Atlas Fallen er et action og adventure-RPG spil fra udviklerne Deck13, der byder på sand-surfing og episke kampe mod kæmpestore sandmonstre. Du spiller som en såkaldt ”unnamed”, hvilket er et slavefolk, hvis medlemmer er dømt for ringe og usle til at have et navn. Der sker dog det, at du finder en handske – eller ”gauntlet” – som er bosat af en mystisk ånd og rummer magiske kræfter. Med den magiske handske på og ånden som din guide, bevæger du dig ud i en sanddækket og monsterfyldt verden, hvor det er op til dig og dine nye kræfter at tage kampen op mod den magtfulde og tyranniske gud Thelos, som befolkningen enten tilbeder eller hader.
Genialt gameplay
I begyndelsen skal man gå lidt rundt omkring uden særlige kræfter, men så snart man får handsken på, så begynder festen for alvor. Den primære måde at komme rundt i verden på, er ved at surfe på sand. Man løber almindeligt på jord og sten, men så snart der er sand i syne, så kan man surfe på det. Det er lige så skørt som det lyder, men det fungerer overraskende godt. Spillets verden er åben, indbydende at se på og ikke mindst befængt med store, endnu større og kolossale sandmonstre. Så mens man surfer rundt, kan man nemt løbe ind i det ene eller andet monster på sin vej, og det bringer mig til spillets absolutte højdepunkt.
For kampmekanikken i spillet er så underholdende, at jeg personligt ofte tog kampen op, når jeg surfede forbi et monster; bare fordi jeg kunne. Med handsken har man to primære våben, – enten en økse, spidsen af et spyd på et reb eller kløer, – en række abilities og en perk. Alle tingene kan skiftes imellem efter behov eller præference. Almindelige angreb med de to våben lader momentum op, hvilket udløser angrebs- eller forsvars-abilities, og ens perk er egnet til at hele liv. Hvis man får samlet nok momentum, kan man lave et ”shatter”, – en slags ”ultimate ability”, – og den gør herre nas på monstrene.
Det blev aldrig for ensformigt eller repetitivt, for når man først går i kamp, er der ikke kun én måde at gå til det på. Der er rigeligt med tilgangsmetoder. Man kan kombinere sine abilities med typer af perks og gear, man kan bruge minions som foder for at lade momentum op til et ”shatter”, man kan bruge løs af sit momentum og spamme de billigste abilities, osv. osv. osv.
Man bliver også nødt til at tage højde for, hvor enormt forskellige monstrene er. De både står, flyver, dykker ned i sandet, sætter fælder og meget mere. Derudover har de forskellige abilities, angrebsmønstre, tempo og svagheder. Derfor kan det betale sig at lære monstrenes forskellige angreb og abilities at kende, for det gjaldt oftest for mig om at parere eller blokere monstrenes angreb med den rigtige timing. For efter tre veltimede blokeringer i streg bliver de krystalliserede, og så skal man bare give den gas.
Blandet kvalitet
Der er desværre mere end en håndfuld ting, som Atlas Fallen ikke er lykkedes spor godt med. Først og fremmest, så er historiefortællingen noget makværk. Selve historien fejler som sådan ikke noget, selvom den er ret generisk, men formidlingen af den er ringe. Kvaliteten af stemmeskuespil varierer fra decideret dårlig til fremragende, men det kan nogle gange være godt det samme, for karaktererne har ingen ansigtsudtryk. Selv hvis replikkerne bliver leveret på storslået vis med mange følelser involveret, så står karaktererne alligevel bare og vifter lidt med armene, mens de taler med et kontant følelsestomt stoneface. Derfor blev historien for mit eget vedkommende mere eller mindre ligegyldig, og de fleste dialoger blev sprunget over.
Man fornemmer hurtigt, hvilke aspekter af spillet, som udviklerne har brugt flest kræfter på, og hvilke der er blevet negligeret. De bedste sider af spillet står skarpt og poleret, hvilket i høj grad fremhæver de mindre velskabte sider af spillet, som desværre kommer til at stå i kontrast. Faktisk oplevede jeg, at den mest polerede del af spillet også var den times gameplay, som jeg fik lov at opleve et preview af i marts måned, da spillet stadig var i beta.
Dårlig optimering, glitches og bugs er heller ikke sjældne, og det er somme tider noget der ødelægger spiloplevelsen. Noget af det mest frustrerende, var når det gik ud over alt det, som spillet ellers havde kørende for sig. For eksempel, var det et hyppigt problem, hvis der var mange monstre til steder, at deres tilfældige angrebsmønstre og timinger gjorde, at man var fanget i et loop, hvor man tog skade, hver gang man havde rejst sig. Eller at usynlige vægge gjorde kameravinklerne mærkelige og uforudsigelige, så det blev umuligt at orientere sig, hvis man var trængt op i en krog. Desuden skete det også, at monstre bare forsvandt/despawnede midt i en kamp.
Oplevede især en mærkværdig glitch med de gudestatuer, der står rundt omkring, som man kan få en belønning for at smadre, hvis man løber ind i dem. Når statuen smadres, så udløser det af en eller anden årsag et ukontrollerbart spektakel, der nærmest kan sammenlignes med en kaotisk selvforskyldt bunke af for mange genstande der spawner på samme sted og glitcher ind i hinanden, i spillet Garry’s Mod. If you know, you know.
Konklusion
Først og fremmest, så skal Atlas Fallen have den ros det fortjener. For selvom det ikke er alt, som Atlas Fallen lykkes lige godt med, så er selve gameplayet gennemtænkt og fremragende udført. Det tætteste jeg kommer på en lignende spiloplevelse, hvor jeg nød bevægelses- og kampmekanikken så meget, at jeg kunne spilde flere timer på ingenting, var i Spider-Man til PS4. Med det sagt, så er den ulige sammenligning også effektiv til at se Atlas Fallen for, hvad det egentlig er. For de mange fejl og mangler går stærkt ud over den overordnede spiloplevelse. Der er ikke tale om en konkurrent til Game of the Year, men om innovative og velfungerende mekanikker, der gør spillet hver en krone værd. Atlas Fallen er langt fra et perfekt spil, men det er en kæmpe fornøjelse.
Anmelder: Christian Riis Jensen
Udgiver: Focus Entertainment
Udvikler: Deck13
Platforme: PC, Playstation 5, Xbox Series X|S
Kopi suppleret af udgiver
Skriv et svar