Springsteen: Deliver Me From Nowhere er en dybt personlig og ærlig skildring af en deprimeret rockstjerne.
En ung Bruce Springsteen (Jeremy Allen White) er på farten og i overhalingsbanen til at blive en af verdens største rockstjerner. Året er 1981, og Springsteen har netop færdiggjort sin verdensturné med sit trofaste E Street Band og albummet The River.
Han trækker sig tilbage til sin hjemby i New Jersey, hvor han påbegynder skriveprocessen til et af sine mest roste og personlige album nogensinde; Nebraska. Processen bliver en udforskning af Springsteens personlige liv og de indre dæmoner, han har forsømt alt for længe. Frem for at have en rockstjerne i kulkælderen på grund af stofmisbrug, bliver Deliver Me From Nowhere et forfriskende pust i en ellers genbrugt genre, idet den udforsker depression i menneskelig skala.
Born to run, fra sine egne problemer
Jeremy Allen White (The Bear) påfører sig læderjakken og skovmandsskjorterne og transformerer sig i rollen som The Boss – og det gør han imponerende. Han synger selv sangene, spiller selv guitar og blæser i mundharmonikaen. Ikke nok med at White har lært musikken selv og lyder som “Mr. Born to Run” – han indkapsler også den selvdestruktive mørke, Bruce går rundt med i denne periode, med en enorm intensitet og følelsesdybde.
Hvor de fleste biografiske musikfilm om kreative sjæle ofte falder i en genbrugt formel, har instruktør og manusforfatter Scott Cooper gjort noget forfriskende og særligt. Her er bestemt ikke tale om en oprindelseshistorie eller “fra krybben til graven”-fortælling, men snarere en film, der zoomer ind på et specifikt forløb, som får afgørende betydning for kunstneren og er med til at forme resten af hans karriere.
With a Little Help from My Friends
Det betyder dog også, at filmen ikke er så Hollywood-poleret, som man måske er vant til. Karakter-galleriet, omend godt, byder ikke på antagonister og skurke, der spænder ben for bossen. Her er ingen penge-griske pladeselskabsejere, der kun har dollartegn i øjnene.
Heldigvis har han en ven som sin trofaste producer Jon Landau (spillet med fornøjet varme af Jeremy Strong), der holder omverdenen på afstand for at give Bruce den tid, han har brug for. Det føles som et realistisk, menneskeligt venskab. Selvom man godt kunne bruge udefrakommende komplikationer, for at give filmen mere nerve.
Indre dæmoner
Filmen brillierer ikke kun med Whites nyindspillede sange, men også i relationerne mellem mennesker. Dæmonerne fra barndommen, som Springsteen må konfrontere, udspringer af forholdet til sin alkoholiserede far (Stephen Graham). Her kunne man let have fundet filmens skurk, men Cooper vælger i stedet at gøre relationen tragisk og rørende.
Vi springer tilbage i tiden og ser den unge Bruce (Matthew Anthony Pellicano Jr.) hive sin far hjem fra baren og beskytte sin mor, når faren nærmer sig vold. Intensiteten er som en spændt elastik, der er millimeter fra at springe – og det efterlader publikum i et uroligt, intenst stadie.
Deliver Me From Nowhere vælger at fortælle en snæver, fokuseret historie i stedet for et sprudlende portræt af et helt liv. Det falder nok ikke i god jord hos alle, der havde forventet “noget mere”, men jeg er dybt taknemmelig for at få lov at kigge bag kulisserne – ind i det intime soveværelse – og være vidne til en personlig, hudløs og ærlig kreativ proces.
