Endnu en Stephen King-fortælling er nu filmatiseret, og i instruktørstolen sidder Francis Lawrence, der har instrueret de sidste fire Hunger Games-film (og med en femte på vej). Lawrences involvering klæder egentlig præmissen, da Kings fortælling har mange af de samme egenskaber: unge frivillige/udvalgte involveres i en dødbringende, dystopisk konkurrence om liv og død.
The Long Walk foregår i en dystopisk realitet, hvor USA er blevet hærget af en borgerkrig. For at installere håb i folket bliver 50 unge mænd fra hver stat hvervet til at deltage i en nådesløs konkurrence. Uden pause skal de gå i stabilt tempo. Overholder de ikke reglerne, får de tre advarsler, der til sidst ender i eliminering. Det er en kynisk og ubarmhjertig leg, der fortsætter, indtil kun én overlevende står tilbage.
Den lange gåtur ledes af Majoren (Mark Hamill, der desværre er alt for lidt med). Hamill løfter den vanvittige – og måske lidt fjollede – præmis, da Majoren også selv er en anelse fjollet. Han er teatralsk, taler med en sær charme og har solbriller på konstant – selv i mørke.
De unge skuespiltalenter (især Cooper Hoffman og David Johnson) gør et solidt arbejde med manuskriptet af JT Mollner, der er spækket med “larger-than-life”-dialog. Det er imponerende, at de både kan gå så langt og samtidig finde energi til dybe samtaler. Den dialogtunge handling er en klassiker hos Stephen King – og på den måde er filmen tro mod sit kildemateriale.
Francis Lawrence formår at skabe en nærværende fortælling om relationer og kyniske konsekvenser. Det større univers træder i baggrunden til fordel for et sentimentalt fokus på de unge drenge, der kæmper for deres liv og fremtid.
Toby og Svane er ikke helt enige: Svane, en kyndig Stephen King-kender, er begejstret og efterlades chokeret og underholdt. Svane ender derfor på 4 ud 6 pixel-hjerter.
Toby er mere pessimistisk og mener, at en stor instruktør som Lawrence burde have gjort mere ud af universet, som ellers lægger op til noget virkelig spændende. Toby ender derfor på 3 pixel-hjerter.
