Gennem de seneste år har Capcom brugt nogenlunde den samme formel til at udvikle deres Resident Evil-spil. Uanset om det er de nyere titler eller en af de mange remakes, har de fortsat fundet ud af, hvad deres publikum vil have, og fundet det rette kompromis mellem det uhyggelige og det actionfyldte. Og i Resident Evil Requiem har de direkte slået fast, at spillet bliver 50/50 i hver stil. Med den nye hovedperson Grace Ashcroft til gyserdelene og veteranen Leon S. Kennedy, der tilbage til at sparke røv i actionsektionerne.
Som Capcom selv har udtalt, skyldes det, at Leon har været igennem det her så længe, at han ikke længere bliver skræmt. Derfor måtte en ny karakter på banen, og Grace er en dejlig tilføjelse til castet af RE-hovedpersoner. Hun er ikke den stærkeste eller den mest frygtløse, og derfor skal man gemme sig for de store monstre. De segmenter gør det til et af de mest nervepirrende Resident Evil-spil i serien.
Capcom har taget alt det, der fungerede fra det syvende spil og remaken af 2’eren, og brugt det til at gøre disse sektioner til en virkelig skræmmende oplevelse. Man skal dog ikke undervurdere Grace. Hun er fra FBI, så hun er ikke helt ufarlig. Hun har overlevelsesinstinkt, kan bruge en pistol og kan crafte skud og andre genstande. Ligesom i de andre spil begynder spillet at blive ret let, så snart du kan lave ammunition og helbredende genstande. Især fordi du denne gang blander ting med inficeret blod for at crafte – og blod er der mere end rigeligt af rundt omkring. Selv den meget kraftfulde Requiem-pistol, som Grace låner af Leon, lærer du hurtigt, hvornår det er mest nødvendigt at bruge – og hvornår du skal spare skuddene. Så selvom spillet i starten kan føles meget udfordrende, er det nemt at komme på benene og få styr på overlevelsen.
Når du når til Leons segmenter, er det – som nævnt før – mere action i bedste Resident Evil 4-stil. Han kan slå, sparke, bruge zombiernes tabte våben og selvfølgelig sit eget arsenal. Men lidt overraskende kan de mange zombier, du er oppe imod som Leon, betyde, at du får brugt mere ammunition, end du har til rådighed. Derfor skal du ofte skifte mellem de våben, du har, og måske finde ud af, hvad du føler dig mest sikker med, så du kan fokusere på opgraderinger og crafting. Spillet er dog heller ikke sparsomt med de credits, du optjener til at opgradere dine våben, og jeg endte med et fuldt arsenal med maksede opgraderinger.
Spillet har en fin balance mellem de to gameplay-stile. Jeg er personligt mere fan af Graces uhygge og stemning, da udfordringen ligger i at holde afstand og undgå at blive overmandet af for mange zombier. Leons actionprægede dele er spændende i sig selv, men uden at spoile er der nogle punkter, hvor det virker, som om udviklerne smed nogle gode elementer i idéhatten, som desværre hurtigt overstås og aldrig bringes tilbage igen. Graces gameplay-elementer får til gengæld mere vedvarende fokus. Det er dog ret sjovt, når du i et segment som Grace har kæmpet for at undgå et bestemt monster – og Leon så senere bare tager kampen op uden tøven.
Du har to muligheder for at spille spillet: førsteperson eller tredjeperson. Spillet har automatisk indstillet Grace og Leons perspektiver forskelligt. Det er også den bedste anbefaling, da de to kameravinkler ændrer på styringen, og det kan blive frustrerende, da det kæmper imod spillestilen. For eksempel fungerer Grace, der skal gemme sig fra monstre, bedst i førsteperson, hvor du selv kan kigge rundt om hjørner. I tredjeperson er kameraet låst på hendes højre side, så det er svært at kigge ud, uden at hun må bevæge sig helt ud af sit gemmested. Omvendt kan Leon i tredjeperson løbe i alle retninger uden at bevæge kameraet, hvilket gør det lettere at manøvrere rundt om fjender. I førsteperson skal du løbe i den retning, du kigger, og kan ikke bare dashe til siden. Det gør dig langsommere og giver flere blinde vinkler i de intense kampe. De nye perspektiver kan måske ses som en ekstra udfordring, hvis man er til det. Men jeg kan ikke anbefale at spille hele spillet med kameraindstillingerne byttet rundt.
Selvom spillet er gribende, uhyggeligt, hæsblæsende og nervepirrende, er historien desværre det svageste punkt. Graces og Leons rejse for at finde svaret på hovedmysteriet – blandt andet hvad Graces mor, Alyssa, forsøgte at skjule før sin død, og Leons egen mystiske tilstand – er meget gribende og byder på episke øjeblikke, der fængede mig gennem hele spillet. Men jeg fandt meget af plottet og tempoet uinteressant. Især spillets skurk, Victor Gideon, var virkelig skuffende og kedeligt bygget op. Uden at spoile dukker der senere i spillet noget virkelig interessant op, men det rejser samtidig spørgsmål, hvor jeg forvirret sad tilbage og prøvede at forstå, hvad meningen egentlig var, og hvorfor det overhovedet var med. Selvom jeg var tilfreds med spillets slutning, kan jeg ikke sige, at det er et spil, jeg vil huske lige så meget som min rejse gennem den monsterfyldte landsby eller den skræmmende flugt fra Baker-familien.
Resident Evil Requiem leverer, hvad det lover: et meget solidt gyserspil, som fans med garanti vil elske. Gameplay, som man kender det, en god blanding af det uhyggelige og actionrige og et nervepirrende eventyr, der giver spænding for alle pengene. Desværre halter det med en svag historie, en forglemmelig skurk og enkelte plotpunkter, der virker mere forvirrende end overraskende. Men selvom det ikke topper de fleste andre spil i serien, er det stadig et af de mest intense og nervepirrende Resident Evil-spil, som med garanti vil give dig en hæsblæsende og uhyggelig aften.
Udvikler | Udgiver: Capcom
Tilgængelige platforme: PS5 , Xbox Series X|S, PC, Switch 2
Anmelder: Michael Eriksson
