Anmeldelse │ Bramble: The Mountain King

Sverige er meget mere end Volvo, Abba og Emil fra Lønneberg. De laver også fantastiske spil!

Her kommer lige et hot take: Sverige er meget mere end Volvo, Abba og Emil fra Lønneberg.

Hvis man kigger på, hvilke spil, der er udviklet i vores naboland, kan jeg nævne Battlefield-spillene, Minecraft og It Takes Two. Generelt har spilindustrien gode forhold i Sverige, hvilket også kan ses på kvaliteten af de spil, der udvikles.

I dagens anmeldelse kigger jeg nærmere på Bramble: The Mountain King, der er et svensk indie-spil med en absurd god produktionsværdi. Om det er din tid værd, kan du finde ud af lige her.

Nøkken, skovfruen og andre folkesagn

Bramble: The Mountain King handler om lillebroren Olle, der vågner op fra et mareridt. Han opdager, at hans søster, der plejer at sove ved siden af, er kravlet ud af vinduet og gået ind i den mørke skov.
Søsteren, der hedder *ahem* Lillemor, bliver hurtigt genforenet med Olle, men ikke i lang tid. For i skoven lurer der kæmpe trolde, der tager små børn til fange.

Olles mission er derfor at finde sin søster, men også at undslippe alle skovens væsner og rædsler.

I Bramle: The Mountain King er der taget udgangspunkt i de nordiske folkesagn såsom Nøkken, Skovfruen og Lygtemanden. Hvert område i skoven fortæller hver sin historie om en af disse folkesagn. Selvom jeg allerede kendte til nogle af dem, så er eksekveringen af historierne utroligt veludført. Om man bliver luret ned til flodens bred af Nøkken eller er ved at blive dræbt af Skovfruen, så mærker man uhyggen helt ind under huden.

Det er netop opbygning af uhyggen og den klamme stemning, der gør at Bramble: The Mountain King fungerer virkelig godt. Undervejs har vi en fortællerstemme, der er med til at forankre det eventyrlige og det episke i historien. Fortællerstemmen bliver brugt effektivt til at grounde spilleren i spilverden, så man hele tiden er klar over, hvad der sker.

Det uhyggelige kommer endnu tydeligere til udtryk, da man også har nogle utroligt smukke sekvenser af en forårseng med dåer og vandløb, der risler blidt. Kontrasten kan man derfor tage og føle på, hvilket giver en god effekt.
Spillet går op i en højere enhed til sidst, hvor opbygningen af historien, musikken og gameplayet udgør en episk finale.

Men der er også nogle ting, der godt kunne være lidt skarpere

Olle og den lysende sten

Bramble: The Mountain King er en adventure-platformer med enkelte action-elementer. Der er taget en tydelig inspiration fra spil som Little Nightmares og Inside. Faktisk er nogle af de platforms-puzzles man skal klare direkte taget fra Inside fx en lydbølge-sekvens.

Selvom Bramble: The Mountain King er endnu klammere end Little Nightmares, så bliver gameplayet til tider lidt for ukonsekvent. Ved nogle af puzzles man skal løse, bliver den gameplay mechanic kun brugt én gang i spillet fx når man skal hyrde nogle gnomer ind i en fold.
Her savnede jeg, at man ved nogle puzzles i højere grad skruede op for kompleksiteten i stedet for at hurtigt springe videre til en ny spilsekvens.

Ved nogle af boss-kampene kan det også være svært at vide, hvad man egentligt skal for at klare dem. Dog når man endelig fatter det, så er boss-kampene faktisk ret underholdende. Især fordi der er en helt vanvittig god opbygning, hvor boss-kampen føles som en tilfredstillende forløsning på det hele.

Det med at finde nydelse i uhyggen er, hvad Bramble: The Mountain King gør utroligt godt. Spillet emmer af atmosfære, der er med til at gøre det unikt i forhold til andre spil. Det et spil jeg har fået gåsehud af ved de smukke sekvenser, men hvor koldsveden også rislede ned af ryggen ved de uhyggelige sekvenser.

En grafisk uncanny valley

Grafisk er spillet ret tydelig med, hvad den vil have spilleren til at føle. Nogle af de assets, der er blevet brugt har en uncanny valley-følelse til sig fx Olles karakter og nogle af de væsner man møder. Igen, så skaber dette en stærk kontrast til det, der ser helt normalt ud, hvilket tror jeg, er helt intentionelt.

Men nogle gange forstyrrer performance-mæssige ting grafikken, hvilket desværre går ud over oplevelsen. Jeg oplevede et par performance stutters, at være stuck i banen og nogle skygger, der glitchede. Det kan hive én ud af spiluniverset, men heldigvis er det sjældent, så det er ikke det største problem.

Til sidst vil jeg nævne den fremragende musik og lyddesign, som er i spillet. Lyddesignet er helt sublimt, og det sælger virkelig den atmosfære, der opbygges. Jeg vil anbefale, man bruger et par gode høretelefoner, når man spiller det, for at få hele oplevelsen med.

Musikken er produceret af Martin Wave, der også har lavet musik til World of Warcraft og John Wick. Derfor er han god til at lave grandiøst musik, hvilket absolut kommer til udtryk i sidste akt i spillet. Opbygningen i musikken og opbygningen i historien følger utroligt godt hinanden, hvilket skaber en form for symbiose. Dette kommer særligt til udtryk, når sangen Den Blomstertid Nu Kommen bliver afspillet.

Konklusion

Bramble: The Mountain King er en nyfortolkning af nogle af de mest uhyggelige, nordiske folkesagn, hvori stemning og atmosfære er med til at gøre det til et virkelig gennemført spil. Det er på niveau med Little Nightmares, hvis ikke nogle procenter bedre. Hvis du derfor er fan af denne genre, vil jeg give min varmeste anbefaling til dette spil.

Kontrasterne dyrkes til en overbevisende effekt, hvori det smukke giver gåsehud og det uhyggelige giver koldsved.

Dog har spillet også nogle performance-mæssige problemer og gameplay-mæssige begrænsninger, der kommer til at trække lidt ned.

Men alt i alt er Bramble: The Mountain King er positiv overraskelse og et af de bedste nordiske spil i nyere tid. Jeg giver det 5 ud af 6 pixelhjerter.

[+] Atmosfæren kan føles på

[+] Opbygningen i historien

[+] Musik og lyddesign

[–] Performance stutters

Udvikler/Udgiver: Dimfrost Studios/Merge Games
Tilgængelige platforme: PlayStation 4/5, Nintendo Switch, Xbox One, Xbox Series X/S og PC
Platform spillet på: PlayStation 5
Anmelder: Emil Øgaard

Kopi suppleret af udgiver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Anmeldelser