Dansk filmhistories mest trofaste trio, Anders Thomas Jensen, Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas, er tilbage. De leverer endnu et absurd, voldsomt og overraskende rørende eventyr, der balancerer på grænsen mellem galskab og genialitet.
Anker (Nikolaj Lie Kaas) bliver løsladt efter 15 år i fængsel for et kup, hvor en del af millionbyttet forsvandt. Kun hans bror, Manfred (Mads Mikkelsen), ved hvor pengene er gemt – men han er ikke længere sig selv. Efter år med psykisk pres er Manfred begyndt at identificere sig som John Lennon. Det lyder som en dårlig joke, men Thomas Jensen, får det til at fungere med sin velkendte blanding af absurditet.
Anker forsøger at få Manfred John til at samarbejde, men hver gang han kalder ham ved forkert navn, eksploderer John i selvskadende panik. Psykiateren Lothar (Lars Brygmann) ser en mulighed: Hvis de skaber en verden, der matcher Manfreds egen virkelighed, kan de redde ham. Snart står et Beatles-coverband af psykiatriske patienter i skoven ved brødrenes barndomshjem, og galskaben er total.
Thomas Jensen accelerere her i det, han gør bedst: sort humor, voldsom absurditet og et varmt hjerte. Men Den sidste viking afviger alligevel sig fra hans tidligere film ved at undersøge filosofi-spørgsmål om identitet og virkelighed.
Bag den vanvittige komedie gemmer sig en film om identitet. “Der er ikke noget menneske, der kun er én ting” opsummerer Freja (Bodil Jørgensen), søster til Anker og Manfred. Jensen bruger sine skæve karakterer til at undersøge, hvad det egentlig vil sige at være sig selv.
Mikkelsen skubber til sine grænser, og er mere mærkelig end vi før har set ham. Men han er også sørgelig, sød og vil helst bare være der for sin bror, selvom han ikke kan.
Kaas er vred som ind i helvede. Han har bygget et eksteriør op med tatoveringer, undertrøjer, og store muskler. Men ind bagved, ligger en brændende kærlighed og beskyttelse for sin søster og bror, som er utroligt rørende.
Thomas Jensen gemmer flere lag af selvforståelse i sin film. Manfreds “John Lennon”-identitet, virker på overfladen fjollet, præcis ligesom Søren Mallings Werner kalder det: “Man kan ikke bare vælge sit eget navn. Jeg kan ikke bare kalde mig selv for Werner Kæmpepik. Det skal afspejle virkeligheden”. Men søger man dybere, kan man finde kommentar til debatter om køn og selvforståelse. På den måde sætter Jensen et spejl op mod nutiden, og gør Den sidste viking skræmmende aktuel.
Det er samtidig også typisk Thomas Jensen: han gør det råt og pinligt, samtidig med aldrig at latterliggøre identitetspolitik. Det er en film, der tør udfordre både sit publikum og sin samtid. Det er en sympatisk fortælling, der handler om at give plads til mærkelighederne hvordan de end opstår.
Udover sin imponerende aktualitet er Thomas Jensens univers, som vi kender det, til stede. Det er originalt, grotesk og morsomt, selvom jeg ikke fandt mig grine af nær så meget, som jeg plejer af hans tidligere film.
Selvom Den sidste viking mister lidt momentum og tempo hen mod halvdelen, fanger den hurtigt op igen, og nye twist sætter mysteriet på sporet igen.
Thomas Jensen fastslår sig endnu engang, som én af dansk films originaler. Han tør udfordre sit publikum. Nogen vil grine, andre vil ryste på hovedet, men ingen kan påstå, at den ikke har noget på hjertet.
Der spilles på mange facetter: bag den politiske aktualitet, den sorte humor, absurditet og blodige vold, er der også bare en film om broderlig kærlighed mellem Anker og Manfred, og det er meget smukt.
