Videospil er et visuelt- og audio orienteret vindue ind i en anden verden. Vi kan drømme os væk til et fantastisk univers, og bruge timevis på ting, som ikke er mulige for os i virkeligheden. Der findes dog også spil der ønsker at belære spilleren gennem genre såsom sims samt edutainment, hvor virkelighed og fantasi flyder sammen.
“After Us” er et spil der sætter sig for at vise spilleren en fremtid, hvor forurening har haft en dyster konsekvens for menneskeligheden. Det er et emne der er meget omdiskuteret for tiden, og spørgsmålet er så, om spillet kan bære et sådant alvorligt emne, eller om det bukker under for sin egen hybris.
En verden uden mennesker
Historien starter i en ukendt fremtid, hvor menneskeheden er uddød. De er gået under på grund af deres overforbrug af jordens ressourcer, og nu skal du som en del af Moder natur, prøve at genoprette jordens dyreliv, ved at befri deres fortabte sjæle, og give energi tilbage til planeten.
Du spiller en navnløs pige, der fungerer som Moder Naturs fysiske form, og er i besiddelse af en slags “livsgnist”, der skal bruges til at finde og befri dyrenes sjæle rundt omkring i verden. Det er en historie der er rimelig simpel, men man fornemmer altid alvoren i ens mission, da dyrenes sjæle er blevet fanget af menneskers grådighed.
For den store miljø-orienteret pegefinger hænger tungt over dig som spiller, og bliver sjældent sænket gennem den knap 6 timer lange historie. Overalt ser du resultatet af overforbrug af jordens ressourcer, og det kan virke lidt tungt i længden. Men det skal siges at der er et lys for enden af tunnelen, da det er vældig tilfredsstillende at befri dyrenes sjæle. Og måske er der også håb, for at mennesker kan få en chance til.
Et musikalsk og visuelt eventyr
Det er særligt grafisk og visuelt at “After Us” brilliere, og spillet byder på et væld af variation i dets omgivelser. Du kommer til at skulle udforske golde ørkener, hvor du bliver angrebet af aggressive plastikposer, til strande og have der flyder over med skrald samt dødbringende fiskekroge.
Man kan sige at omgivelserne er både din bedste ven og værste fjender, da der er rig mulighed for at udforske efter dyrenes sjæle, og minder som er efterladt af de efterhånden uddøde mennesker. De mange områder er utroligt detaljeret, og det var ofte at jeg bare måtte stoppe op, lytte til musikken og blive transporteret til en anden verden uden at foretage mig noget.
Særligt musikken er der ikke noget at sætte en finger på. Den er bragende energisk, men samtidig roligt og melankolsk, når den skal være det. Du føler virkelig du vandre rundt i en verden, hvor du er helt alene. Samtidig varierer lydniveauet alt efter om du er under vandet, eller oppe på overfladen, hvilket kun træk mig endnu dybere ind i dets univers.
Desværre er spillets kort rimelig ubehjælpsomt. Selvom der er tale om et rimelig lineært univers, er det muligt for dig at redde dyrenes sjæle i den rækkefælge du vil. Der må jeg sige at spillets kort ikke gav mig særligt mange detaljer, og jeg brugte det kun til fast-travel, eller når jeg skulle se om der var noget jeg havde misset i første omgang.
Mere end bare en platformer
Spillet byder dog på lidt mere variation end andre platformere. Gennem din søgen efter de fortabte sjæle kommer du til at skulle løbe, hoppe og svæve gennem spillets baner, men der er også tegn på et kampsystem mod spillets store fjende: “The Devourers”.
Det er tomme skalle af mennesker, som er sultne efter din “livsgnist”, og som kun kan bekæmpes ved at sende lyset direkte igennem dem. Det var et rimelig simpelt kampsystem der ikke ændrede sig på noget tidspunkt gennem spillets historie, men de var heldigvis korte og ikke særligt mange.
Hvad man også kan bruge sin livsgnist til, er at interagere med ens omgivelser. Der er døre der skal åbnes, og små gåder der er unikke for hver bane. Det førte også til at jeg skulle bruge mine kendte evner på en ny og spændende måder for hvert område, og gav gameplay et ekstra skud liv.
Man kan også synge en lille sang, for at finde de mange sjæle, når nu spillets kort ikke er særlig behjælpeligt, og de mange fundne sjæle kan endda vinkes til eller klappes. Det havde absolut ingen effekt på gameplay eller historie, men det havde en sær pædagogisk effekt på mig som spiller, og gav et ekstra lag identitet og charme.
Konklusion
“After Us” kan virke en tand belærende med sin løftede pegefinger omkring vores påvirkning af jordens miljø, og dets ensformige kampsystem vil nok også virke noget trættende for nogle. Der var også få steder, hvor spillet skulle gemme, at det gik i stå i få sekunder som kunne virke irriterende.
Men det er intet imod det, som spillet gør rigtigt. Med en farverig og detaljeret grafik, smuk musik, varierende omgivelser sammenkædet med varierende gameplay og en historie med noget på hjertet fortalt på den helt rigtige tid, trækker “After Us” sig op på 5 ud af 6 pixelhjerter.
Udvikler | Udgiver: Piccolo Studio | Private Division
Tilgængelige platforme: PS5, Xbox Series X|S, PC
Platform spillet på: PS5
Anmelder: Kasper Pedersen
Skriv et svar