssig tyngde, men tredje kapitel i Avatar-sagaen mangler modet til for alvor at bevæge sig nye steder hen.
Avatar: Fire and Ash udspiller sig umiddelbart efter slutningen af ‘The Way of Water’, hvor Sully-familien – ledet af Sam Worthingtons Jake Sully og Zoe Saldañas Neytiri – nu lever blandt vand-stammen, men er i dyb sorg over tabet af deres ældste søn, Neteyam. De får dog ikke lang tid til at sørge, før Quaritch (Stephen Lang) – skurken fra de to foregående film – igen forstyrrer freden. Denne gang slår han sig sammen med det ild-elskende askefolk, ledet af høvdingen Varang (Oona Chaplin), som bruger ild til at skabe frygt og underkastelse.
Et teknisk mesterværk uden synlige sprækker
Filmen introducerer os til den samme genkendelige verden, som vi allerede kender fra de to første film. James Cameron fortsætter med at imponere og begejstre med sin tekniske kunnen og formår at skabe et univers, der fremstår fejlfrit på det visuelle plan. Pandora er fortsat betagende, og filmen udnytter 3D-effekterne til fulde.
Actionsekvenserne er endnu et område, hvor Cameron gang på gang beviser sit mesterskab. Fra Terminator til Aliens har han vist sit talent for spektakulær action, og Avatar er ingen undtagelse. Fire and Ash føjer endnu et kapitel til hans i forvejen imponerende filmografi.
Filmen holder fast i seriens stærke tematikker om familierelationer, og flere gange finder jeg mig selv oprigtigt berørt. Cameron har fortsat noget på hjerte om menneskehedens behandling af naturen – et budskab, der har været centralt i serien fra begyndelsen – og det står stadig stærkt her.
En historie, der gentager sig selv
Men hvad den tredje film i rækken har af teknisk kunnen, mangler den desværre i sin historie. Fire and Ash minder for meget om sin forgænger, og faktisk har den flere dele af sig, som virker direkte kopieret af af tidligere scener. Cameron genbruger derfor for meget fra en historie vi allerede har været vidne til. 3’eren formår ikke at bygge naturligt videre fra sin forgænger og betræde ny jord, som ikke allerede er gjort før.
Men hvor den tredje film imponerer teknisk, halter den desværre på historien. Fire and Ash minder for meget om sin forgænger, og flere elementer føles som direkte gentagelser af tidligere scener. Cameron genbruger i for høj grad en fortælling, vi allerede har set udfolde sig. Filmen formår ikke for alvor at bygge naturligt videre på forgængeren eller betræde nyt narrativt land.
Cameron træder derfor vande og tilføjer kun enkelte nye mytologiske elementer til franchisen. Det er ærgerligt, for de udvidelser, der faktisk introduceres – særligt omkring Sigourney Weavers karakter Kiri – er blandt filmens mest spændende aspekter.
Hvor serien bevæger sig hen herfra, står derfor en smule uklart for mig.
Stadig skabt til det store lærred
Ikke desto mindre bliver James Cameron ved med at levere nogle af de mest imponerende filmoplevelser, der er skabt til det store lærred.
Avatar: Fire and Ash er både visuelt fascinerende og emotionelt rørende i sine tematikker om familie, vores plads i verden og forholdet til naturen. Selvom filmen indtil videre fremstår som det svageste led i franchisen, er Pandora stadig et univers, man igen og igen lader sig opsluge af.
