– i stedet føles de som to fremmede, der helst vil undgå hinanden
Drama, romance, fantasy – umiddelbart tre genrer, der vækker nysgerrighed. Smid en nytilkommen instruktør med et par indie-hits i mixet, krydr med to megastjerner, og man kunne forvente en åndelig efterfølger til Eternal Sunshine of the Spotless Mind for et nyt publikum. Men tro om igen.
A Big Bold Beautiful Journey er den nye fantasy-romance af den sydkoreanske instruktør Kogonada. Han hittede stort i 2021 med After Yang, der satte ham i samarbejde med Colin Farrell, og de to fortsætter nu samarbejdet. Desværre lader det til at blive kortvarigt.
Farrell spiller David, der skal til sin vens bryllup, men må låne en bil hos et udlejningsfirma, ejet af en mystisk dame (Phoebe Waller-Bridge, med varierende tysk accent) og mekanikeren, spillet med behagelig ro af Kevin Kline. Efter brylluppet mødes David og Sarah (Margot Robbie) igen, hvor de opdager, at de har lejet bil fra samme firma. Herfra sender bilens GPS dem ud på en mystisk rejse.
De bliver ledt til mærkværdige døre, placeret midt i ingenting, som fungerer som portaler til deres fortid. Her må de – hånd i hånd – se deres tidligere liv i øjnene og måske få chancen for at ændre deres fremtid. Dørene giver dem mulighed for at opleve hinandens minder og få en dybere forståelse af hinanden.
Konceptet er fantasifuldt, men karakterernes reaktioner er underligt flade. Når de træder ind i en dør for første gang, reagerer de knap nok. Selv havde jeg været i totalt uvidende chok, men Sarah spørger blot roligt: “Hvor er vi?”, hvorefter David tørt forklarer, at de befinder sig i et fyrtårn fra hans barndom.
Manglende kemi
Colin Farrell og Margot Robbie er to dygtige og karismatiske stjerner, men her falder deres kemi fuldstændig til jorden. Allerede fra deres første “meet-cute” føles dialogen tvungen, og intet virker naturligt.
Farrell virker fraværende, som om han trækker sig selv gennem filmen, mens Robbie degraderer sig selv til en præstation, der kunne ligne hendes første rolle nogensinde. Det virker håbløst, at Kogonada ikke har formået at få spillet til at klikke mellem sine megastjerner. For der er øjeblikke, hvor de hver især skinner: Robbie i scenen, hvor hun konfronterer sin mors tidlige død, og Farrell, når han spiller over for sit yngre, hjerteknuste jeg, er stærkt og rørende. Men så snart de er sammen, er kemien flad og påtaget.
Det hjælper heller ikke, at Robbies karakter Sarah er skrevet usympatisk. Hendes motivation er at flygte fra intime relationer, drevet af et selvdestruktivt jeg, der dvæler i fortiden. Ingen ydre konflikt har formet hende – det hele er hendes eget værk. Filmen stoler på, at Robbie er naturligt charmerende, men det redder hende ikke i længden.
Farrells karakter David er desuden kedelig. Han har forældre i røret, der beder ham om at være “åben”, og det virker som om, han tvinger sig selv til at kunne lide Sarah. Selv hans store fyrtårns-monolog fremstår forhastet – som om Farrell bare vil have scenen overstået for at komme til frokost.
En forspildt chance
Præmissen og idéen om den “store, modige rejse” har nok set spændende ud på papiret, men resultatet er fladt, prætentiøst og en mudret omgang selvhøjtidelig snak om kærlighed.
I jagten på at være anderledes end andre romantiske fortællinger, ender hovedkaraktererne som usympatiske og uinspirerende. Denne fantasyromance spilder mildest talt sine megastjerner.
