To og en halv times spilletid flyver afsted, når Marty Mauser (Timotheé Chalamet) forsøger, med alle kneb, at skaffe sig nok penge til at rejse internationalt for at spille bordtennis på de største stadioner.
Det lykkedes ham også, men det er ikke uden modstand. Meget modstand.
Vi befinder os i 1950’ernes New York, og bordtennis er ikke en bekendt sport for Martys omgangskreds, men det stopper ham ikke for at ville være verdensstjerne.
Men det er lettere sagt end gjort, når alt og alle er imod drømmen. Hvad der udspiller sig, er en hæsblæsende og hektisk jagt på den amerikanske drøm, med utallige sideplots, der skal løses, før Marty kan få bordtennisbolden i mål.
En sammenfletning af hændelser
Der sker rigtig meget i Marty Supreme – næsten for meget. Filmens promo fortæller om en sportsfilm, men hvad der virker som den centrale handling, udskiftes i stedet med et karakterstudie af forskellige livlige karakterer og overlappende replikker.
Forvent derfor ikke en underdog sportsfilm om et talent, der overkommer alle odds og vinder publikums jubel.
I stedet kommer Marty ud for alle mulige andre utænkelige hændelser, for at tjene nok penge til at rejse. Der er sideplots med en hund, ekskæresten Rachel (Odessa A’zion), Gwyneth Paltrows afdankede skuespiller, Kay Stone og hendes penge hungrende forretnings ægtemand (Kevin O’Leary, ubehagelig i rollen som sig selv), familieproblemer, orange bordtennisbolde, sågar endda en debuterende Tyler the Creator, der imponerer i rollen som vennen Wally.
Selvom sammenfletningen at utallige sideplots har et større formål og påvirker, eller er påvirket af filmens bordtennis-hovedfokus, er man så forpustet når rulleteksterne endelig rammer, at man savner, der var skåret lidt i fedtet.
Usympatiske karaktere
Filmen er imponerende flot. Grynede billeder gør et New York i 50’erne utrolig livligt. Filmholdet bag har skabt en rodet og elektrificerende produktion, der har filmisk øje for detaljer.
Især når kameraet stiller skarpt på et levende karaktergalleri. Alle præsterer overbevisende, men især Chalamet leverer Marty med en sådan kraft og saft, at man ikke kan tage øjnene væk fra ham, selvom han er et røvhul.
Marty er en svindler, charlatan og bedrager, men er så talentfuld til det han kan, at han selv mener, at han er berettiget til at komme uden om konsekvenserne. Aldrig tager han et øjeblik til at kigge indad og mærke konsekvenserne af sine handlinger: Fra at gøre barndomsveninden Rachel gravid, til at gå i seng med Paltrows karakter bag hendes mands ryg, samtidig med han prøver ham for penge, eller kører sine – ikke bare én – men to venners biler i stykker.
På trods af det, er det umuligt ikke at blive tryllebundet af Chalamet. I en så ophidsende og intens film, der behandler en til tider usympatisk og narcissistisk hovedkarakter, holder han stålfast øjnene på bolden, og bringer nok sårbarhed og kompleksitet til spillebrættet. Chalamet vidner om en skuespiller i fuld kontrol af sit virkemiddelapparat.
Konklusion
Alle forventningerne bliver ikke indfødt, men er du fan af Safdie-brødrenes tidligere film (Good Times og Uncut Gems), er den helt klart din fart.
Marty Supreme er næsten en for vild og hidsig filmisk begivenhed, at den kan videreformidles retfærdigt. Det er en film som man skal være vidne til, opleve og mærke!
