Ligesom så mange andre har jeg hørt meget positivt om det originale GameCube-spil Paper Mario: The Thousand-Year Door, men jeg ville ikke satse omkring 1000 kr. for at se, om det passede.
Og nu hvor dette 20 år gamle spil endelig er blevet genskabt, kan jeg roligt sige, at folk havde ret. De ekstra forbedringer gør ovenikøbet spillet til en nærmest perfekt oplevelse, som de fleste vil elske.
Hvis man ikke er bekendt med Paper Mario-serien, er det RPG-spil med nogle af de simple elementer, man nok husker fra Super Mario RPG fra sidste år. Her er hele verdenen dog lavet af papir. Man skal egentlig ikke stille spørgsmål til det, da det bare er et stilistisk valg.
I The Thousand-Year Door er plottet ret genkendeligt: Peach er blevet kidnappet, og Mario skal redde hende samtidig med at samle syv stjerner og redde verdenen. Men overraskende nok er det faktisk en lang og meget interessant historie, spillet byder på.
Charmen ligger i alle de forskellige og unikke karakterer, du møder, som Goombella, der er en ung arkæologistuderende Goomba, der samtidig kan komme med tips og info om alt omkring dig, med lidt ekstra sass oveni. Andre figurer, du får med på dit hold, er bl.a. hekseånden Vivian, Koops, en ung nervøs Koopa Troopa, og en lille Yoshi-unge.
De fleste har en baggrund for, hvorfor de slutter sig til Marios hold, mens nogle få meget tyndt hopper ind, som f.eks. Yoshi, der bare bliver født, og så er du fanget med den, eller Madam Flurrie, der egentlig bare skulle blæse en dør op for dig. Men det ændrer ikke på, at de alle er charmerende at have med, uanset hvem du har som partner til de forskellige historiedele.
Det er netop det meget stjernespækkede cast af nye figurer, der gør historien meget mere spændende at følge med i. De har masser af charme og humor, mens bl.a. sideplottet med Peach og computeren TEC byder på en mere alvorlig, rørende historie, hvor de knytter et særligt bånd, mens der bliver stillet spørgsmålstegn ved kærlighed og tvivl.
Jeg sad virkelig klistret til spillet, da jeg blev fanget af historien og de interessante områder, du besøger.
Mine få kritikpunkter er først og fremmest kapitel 3, da alle andre kapitler ikke føles for langtrukne eller særligt store, mens du i Glitzville skal kæmpe dig igennem 20 kampe i en turnering, der hurtigt bliver trættende. De kunne godt have halveret det.
Det andet er, at Bowser virker overflødig i spillet. Det er selvflølgelig sjovt, at man nogle gange klarer klassiske Super Mario-baner med ham, men siden han ikke er hovedskurken, er han der bare for at fylde tiden ud. Du kæmper endda mod ham i kapitel 3, og derefter bliver det glemt og ignoreret resten af spillet. Det er tydeligt, at Nintendo dengang ikke kunne lade ham være og maste ham ind i historien.
Hvis du har spillet andre Mario RPG-spil, kan du forvente, hvordan kampsystemet er. Når du vælger et angreb, skal du time dine knapinput for at give ekstra skade. Twistet er, at det hele er sat op som et sceneshow, så forskellige ting kan ske under kampene, alt fra at publikum kaster ting mod dig, eller rekvisitter der falder ned. Jo bedre du klarer dig, jo flere kommer og ser dine kampe, så du får flere stjerner til at lave superangreb og levelle op.
Men det hele kommer sammen i, at gameplayet er meget simpelt og nemt at følge med i. Faktisk er det ikke særlig svært det meste af tiden. Balancen ligger i, at der ikke rigtigt er nogen niveau-forskel. Alle karakterer har bare små numre i angreb og forsvar, som gør det meget enkelt at kunne forberede sig mod, hvem man støder ind i.
Koopa Troopas har f.eks. højt forsvar, så enten skal du have boostet dit angreb, eller bare vælte dem på ryggen først for at give skade. Du kan derfor smide badges på Mario, som kan gøre alt fra at gøre ham eller dine partnere stærkere, eller gøre spillet en del sværere selv. Og med det simple system med forskellige fjender med hver sin måde at blive tacklet på, gør det gameplayet til en sjov omgang, især når du når op mod de fede bosskampe.
Det ville heller ikke være et super fedt Mario-spil uden fantastisk musik, der passer til stemningen, især under kampsekvenserne, der alle rammer temaet i den verden, du befinder dig i. De nye numre er virkelig godt velproducerede og får dig i stemning under hele spillet, men du kan selvfølgelig få dig en badge, der afspiller de klassiske GameCube-numre, hvis det er.
Plus, grafisk ser det så behageligt og flot ud, selvom det bare er flade stykker papirfigurer, men alle de ekstra detaljer bl.a. på bygninger, særlige fjender eller tilfældige objekter passer så meget ind i det lille papirteater-tema, der ligesom alt andet oser af charme.
Især hvis man sammenligner med, hvordan det originale så ud, så er det bare virkelig flot, trods at jeg meget få gange har oplevet et lille dyk i billedhastigheden, når der sker for meget på skærmen. Men det er også virkelig få gange.
Det er virkelig svært at sætte en finger på noget, jeg ikke kan lide ved Paper Mario: The Thousand-Year Door. Spillet har ikke andet end charmeret sig ind i mit hjerte i alle de 34 timer, det tog mig at gennemføre det.
Det, der gør det til en fed oplevelse, er, at jeg følte mig mere involveret i Marios univers med de unikke karakterer, spændende historier, god humor og sjove referencer, der gør det til et meget skægt spil, jeg ikke ville give slip på.
Selvom RPG-gameplayet er meget simpelt bygget op, ændrer det ikke på, at det er virkelig underholdende og ikke kedeligt at kæmpe igennem. Jeg forstår udmærket, hvorfor så mange har elsket dette spil for 20 år siden, da det er et af de mest fantastiske Mario-spil, jeg nogensinde har prøvet.
Om du er fan af Mario, aldrig har prøvet RPG-spil, eller er fan af RPG eller det originale spil, så kan jeg ikke andet end at anbefale dette spil, da det bare er fantastisk.
Udvikler | Udgiver: Intelligent Systems | Nintendo
Tilgængelige platforme: Nintendo Switch
Anmelder: Michael Eriksson
Skriv et svar