Mesterinstruktøren Danny Boyle overraskede med sin længeventede tilbagevenden til den zombiegenre, han selv var med til at banebryde i 28 dage senere (2002), da han – sammen med sin trofaste manuskriptforfatter Alex Garland – vendte tilbage med den pragtfulde og grusomme 28 Years Later (2025).
Nu, blot få måneder efter, vender efterfølgeren i den nye trilogi tilbage til det store lærred: 28 Years Later: The Bone Temple. Denne gang er det ikke Boyle, men Nia DaCosta, der sidder i instruktørstolen, og det giver mening at placere hende her i mellemspillet, før Boyle selv vender tilbage i den femte og sidste film i 28-serien.
DaCosta har lavet en zombiefilm, som i stedet for at fokusere på de skræmmende smittede vender kameraet og historien indad mod mennesket for at spørge, hvem det egentlige monster i virkeligheden er. Det er effektivt og tankevækkende, til trods for manglen på zombier, der gjorde filmserien så legendarisk til at begynde med.
Mennesket som det sande monster
Historien begynder få minutter efter, at den forrige film sluttede. Spike (Alfie Williams) er stødt ind i den teletubbie-inspirerede joggingsæt-bærende bande “Jimmys”, ledt af Sir Jimmy Crystal – spillet gudsforgåen af Jack O’Connell, der fortsætter sin imponerende stime som modbydelig skurk efter sidste års vampyrfilm Sinners. Han er godt på vej til at cementere sig som en af vor tids nye superskurke.
Nu er han tilbage for endnu en gang at gøre livet surt for alle omkring sig. Han nøjes ikke med at jage zombier, som han og hans bande dræber uden sved på panden – han hænger også uskyldige mennesker op og flår huden af dem, mens de stadig er i live.
Dynamikken i at se en bande iført forskelligfarvede joggingsæt, tiaraer og fevinger – tydeligt inspireret af Teletubbies – udføre de mest grufulde handlinger mod uskyldige medmennesker kunne nemt være blevet fjollet, som da de brat dukkede op i slutningen af den forrige film. I stedet sætter det sig som en klump i halsen og giver ondt i maven.
Nia DaCosta bruger sin gyserbaggrund til at gøre mennesket til et næsten større monster end zombierne, der blot spiser dig levende.
Et tempel af knogler og ensomhed
Men der er alligevel noget smukt at finde midt i rædslerne. Idet Spike træder i baggrunden som filmens hovedperson og giver plads til Jimmy Crystal, opstår der også rum til Dr. Kelson (Ralph Fiennes). Vi får lov til at tilbringe endnu mere tid med ham her end i den forrige film, hvor han lever et ensomt liv i sin underjordiske bunker – omgivet af minder fra fortiden på væggene og yndlings-lp’er på grammofonen.
Kelson bygger videre på sit mærkværdige forhold til zombie-alfaen Samson (Chi Lewis-Parry), som han forsøger at nå gennem medicin og empati midt i ensomhedens – og knoglernes – tempel.
Skønheden stråler frem i filmfotograf Sean Bobbitts billeder. Midt i verdens undergang, død og ødelæggelse stiller han skarpt på naturen i sommersolens skær og på forholdet mellem menneske og bæst – hvis et sådant forhold overhovedet kan eksistere.
Tro, videnskab og djævelskab
Det bankende hjerte i The Bone Temple er mødet mellem Kelson og Jimmy Crystal: en mand af medicin og en mand af tro – om end en tro rettet mod djævlen. På trods af 28-filmenes ellers hæsblæsende tempo tør filmen sænke farten og lade to mænd med fundamentalt forskellige verdensbilleder føre dybfølte samtaler.
The Bone Temple efterlader mere stof til eftertanke end sin forgænger, længe efter den stramme spilletid er ovre.
Selvom filmen ikke rammer den samme rejsefornemmelse og actionintensitet som den forrige, og selvom manglen på zombier er iøjnefaldende, er der stadig rigeligt med gru, frygt og ubehag i denne mørke – og til tider smukke – zombiefilm, før det hele kulminerer i, hvad der meget vel kan blive en intens afslutning på en fantastisk skræmmende filmserie.
