Anmeldelse | Death Stranding 2: On The Beach

I 2019 anmeldte jeg det første Death Stranding, et spil med en stærk filmisk fortælling, et fascinerende univers og en fremragende præstation af Mads Mikkelsen. Desværre led spillet under klodset styring, gentagende og til tider kedeligt gameplay, samt actionsekvenser der haltede.

Death Stranding 2 fortsætter historien, og meget af gameplayet er genkendeligt for dem, der spillede etteren. Igen handler det om at levere pakker, holde balancen og opleve store mellemsekvenser med stjernespækkede skuespilpræstationer. Men denne gang har Hideo Kojima lyttet til kritikken og tilføjet forbedringer, som giver spillet en bedre balance mellem det melankolske, langsomme tempo og den mere taktiske stealth- og actionoplevelse.

For du kan måske fjerne Kojima fra Metal Gear, men du kan ikke fjerne Metal Gear fra Kojima.

Historien fortsætter direkte, hvor vi slap. Denne gang skal man forbinde hele Australien, mens Higgs vender tilbage for at skabe kaos og tage hævn over Sam og Fragile. Sam har nu et helt nyt hold med sig ombord på et enormt skib, DHV Magellan, som følger ham på hans rejse. Fortællingen er i store træk struktureret som i det første spil: man leverer pakker i nogle timer, møder pludselige store plotudviklinger, kæmper måske en bosskamp og fortsætter derefter rejsen.
Denne rytme kan føles langtrukken, og hullerne mellem historiens udvikling kan være trættende. Men for dem, der har tålmodigheden, venter en langsom, men stærkt kulminerende fortælling, der afsluttes med en af de mest Kojima-agtige slutninger nogensinde.

Blandt de nye figurer skiller Tomorrow sig særligt ud – spillet af Elle Fanning, som formår at gøre stort indtryk, selv med meget få replikker. Kojima er klart bedst, når han bygger op til store actionklimakser, mens det dybsindige og melodramatiske indhold til tider fremstår lidt klichéfyldt, corny og svært at tage helt alvorligt. Heldigvis er der denne gang blevet tilføjet flere små øjeblikke mellem Sam og hans besætning, som giver historien mere menneskelig varme. Især forholdet til Dollman, Sams nye følgesvend, er velfungerende. Han fungerer lidt som Mimir fra God of War og kommer med nyttige kommentarer og forklaringer uden at virke for påtrængende. Han udfylder stilheden, men overtager aldrig scenen – og han hjælper også med at sikre, at man som spiller forstår, hvad der foregår.

Higgs er desværre stadig ikke en særligt interessant skurk. Han er ond bare for at være ond, nu iført joker-makeup. Troy Baker spiller ham med stor karisma og giver alt hvad han har, men det redder bare ikke hvordan han er skrevet.

Til gengæld er gameplayet blevet væsentligt forbedret. Man kommer hurtigere i gang, får adgang til bedre udstyr som mekaniske ben, køretøjer og trækvogne, og der er langt mere fokus på action end før. Spillet introducerer også et nyt upgrade-system, hvor man gennem levels og leveringer kan forbedre Sams evner – for eksempel ved at forlænge scanninger, øge skudpræcision eller mindske batteriforbruget i køretøjer. Våbenudvalget er også udvidet, stadig med ikke-dødelige midler, men nu med et arsenal der inkluderer alt fra shotguns til granatkastere, så du kan kaste dig ud i kamp uden at bekymre dig om konsekvenserne.

Flere missioner handler nu om infiltration af fjendtlige baser eller eliminering af fjender, hvilket bryder rutinen og tilføjer mere variation. Dog kan det blive lidt trivielt at besøge de samme lejre flere gange, især når de ligger direkte på ruten mellem destinationer. Det kunne have været spændende med midlertidige, dynamisk genererede lejre, som ændrede sig undervejs.
Ligesom i det første spil bliver man også i ny og næ trukket ind i en alternativ verden, hvor man kæmper mod en mystisk karakter og hans soldater. Desværre er disse segmenter næsten identiske med dem fra etteren, blot med nye omgivelser. Luca Marinellis karakter, Neil, bliver heller aldrig udviklet tilstrækkeligt og matcher slet ikke Mads Mikkelsens Cliff, hverken i dybde eller skærmtid.
Og det hjælper heller ikke at hans bosskampe er desuden ret nemme og mangler spænding.

Det er også svært at ignorere, at spillet flere steder føles som en uofficiel Metal Gear Solid-titel.
Fra Neils bandana til referencer til Moby Dick og de mange Kojima-typiske detaljer, er der ingen tvivl om, hvor arven stammer fra.

Man er dog langt fra alene på rejsen. Som i det første spil kan man spille online og dele sine konstruktioner, og hjælpe med at levere pakker med andre spillere. Jeg byggede fx en vej, og dagen efter var en anden del af vejen blevet færdigbygget af en anden spiller. Det skabte en særlig fornemmelse af fællesskab, og det motiverede mig til at klare flere sidemissioner og opgradere forholdet til de forskellige NPC’er for at få adgang til bedre udstyr. Det var overraskende hyggeligt at rejse rundt med svævebaner eller monorail, og forbindelsen til andre spilleres handlinger gav verdenen mere liv. Og som prikken over i’et: Du har nu endelig en musikafspiller, du kan bruge, når du vil. Tak, Kojima.

Death Stranding 2: On The Beach er en vellykket blanding af melankolsk vandreeventyr og actionmættet historie. Ja, det kan føles langstrakt og tomt mellem historiens nøglepunkter, men spillet lægger op til, at man tager det i sit eget tempo – og det er faktisk hyggeligt at klare side quests og bidrage til verdenen med hjælp fra andre.

Selvom historien til tider halter i sine mest alvorlige øjeblikke, og meget er velkendt fra det første spil, synes jeg, det er lykkedes Kojima Productions at skabe en forbedret og mere helstøbt oplevelse.
Man mærker tydeligt, at Kojima er tilbage, hvor han er stærkest – og jeg håber, han fortsætter med at tage imod både ris og ros. Det har gjort en forskel.

Udvikler | Udgiver: Kojima Productions | Sony Interactive Entertainment
Tilgængelige platforme: PS5
Anmelder: Michael Eriksson